mandag den 20. august 2012

Fem fra Lyngsø

Niels Lyngsø, debuterede i 1992 med digtsamlingen Maske & Maskine. Har siden udgivet en lang række digtsamlinger, senest samlingen 39 digte til det brændende bibliotek (2007). Sprang i ud som rapper under kunstnernavnet Stemmejernet. Har derudover arbejdet som litterat og oversat en lang række vigtige værker, deriblandt Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer (2005).

Sappho (gendigtet af Anne Carson): If not, Winter – Fragments of Sappho 

Sapfos brudstykker er i enhver forstand elementære, de er urpoesi og byggesten, og deres billeder af kærlighed, længsel og ensomhed brænder ubesværet igennem hen over en afstand på 2500 år, ikke mindst i Anne Carsons stærkt stimulerende gendigtninger.



Jared Diamond: Guns, Germs and Steel

Hvorfor var det europæerne der erobrede Amerika, og ikke indianerne der indtog det europæiske kontinent? Hvorfor har historien i det hele taget udfoldet sig så forskelligt på de forskellige kontinenter? Jared Diamond lader ikke verdenshistorien begynde med de gamle grækere, men kigger især på de 10.000 år der ligger før, og hans verdenshistorie er (i modsætning til de fleste andre) ikke kun en Europahistorie. For mig var det her en af de yderst sjældne fagbøger der vender totalt op og ned på ens verdensbillede. Den burde være obligatorisk pensum i enhver form for historieundervisning.


Inger Christensen: Alfabet 

Nu er poesien jo ikke en stangspringskonkurrence, men HVIS den var, og hvis jeg fik det gamle spørgsmål om hvilken bog jeg ville tage med på en øde ø, så er der ingen tvivl: "Alfabet" er verdens bedste digtsamling. Tindrende smuk og bevægende i sit billedsprog og fuldstændig uanstrengt i sin virtuose musikalitet. Den bog alene burde have udløst Nobelprisen, og jeg pusher den så tit jeg kan komme til det, således også her.



Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden

Fuldstændig forrygende historisk roman, skrevet med en saft og kraft og en møgbeskidt sanselighed der ville have fået William Heinesen til at fjærte af fryd. Det handler om Danmark som missionerende kolonimagt i Grønland, om tro og tvivl, druk og hor, og om at være et menneske med en krop og en sjæl der sjældent vil det samme.

   
Morten Søkilde: Pan & Landskaber

Original, musikalsk og overrumplende poesi, skrevet af en galoperende regelrytter der selvstændigt og overbevisende tager arven op efter store systemdigtere som Klaus Høeck og Inger Christensen. Som andre gode digte, vokser de ved hver gennemlæsning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar