Herbjørg Wassmo: Dinas bog (1989)
Min første yndlingsbog er Dinas bog. Jeg elsker sproget og miljø- og karakterskildringerne, den kraft der er i Dina, det norske barske landskabs, lysten og længslerne. Bogen kunne citeres fra ende til anden, så det er svært at fremhæve et bestemt stykke. Som femårig kommer lensmandsdatteren Dina ved et uheld til at hælde flere liter kogende lud ud over sin mor Hjertrud, der omkommer. Dina vokser op og bliver frue på Reinsnæs, klatrer i træer, rider uden saddel og ”ryger cigar og sidder som en mand!” (”Men hun har nydelige, rosa negle, sagde den anden styrmand og ræbede højlydt.”)
Aref Hamza: Jeg vil ikke have at nogen skal redde mig (2014)
Jeg har siden 2014 beskæftiget mig med litteratur fra de syriske krigsår. I Aref Hamza’s digtsamling Jeg vil ikke have at nogen skal redde mig fra 2014, findes nogle af mine yndlingslinjer, måske særligt efter at jeg selv er blevet mor. Det er de tre linjer i midten af digtet, der intimt indfanger hvordan hverdagen præges af konstante strømafbrydninger (og et mere metaforisk mørke), men stadig er hverdag:
forbinde vores sårOrdbøgerne kan ikke længere
med et passende ordend ikke
Min søn har vænnet sig til/
i mørketat tegne
Er der ikke en mild brise/
ikke en eneste brise?i denne mærkelige og varme vind
Digtsamlingen er ikke oversat til hverken dansk eller engelsk, så måske er det en tarvelig anbefaling, der ikke kan komme mange til gavn. Hvis man kan opstøve et gammelt Marronage-blad fra 2017, finder man en håndfuld af hans digte i min oversættelse!
Andreas Pedersen: Fryden (2016)
Andreas Pedersens observation om kærligheden i at se og blive set af sine medmennesker kommer jeg ofte i tanke om:
”At tænkte på hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt.
Når man forestiller sig mødet finde sted.
Det sælsomme, som gennemstrømmer verden.
Hvordan vidste du, at det var min yndlingsfarve?
Fordi jeg har tænkt på, hvad du ville elske. Jeg har set dig som en melodi, en farve, en hastighed og set på, hvad du forbandt dig med, og hvad der forbandt sig med dig.”
Faraj Bayrakdar: Fraværets spejle (Udkommer efteråret 2025)
Vi vender tilbage til det arabiske og min oversættelsespraksis. Til efteråret 2025 udgiver Gladiator min oversættelse af Fraværets spejle, der er skrevet af den syriske Stockholm-baserede digter Faraj Bayrakdar, der sad fængslet i Assads fængsler i 16 år. Digtsamlingen Fraværets spejle er skrevet i Sednaya-fængslet (1997-2000) og består af 100 digte, der som digteren skriver i sit forord, ”hver og et beskriver et af fængslets ansigter, et af dets sider. Fængslet er det fjerneste, dybeste, yderste fravær i livet. Der findes ikke et større, mere brutalt fravær end dette, udover døden.”
Sproget er ikke svulmende metaforisk, som noget arabisk poesi kan være, men klart og koncist. Det er dog ikke enkelt. Bayrakdar leger med grammatik så der ofte opstår dobbeltbetydninger og opfinder sine egne tidsangivelser fordi gænge tidsangivelser ikke formår at beskrive fængslets tid. Jeget er ved siden af sig selv, ved siden af sproget, ved siden af tiden, men holder altså også fast i sproget, i skønheden og i troen på frihed.
Milan Kundera: Uvidenheden (2013)
Fortælleren i Kunderas bøger kommenterer ofte på, at han gennem fiktionen skaber sine karakterer, men alligevel er de menneskeportrætter han skriver frem, de mest troværdige og levende jeg er stødt på. Dette skriver jeg her, og finder øjeblikket efter, på Forfatterweb, dette Kundera-citat: ”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer” (Romankunsten (1986, da. 1987). Eksistensen er i Kunderas bøger formet af diktatur, eksil og hjemløshed:
”Hjemkomst hedder på græsk nostos. Algos betyder lidelse. Nostalgien er altså den lidelse som skyldes et uopfyldt ønske om at vende hjem. Dette fundamentale begreb kan de fleste europæere betegne med et ord af græsk oprindelse (nostalgi, nostalgia), eller med andre ord der har deres rod i nationalsproget: añoranza, siger spanierne; saudade, siger portugiserne. Ordene har forskellige semantiske nuancer på de forskellige sprog. Ofte betegner de bare sorgen over ikke at kunne vende tilbage til hjemlandet. Længslen efter landet. Længslen efter hjemmet. Det som på engelsk hedder homesickness. Eller på tysk: Heimweh. På hollandsk: heimwee. Men det er en rumlig redaktion af det omfattende begreb. Et af de ældste europæiske sprog, islandsk, skelner mellem to ord: söknudur: længsel i bred forstand; og heimfra: længslen efter hjemlandet. Tjekkerne har, ved siden af det græske ord nostalgie, deres eget substantiv for begrebet: stesk, og deres eget verbum; den mest bevægende tjekkiske kærlighedserklæring: styska se mi po tobe: jeg har hjemve efter dig; jeg kan ikke længere udholde smerten over dit fravær.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar