Fem fra Friis

Elisabeth Friis er lektor i litteraturvidenskab ved Lunds Universitet. Elisabeth Friis er formand for bestyrelsen for forlaget Arena. Friis er interesseret i poetiske former fra antikken til idag. I 2012 udkom hendes monografi om Pia Juul.

Homer: Iliaden

Iliaden er vores adgang til en anden verden. En verden før skriften. Iliaden er mundtligt komponeret og mundtligt overleveret. Det er derfor der er så mange gentagelser i den – det er derfor dens rytme, som forresten er en talesproglig rytme, sætter sig fast i læserens krop – gør den smidig, varm, dunkende. Temaet er krigens grusomhed. Det er en sørgebog – et enormt kollektivt sorgarbejde finder sted i den. Derfor er længden også så vigtig – sorgarbejde virker over tid. Det er langsomt. Og i Iliaden udvider ikke bare sangens varighed, men også sangens rytme tiden, som forvandler sig til en ren bergsonsk durée. Read it and weep. 

Aischylos: Agamemnon

Den første og længste tragedie i Orestien. En studie i tegnaflæsning som slår fejl. En tekst om at komme hjem fra krigen. Men især en tekst om smerten ved at have børn. Billedsproget er bygget på en feminin grundmetafor: At spinde og at væve. Det er uhyggeligt stærkt og intrikat konfigureret. Og så er tropologien altid konkret, konkret, konkret. Slangen (barnet) suger blod (mælk) af moderens bryst. Aischylos vidste godt, hvordan det også kan være at amme.

Gérard de Nerval: Les Chimères 

 

Nervals kimære-sonetter får hjertet til at slå og tanken til at spændes. Han kan ikke rigtig oversættes, men er til gengæld værd at lære fransk for. Her er han for fuld udblæsning i 1854-versionen af “El Desdichado” (hvis titlen får en klokke til at ringe, er et måske fordi du har læst Ivanhoe):

El Desdichado

Je suis le ténébreux, – le veuf, – l’inconsolé,

Le prince d’Aquitaine à la tour abolie:

Ma seule étoile est morte,– et mon luth constellé

Porte le Soleil noir de la Mélancolie.

Dans la nuit du tombeau, toi qui m’as consolé,

Rends-moi le Pausilippe et la mer d’Italie,

La fleur qui plaisait tant à mon cæur désolé

Et la treille où le pampre à la rose s’allie.

Suis-je Amour ou Phébus?... Lusignan ou Biron?

Mon front est rouge encor du baiser de la reine;

J’ai rêvé dans la grotte où nage la syrène...

Et j’ai deux fois vainqueur traversé l’Achéron:

Modulant tour à tour sur la lyre d’Orphée

Les soupirs de la sainte et les cris de la fée

Theresa Hak Kyung Cha: Dictee

Jeg tilslutter mig EvaTind Kristensen. Jeg tror, det er det vigtigste (også fordi det er det smukkeste, mest bevægende) poetiske værk, der er skrevet om den feminine genealogi. Dictee handler om exil, Koreas historie, religiøs underkastelse og cinematografisk repræsentation (Cha studerede hos Christian Metz), men først og sidst om moderen, om at blive en del af en (moder-)stemme som bærer erindringen med sig. Ikke bare den personlige erindring, men den fælles erindring. Det er så interessant, hvordan Cha anvender musen/sibyllen/mediet som en figur, hvis styrke og svaghed det er at være medium for noget andet end sig selv. Det er smertefuldt at lægge krop til erindringens “diktat”, men kvindekroppen kan jo mirakuløst nok klare den form for liminale tilstande. Det er vel derfor den græske gudinde Mnemosyne [navnet betyder erindring – hun er de ni musers moder] er en kvinde. Et faktum som jeg synes der bliver tænkt for lidt over, men som Cha om nogen peger på, bringer i spil.

Harryette Mullen: trimmings

Afro-amerikanske Mullens genskrivninger af Steins Tender Buttons er utrolig morsom, lynende begavet, nødvendig (her må man for en gangs skyld godt bruge det ord) poesi. Hun er mindst ligeså raffineret mangetydig som Stein, men hun er ikke hvid, og dét giver helt nye perspektiver på handsker, strømper og andet tilbehør (“trimmings” – ha!). Man må bevæbne sig med en temmelig stor ordbog for at få sprogspillene med (der er helt sindssygt mange – også sociolektiske) men så åbner porten til en helt anden og dog så genkendelig verden sig til gengæld også. Mullen skriver bedre end hvem véd jeg af de internationale samtidsdigtere. You’ll be surprised.