 |
| Martin Bastkjær (f. 1987) er forfatter og litterat. Han debuterede i 2015 med romanen "Det nye hav" på forlaget Arena. I 2018 udkom essaysamlingen "De andres geometri" som handler om ny dansk og norsk litteratur. Han har været anmelder ved Dagbladet Information og var i perioden 2020-2025 redaktør på forlaget Gutkind. |
Marie Bregendahl: En Dødsnat Jeg læste den her bog for nogle år siden og var totalt uforberedt på, hvor intens den var. En Dødsnat er nærmest et kammerspil, som foregår på en gård, hvor en kvinde skal føde. Gennem det meste af romanen ligger Anne Gram bag en lukket dør, og hun fylder forbavsende lidt i fortællingen. Alligevel fylder hun alt. Måden, hun er til stede i teksten på, minder om hajen i Jaws, der bliver mere uhyggelig, fordi den kun dukker op i glimt. I stedet er fokus på Anne Grams børn og deres forsøg på at håndtere den umulige situation. De ser den vogn, der skal hente hjælp og kan næsten ikke være i sig selv, fordi den ikke er kørt for længst. De bliver ført hen til en anden gård, men kan stadig høre deres mors skrig. Der er steder, hvor romanen dirrer, men den virkelige grusomhed opstår i den langsomme udfoldelse af børnenes forvirring og forestillinger, indtil katastrofen rammer dem.
Algernon Blackwood: Manden, træerne elskede
En kunstner, som er usædvanligt dygtig til at male træer, besøger et ægtepar, der bor ud til en skov. Han fører samtaler med manden i huset om at træerne har en særlig ånd, at de i mere end almindelig forstand er levende. Herefter begynder skoven at kalde på manden, og hans kone aner med det samme at noget er fuldstændig galt. Prosaen er ujævn, og der er mange gentagelser af stort set enslydende tanker om naturen og dens ånd. Kvinden i huset er også beskrevet med det, jeg vil kalde standardmisogyni for perioden. Alligevel er den værd at læse. Nogen præsenterede den her bog for mig som et vigtigt og overset værk inden for den tidlige øko-horror. Det er sikkert rigtigt. Men for mig ligger uhyggen ikke i skildringen af den levende og krævende skov. Den ligger i beskrivelsen af, hvor frygteligt det er, når den, vi troede, vi kendte, bliver en anden for øjnene af os. Når vi mister et menneske lige så stille, uden at vi kan stille noget op. På det punkt er der et overraskende fællesskab mellem Algernon Blackwood og Geir Gulliksen, som har skrevet flere romaner om netop det.
Dorrit Willumsen: Manden som påskud
Dorrit Willumsens tidlige bøger er vilde i deres fremmedgørende og mekaniske skildring af livet. Der er hele tiden de her små skred i sætningerne, som skaber et døsigt ubehag. I denne bog følger vi tre kvinder, der er knyttet til den samme mand: Hans kone, hans datter og hans elskerinde. Deres relation til ham har store konsekvenser for kvinderne; de er gået helt i stå. Jo mere, man hører om den her mand, jo mere forstår man, at han ikke er noget særligt. Han er en i bedste fald middelmådig mand, som alligevel har så stor indflydelse på disse kvinders liv. Det har han både fordi han er en sjuft og fordi de bruger ham og hans fravær som en undskyldning for at forblive i venteposition.
Rebecca Solnit har længe været en af mine yndlingsessayister. Alligevel var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg orkede at læse en hel bog om George Orwell, hvis forfatterskab jeg ikke har noget forhold til, udover at jeg selvfølgelig læste 1984 som en pligtskyldig ung mand. Men én ting er, at det er ret skønt at læse om Orwells havedyrkning, om blomster og andre såkaldt upåfaldende ting i hans forfatterskab. En anden er, at bogen handler lige så meget om politisk destabilisering af sandhed, om kunstens nytteværdi, om ækle rosefabrikker, kolonialisme og kul og citroner, samt om de små glimt af menneskelighed, der træder frem under selv de mest uhyggelige omstændigheder. Tekstens mange forgreninger er ikke afvigelser fra et overordnet emne; det er bevægelserne og forbindelserne mellem dem, der er selve emnet.
Rasmus Daugbjerg: Rygtet
Den her bog gør ting. Den angriber mig, anklager mig. Jeg ved godt at det ikke er mig, den taler til, men den siger ”du”, og det virker. Jeg er vokset op i en lille by og kender den her stemmes uforudsigelige og alligevel mærkeligt konsekvente logik. Hvordan den kan sige hvad som helst og gøre det til min opgave at modbevise den. At jeg skal forklare mig og forsvare mig over for noget, jeg aldrig havde forestillet mig. En af bogens mange kvaliteter er måden, rygterne spreder sig på, insisterende og muterende, i en tilsyneladende endeløs kæde af tegn. En anden er at den viser, hvordan fællesskabet prøver at skjule sin frygt ved at udstråle overlegenhed. Rygtet er unik i dansk litteratur. Et eksempel, der lige så godt kunne være tilfældigt: ”Rygtet siger, at du luskede rundt langt inde i skoven og glemte ord. Du glemte, hvem din mor var, og hvorfor du tænkte på hende. Til sidst holdt du op. Hvis man lever livet, som almindelige mennesker gør, kommer man ikke til at se ud, som du gør. Ingen af os har hørt om nogen, der ser ud som dig.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar