Fem fra Pedersen

Chris Pedersen er journalist og vært på radioprogrammerne K-Live og Popsmart. Han har tidligere været redaktør på en række markante mode og livstilsmagasiner. Derudover har han lavet en række programmer til fjernsynet, der kredser om vores forestillinger om skønhed, vores forhold til kroppen og normalitet. Man kan genkende ham på sin uforfærdede nysgerrighed på pop og samfund, og sin store kærlighed til alt det vi mennesker går rundt og er.

Stefan Zweig: Verden af i går
En fuldstændig vidunderlig og knusende læseoplevelse. Beskrivelsen af det unge kunstnerliv i tiden før 1. Verdenskrig er berusende i sin begejstring for samtalen, kulturen og venskabet. Erindringerne står så lysende klart.

Og så lægger mørket sig over Europa. Ligeså stille over Zweigs sind. Uudholdeligt at læse i skyggen af klodens tilstand lige nu.

Olga Ravn: De rejsende
Arghhh. Jeg elsker den. Den er så fucking foruroligende. Nærmest så meget, at bogen som fysisk objekt er uhyggelig. Det er en række vidnesbyrd fra besætningen på et rumskib, som på en eller anden måde har skabt en forbindelse til nogle objekter ombord, og det er simpelthen så uhyggeligt og klaustrofobisk, fordi man ret hurtigt fatter, at det ikke ender godt. Jeg havde aldrig læst scifi før, men kastede mig derefter over Ursula LeQuin og faktisk også Orwell, og er nu blevet glad for frmetidshorror. En genre der ellers ikke har sagt mig noget.

Suzanne Brøgger: Fri os for kærligheden
Jeg elsker, elsker, elsker Suzanne Brøgger. Læste denne som helt ung mand, og jeg tror den lærte mig atstille spørgsmålstegn ved kærlighedens konventioner. Ved ikke om det bragte noget godt med sig egentlig, men altså hun er så skarp, skæg og generøs. Og dengang som nu er det nødvendigt med tænkere, som tør agere spejl for os andre og bede os om at undersøge, hvorfor vi handler, som vi går.

Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker
“Arven” på det kongelige teater fik mange til at tænke over AIDS i 80’ernes New York, men Gardells “Tør aldrig tårer bort uden handsker” bringer katastrofen tættere på, nemlig til Stockholm, hvor en ung fyr flytter til storbyen og møder et nyt liv og en ny kærlighed, i årene før AIDS slår en generation af unge mænd ihjel.

Det er en trilogi, og selvom jeg har læst mange forskellige - og bedre - AIDS-romaner, så rammer den her hårdest. Måske fordi dens hovedkarakterer er ret unge mænd, som burde være hovedpersoner i en coming af age fortællinger, men i stedet har kurs mod afgrunden. En af de romaner jeg aldrig kommer mig over.

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf
Godt - den her er svær. Den tog mig flere år at komme igang med, men så pludselig en dag ramte den mig som en form for krimi. Den er virkelig uhyggelig - nærmest horroragtig i sin udpensling af vold og armod, Og så imponerede det mig, hvor meget tekstur og duft, der er i fortællingen. Den lugter nærmest af død og fordærv, tænk på horrorfilmen “Seven” - sådan er den her fortælling. Uhyggelig, fortættet og ekstremt brutal.