mandag den 22. oktober 2012

Fem fra Bonnén

Kaspar Kaum Bonnén debuterede i 1997 med digtsamlingen Vælg alt. Hans poesi arbejder med menneskets sociale og fysiske rum et sted hvor arkitekturen og familielivet og alle tingene mødes. Kaspar Kaum Bonnén modtog i 2008 Eckersbergs Medalje. Og har udsmykket Kronprinseparrets spisesal med et værk med titlen Rummet kan aldrig lukkes helt.


Bruno Schulz
Bruno Schultz nåede kun at skrive de to bøger Sanatoriet under Timeglasset og Kanelbutikkerne. Så blev han skudt af nazisterne. Og jeg bliver grebet af harme, ligesom da anarkisterne i Barcelona ødelagde skitser og dele af La Sagrada Familia. Er der intet helligt, findes det evige ikke, er vi kun brutale dyr, og så blev jeg så grebet af Schultz, der skriver om barnet, der sanser og oplever de mindste begivenheder, som hele tiden er i forbindelse med de største begivenheder. Den måske sindssyge fader, den fraværende moder og barnepigens sære seksualitet og ikke mindst Bogen! Man mærker barnets nysgerrige verden, hvor alting ligger i frø og venter på at folde sin uendelighed ud.



Walter Benjamin
Da jeg skrev min bog Inventarium, fik jeg igen hænderne i Benjamins mindre bog Ensrettet Gade. Jeg var igang med at forsøge at indkredse rummet, som en form for personligt og mentalt sted, som alting krydser igennem. Og Benjamins udgangspunkt i gadensbutikker, skilte og eksistenser ramte mig med sit langt mere historiske og symbolske perspektiv end i mit eget indre univers af rum. Et fint stykke litteratur af en forfatter, som spinder billeder ud af en ensrettet gade.



Peter Bichsel
En højtlæsningsklassiker, som kan læses igen og igen. For børn eller din kæreste. Men da den er så kort, må du regelmæssigt finde en ny kæreste for at hun ikke skal blive træt af dig... Og børnene? De vil vist hellere høre Game of Thrones lige i øjeblikket... Men engang imellem så læs disse må filosofiske fortællinger bla. om manden der ikke kan lade være med at fortælle om sin fiktive onkel Jodok, så han tilsidst jodokker jodok på jodoksk. Eller om manden som ikke vil vide mere og derfor lukker sig inde for ikke at få mere at vide, eller om manden som ikke kan forstå at folk rejser til andre byer, når man nu i køreplanen kan se, hvornår man er i disse byer...


Anne Carson
Vandveje er den digtbog, jeg har læst flest gange. Jeg tror jeg selv havde skrevet fire bøger, da jeg fik den i hånden, og jeg så mit værk skrumpe ind i forhold til Carsons... (øv misundelse). Hendes tekster i Vandveje er både personlige, men ligger stadig i diskussion med mystikere, antropologiske studier, forfattere som hun blander ind i nye flydende genreformer. Vandveje er en flydende bog, og Carson svømmer nemt mellem sine erfaringer og mellem andres tekster og erfaringer. Hvis jeg var en mand vil jeg læses af Carson, genlæses og åbnes på ny.
 
 
 
Søren Kierkegaard
Da jeg fik børn holdt jeg op med at læse og forsøgte at være en god mand og far.
Nu har jeg fået tid til at læse igen. Og jeg sidder igen med Søren Kierkegaard, som jeg ved jeg aldrig kommer i bund med: Jeg er stadig ikke nogen særlig god læser. Søren Kierkegaard gik lange ture og talte med alle mulige mennesker, men han giftede sig aldrig. Alligevel ved han mere om kærlighed end andre. Læs ham eller lad være med at læse ham. Who cares om du fortryder det.

1 kommentar:

  1. Åh ja, alting skrumper i forhold til Carsons tekster!

    SvarSlet