Fem fra Dalgaard

Daniel Dalgaard debuterede 2013 med samlingen Vi er ikke konger.  Hans poesi løber i en særlig hastighed og sætter sig i adelens cirkel. Han er en særlig stærk læser og man kan støde på ham når man ser et meget præcist og stort krøllet hår.

W.G. Sebald: Saturns ringe (1995)

En bog, hvor man kan slå op praktisk talt hvor som helst og bare begynde at læse den fantastiske måde som fortællingerne bevæger sig ekstremt hurtigt i mange retninger mens den står stille. Sebalds fortæller er ikke kun venlig, men også paranoid - retfærdigvis skal det i den forbindelse siges, at han oftere end de fleste udsættes for den følelse som opstår, hvis man for eksempel aldrig tidligere har mødt en person med navnet Finkelstein, og der pludselig en dag ringer én, der har fået forkert nummer og spørger efter en Finkelstein. To dage efter modtager man en høflig mail fra en kvinde med samme efternavn, og dagen efter det erfarer man per brev, at ens nye bankrådgiver, som erstatter Ghita Valentin, hedder Larry Finkelstein.

Inger Christensen: Azorno (1967)

Romanen raser sig på sin egen stille måde gennem en struktur, man vel bedst kan beskrive som fraktal. Den gør det gennem en række breve. Og der er beskrivelser af, sådan husker jeg det, hvordan et springvand danner en klokke af rindende vand, som med ét, jeg husker ikke af hvad, punkteres.

Alberto Caeiro: At være virkelig

Alberto Caeiro er et af Fernando Pessoas utallige heteronymer, som hver med deres stemme, historie, tankeverden og erkendelsesmæssige baggrund digter igennem ham. Hvad de alle er enige om, er at Caeiro er den bedste af dem. Legenden, som vist er rigtig nok, er at man ved Pessoas død, hvor han kun havde udgivet ganske få bøger, fandt en skibskiste fyldt med tusindvis og tusindvis af papirer, fra over de efter sigende over halvfjerds heteronymer, hvoraf i øvrigt ’Fernando Pessoa’ var et.

Han er vel en slags antimetafysiker. Jeg synes, at digtene er simple og smukke.

”En sommerfugl flakser forbi øjnene på mig

Og for første gang i hele universet tænker jeg på

At sommerfugle hverken har farve eller bevægelse,

På samme måde som blomsterne hverken har duft eller farve.

Det er farven der har farve på en sommerfuglevinge,

I sommerfuglens bevægelser er det bevægelsen som bevæger sig.

Det er duften der dufter i blomstens duft.

Sommerfuglen er kun sommerfugl

Og blomsten bare blomst.”

Georg Johannsen: Dikt i samling

Bogen indeholder det meste af Johannesens lyriske produktion, heriblandt Ars moriendi, Ars viviendi, Dikt 1959 og Nye dikt i deres helhed. Digtene er temmelig forskellige, men de har et særligt tonefald til fælles. Digtene virker sært gammeldags i forhold til den tid de er skrevet i. Jeg synes at de er svære at forstå. Jeg kan godt lide dem.

”Jeg vil ha døde barn på papiret

mellom linjene jeg skriver

mellom ordene jeg sier

skal de pille i stykker meningen

og forvirre syntaksen

for ingen har lært dem grammatikk

og de har glemt sine språk

Jeg vil ha døde barn mellom øynene

når jeg ser og når jeg sover

De skal sitte på mine øyenbryn

og telle hverandre i alle retninger

uten å blive enige om hvor mange de er

bare om dette: at de er

flere enn de levende”

Pedro Carmona-Alvarez & Gunnar Wærness (red.): Verden finns ikke på kartet

Norsk antologi, som samler 34 digtere fra hele verden, som for det store flertals vedkommende ikke er oversat til dansk. De fleste er repræsenteret med over ti sider, nogle op mod tyve, et omfang, som er stort nok til, at det lader sig gøre at danne sig et nogenlunde indtryk, samt forsynet med efterord af varierende kvalitet. Virkelig anbefalelsesværdig i en verden, hvor lyrikoversættelser er så ekstremt sjældne, som tilfældet er.

Bonusanbefaling

Ursula Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen og udvejen (2005)

Da den udkom i 2005 var jeg atten år og boede i en lille by og bogen brasede alting større.