fredag den 24. august 2012

Fem fra Zangenberg

Mikkel Bruun Zangenberg. er dansk litteraturhistoriker og kritiker. Lektor på Syddansk universitet. Anmelder ved Politiken.

Samlinger kan være hvad som helst: det kan være ansamlinger, objets trouvés, kollager af løsrevne, fragmentariske dele, der endog kan være sat sammen posthumt af litterære eksekutorer. Det kan være samlinger ordnet og komponeret i distinkte dele, der tilsammen tænkes at skulle udgøre en syntetisk enhed (der er mere end summen af sine dele), mest formfuldendt i den såkaldte mestersonet. Eller det kan være langdigte, der aldrig afbrydes, så samlingen knap er en samling, men blot et meget langt digt. Her neden for, følger et enkelt greb ned i poesihistoriens ekstremt righoldige gemmer; grebet er til dels vilkårligt, fordi mængden af gode samlinger er så omfattende. Men grebet er ikke fuldkommen tilfældigt. Jeg har valgt samlinger, som jeg har haft eller har et stærkt personligt forhold til. Der er med andre ord ikke tale om dét, som svage ånder undertiden forsøger at sætte sammen, nemlig en top-fem liste over de atletiske mesterværker. Sådan er det ikke her.



Walt Whitman: Leaves of Grass

Samling nummer et er Walt Whitmans Leaves of Grass, der udkom i mange forskellige udgaver, fra de første tolv digte i 1855, til den sidste, sene udgave der blev autoriseret af Whitman på dødslejet i 1892, og som rummer flere hundrede digte. Jeg blev først bragt på sporet af Whitman af Poul Borum, af hans udvalg af digte på Brøndums forlag i 1976, den bilingviske ”The History of the Future/Fremtidens historie”. En af de bedste anmeldelser af Leaves of Grass er anonym og skrevet af Whitman selv i Brooklyn Daily Times, den 29. september 1855; dér skriver den anonyme at ”Politeness this man has none, and regulation has none”, og ”He comes to no conclusion and does not satisfy the reader”, og han fremhæver digterens absolutte ”egotism”, ud fra den tanke, at digteren selv skal være det eksempel, han gerne vil donere til det amerikanske menneske: ”First be yourself what you would show in your poems”. Samlingen: vild, spraglet, voldsom – og undertiden kedelig og monoton, med et billede hentet fra Whitman selv, som bølger og bølger fra Atlanten, der kommer rullende ind over læseren. På samme tid et eksperiment med en heftig hyper-demokratisme, en ekstrem fremførelse af selvet: ”I celebrate myself, and sing myself”, en über-folkelig bog, en forfinet og stilbevidst digtmaskine, et naturfilosofisk og kosmologisk langdigt; og et uhyrligt lidt europæisk værk, og måske et af de mest udanske værker, man kan forestille sig. Det sidste er allerede i sig selv en anbefaling.



William Blake: The Marriage of Heaven and Hell

Den anden samling er William Blakes The Marriage of Heaven and Hell, som jeg altid har haft en stor svaghed for. Hans komplet udsyrede swedenborgske (og satirisk anti-swedenborgske) metafysik, hele litaniet af egennavne og væsener, Rintrah og Urtona, der befolker hans verdener, den liflige, før-nietzscheanske omvending der gør englen til en hyklerisk svækling, og djævelen til en livsbuldrende energikegle frigjort fra den debile sondring mellem krop og sjæl; hans dybe forkærlighed for konflikt og kamp: ”Opposition is true friendship”, ja selv Blakes egenartede kitsch er interessant. Så får vi Blakes egne, barokke ledsagebilleder, og endelig det faktum, at digtene og billederne blev komponeret oven på den Franske Revolutions vulkanske krater i 1789-90. Blakes ord er en let, libertinsk hymne til energi og kraft og glæde og skønhed hinsides godt og ondt, for: ”Those who restrain desire, do so because theirs is weak enough to be restrained”.




Thomas Kingo: Aandelige Siunge-Koor
+
Frank Jæger: Idylia
Midt i det danske, kæmper to samlinger hårdt om at blive valgt. Det er Kingos Aandelige Siunge-Koor, første og anden part hhv. 1674 og 1681, og det er Frank Jægers Idylia (1967). Andre må tage sig af Inger Christensens indlysende mesterværk, den grønne juvel ”Sommerfugledalen” (1991). Kingo er barok og dybmørk og svulstig og en retorisk mester, og alene det, at han kan fostre et udtryk som ”den Sabel-brune Nat”, gør ham til klar uomgængelighed. På den anden side er Idylia så sær og besynderlig og uintegrerbar, at den stiller sig ved siden af Aandelige Siunge-Koor. Men nej, jeg tror at Kingo alligevel må stå for sig selv her, ”Sorrig og Glæde vandre tilhaabe”, er så patossitrende og hård i sin dom over jordelivet og så selvklart bizar i sin fremstilling ”Himmelens” lutrende dejligheder, at den sammen med de andre digte i samlingen gør Aandelige Siunge-Koor til min nummer tre.


T. S. Eliot: The Waste Land

Det er ikke synderlig originalt, og det er en til mand (oven i købet hvid, vestlig og uden subalterne handicap), men siden jeg var en stor dreng har jeg altid elsket T.S. Eliots The Waste Land (1922). Omme bagved The Waste Land ligger et tidligere yndlingsdigt, nemlig The Love-Song of J. Alfred Prufrock, men her gælder det jo samlinger, og de fem dele, The Burial of the Dead, A Game of Chess, The Fire Sermon, Death by Water og What the Thunder Said, udgør tilsammen et glitrende kort over London og døden og vesten efter Første Verdenskrig, hvor vi uden problemer eskorteres fra den aparte, indiske udgangsremse: ”Shantih shantih shantih”, som er – forklarer Eliot i noterne – den formelle afslutning på en upanishade, og som betyder ”The Peace which passeth understanding”, til Marie, der i sin barndom boede hos sin fætter ærkehertugen, og som næsten siger: ”April is the cruellest month, breeding/Lilacs out of the dead land”. Og hvor vi kort stopper op og ser ned på London Bridge: ”A crowd flowed over London Bridge, so many,/I had not thought death had undone so many”. 




Charles Baudelaire: Les Fleurs du Mal


Som det femte endnu en mand, en hvid mand, en europæisk mand, men det er umuligt at undslippe Charles Baudelaires Les fleurs du mal (1857), et værk det næsten er umuligt at læse, fordi man først skal skrabe 150 års lag af udlægninger og læsninger væk; alt det med Paris og moderniteten og storbyen, skal man sætte i parentes, og SÅ møde digtene. Eliot citerer selvfølgelig i 1922 Baudelaires indgangsbøn og henvendelse, ”Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/- Hypocrite lecteur, - mon semblable, - mon frère!”. Monsteret er ”l’Ennui”, livsleden. Her får vi så den velkendte blanding af ludere og lommetyve, svaner og græske søjler, spleen og ideal, vampyrer og Don Juan, men hamret ud i vers og rim: ”Paris change! mais rien dans ma mélancolie/N’a bougé! Palais neufs, échafaudages, blocs,/Vieux faubourgs, tout pour moi devient allégorie,/Et mes chers souvenirs sont plus lourds que des rocs”. Det er det glødende, kyniske og melankolske blik på verden, leden og tristheden der forvandler alt til ombragt allegori i den europæiske ødemark. Og det er to år efter Whitman kom med de første tolv spirer til sit ultra-amerikanske stordigt. Så vi får en dobbelt gestus, parallelt med hinanden lyder Whitmans og Baudelaires stemmer – samlet i samlingen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar