fem fra Thykier

Mikkel Thykier debuterede i 1997 med den smukke digtsamling Skyggerne er kun flygtige.  Det er en helt særlig funklen, der findes i Thykiers skrift. Et gavmildt og genert temperament, som indimellem helt radikalt har holdt mund. Fra dialogerne i Daglig tale (2002) og Godmorgen, Columbus – Daglig tale (2009) til essays og oversættelser er Thykier en af dansk samtidslitteraturs helt uomgængelige skikkelser. Thykier har modtaget adskillige priser, men det vil vi ikke hvile ved. Der er noget rastløst søgende ved hans værk. Hele tiden dukker der nye tekster om litteratur, kunst, film op i tidsskrifter og antologier. Det er ofte værker trykt i udkanten af virkeligheden, men skrevet med en kraft som igen og igen hiver dem ind i et helt centralt sted. Det er alt for få mennesker, der lader deres nysgerrighed blive delt. Mikkel Thykier er et af de mennesker.

Suhrawardi: The Philosophy of Illumination

”I kundskabens primære stadie er bevidstheden om den ene eller anden genstand identisk med genstanden selv, denne genstand opleves, mærkes osv., uden at nogen oplever, mærker osv. Her skal man ikke tale om et lys, der lader en stråle falde på tingene. Dette billede bør erstattes med et andet: billedet af genstande som er fosforescerende af sig selv, uden noget uden for dem som oplyser dem.” Det er Michel Tournier, der skriver sådan i sin roman Fredag eller den anden ø. I Logique du sens bruger Deleuze Tourniers roman til at vise, at den anden ikke er et objekt eller et andet subjekt, men som en struktur i det perceptuelle felt udgør ”en mulig verden”. Besynderligt nok undlader Deleuze at forbinde denne tanke med de overvejelser om lys og kundskab, som i romanen følger af refleksionerne over, hvad den anden betyder eller er for den, der er overladt til sig selv på en øde ø. Hvorfor er det besynderligt? Jo, for hvor der ikke er tvivl om den intellektuelle udveksling mellem de to ungdomsvenner Tournier og Deleuze, hvad angår tanken om den anden som en mulig verden – en tanke som er ret eksplicit i romanen – så er overførslen af romanens nødtørftigt skitserede lysfilosofi til Deleuzes sene skrifter sjældent, måske aldrig omtalt, selv om fx Deleuzes to filmbøger næsten synes at være store udviklinger af den; i passager, der veksler mellem visuelt at beskrive filmprojektioner som lyskunst og abstrakt udlægge en filosofi, parafraserer bøgerne næsten Tournier: ”… ting lyser af sig selv, uden at noget oplyser dem.” På den baggrund kan Tournier betragtes som en til tider skjult kilde til elementer i Deleuzes filosofi. Men der er også en anden kilde, som er skjult hos dem begge, og det er den islamiske mystiker Suhrawardis illuminationsfilosofi, som er lige så forførende enkel, som den er æstetisk skøn: Han skelner mellem det, der er lysende i sig selv (de ulegemlige lys), og det, der lyser op, når det belyses (mørke legemer); belysningen kan enten komme fra et ulegemligt lys, i så fald kan der tales om en erkendelse af det mørke legeme, eller fra en fysisk kilde som solen, en flamme eller lignende (de tilfældige lys), hvorved der kan tales om at se det mørke legeme; og endelig taler han om fysiske forhold, der ikke manifesterer sig for sig selv (mørke, tilfældige egenskaber). I denne kosmologi strømmer de ulegemlige lys gennem universet, ikke som ét lys, men som adskillige individuelle lys, der aftegner sig mod hinanden ved at besidde forskellige grader af intensitet: ligesom ét stærkt lys kan blive kilde til et mindre og svagere lys, kan det mindre og svagere lys blive kilde til et mørkt legeme; og på den måde fortættes verden langsomt i en mørk, passiv materie, der nok står i modsætning til det livlige, aktive og ulegemlige lys, men er afledt af det.  

Reza Negarestani: The Mortiloquist

Suhrawardi blev født omkring 1154 i det nordvestlige Iran og henrettet for kætteri omkring 1191 i Aleppo i Syrien. Bortset fra at Reza Negarestani også kommer fra Iran, er der ikke mange oplysninger om ham. Han er løst tilknyttet den i forvejen løst sammenknyttede filosofiske bevægelse Speculative Realism, fortrinsvis gennem sit samarbejde med tidsskriftet Collapse; blandt folkene fra det miljø er han den, det oftest er lykkedes mig at få andre til at læse. I mine øjne er han stærkt anbefalelsesværdig, om end ofte ubeskriveligt obskur. Hans filosofiske roman Cyclonopedia fra 2008, som borer i koblingen mellem monoteisme og krig i Mellemøsten for at opspore monoteismens barbariske udspring, er allerede introduceret andetsteds. Der er ingen grund til at gentage det, der står der. The Mortiloquist skulle have været udkommet i sommer, men ifølge Robin Mackay fra Urbanomics er der ikke noget færdigt manuskript endnu. Bogen er en slags opfølger til Cyclonopedia; den er beskrevet som en barbarisk fortolkning af vestlig filosofi, sat op som en dramatisk tekst, der trækker veksler på både det klassiske græske teater, senmiddelalderlige hævndramaer, grusomhedens teater og wieneraktionisterne. Hvad handlingen angår, så udspiller den sig i et belejret Athen, hvor Aristoteles og to andre filosofer livligt diskuterer med hinanden, selv da byen indtages af barbariske styrker, som syr de tre filosofer ind i opsprættede oksekadavere, så kun deres hoveder stikker ud af oksernes bug. Negarestani har læst op af uddrag af bogen ved nogle få lejligheder, men der er vist ingen uddrag, der er blevet trykt endnu. Derimod er der trykt en artikel, der virker som en slags blue print for bogen: ”The Corpse Bride: Thinking with Nigredo” i Collapse, IV (2008).  

Zainab Bahrani: Rituals of War: The Body and Violence in Mesopotamia

I løbet af de første sider af Cyclonopedia præsenteres romanen som en form for afsporing af Deleuze og Guattaris traktat om krigsmaskinen: de magiske, religiøse, sekteriske og politiske traditioner i Mellemøsten er sammen med Mellemøstens geografi afgørende for enhver krig i Mellemøsten, de strækker sig helt tilbage til tiden før det assyriske rige og lader sig ikke uproblematisk kobles sammen med D & G’s tanker, men fører tværtimod sin egen kamp eller krig med D & G. For én, der kommer lige fra Cyclonopedia, giver Bahranis bog et mere overskueligt billede af krigsfilosofien i de mesopotamiske imperier (Sumer, Akkede, Babylon, Assyrien). Filosofisk set er Bahranis bog mere ortodoks end Negarestani, dens forståelse af bl.a. Deleuze, Foucault og Agamben holder sig nogenlunde inden for rammerne af eksisterende forståelse, men arkæologisk set er den uortodoks og afvigende i sin forståelse af de mesopotamiske kulturers voldsomme og voldelige krigsafbildninger, der ikke tolkes som despotisk propaganda, men som centrale, magiske værktøjer. Det er også usædvanligt, at Bahrani trækker Bataille og Roger Caillois ind i en arkæologisk kontekst og bruger dem som udgangspunkt. Det kræver måske en vis historisk nysgerrighed at åbne bogen, men når der først læses, udfordres dagens forestillinger om civiliseret opførsel og avanceret tænkning konstant. De kan kort opridses. ”For de mesopotamiske riger var krigens kunst, plyndring og samling af krigsbytte blot aspekter af civiliseret opførsel,” skriver Bahrani tidligt i bogen og tolker derefter krigens organiserede, rituelle vold som en kunst og de kunstneriske afbildninger af vold som en form for krigsføring: ”Krig (…) er allerede en form for fortælling, når den udspiller sig på slagmarken. De assyriske og babylonske krigsskildringer gør krigens fortællende aspekt tydeligt.” Men krigsskildringerne viser også, at kroppen er en grundlæggende faktor for den politiske magt. Og her, med forholdet mellem krop og kunstnerisk gengivelse, begynder dagens tænkning om kroppen at virke håbløst underudviklet og den mesopotamiske tanke svimlende moderne i sin kobling af kroppen og skrift. Hele den assyrio-babylonske tænkning synes næsten udviklet ud fra en skriftlig logik: ”Hvor nyere forskning inden for kropsteori ofte har fokuseret på den organiske krop som et sted for eksistentiel identitet, var kroppen – og især den menneskelige krop – for de mesopotamiske folk per definition en semiotisk enhed.” – ”For de mesopotamiske folk tilhørte de semantiske koder i fysiognomien virkeligheden. De var på ingen måde metaforiske eller allegoriske. Det skel mellem materiel virkelighed og semiosis, som i et moderne perspektiv grunder sig på videnskabelig fornuft, var ukendt i den assyrio-babylonske tænkning, hvor de tværtimod var tæt sammenslyngede. Denne forbindelse kan ikke bortforklares som en udviskning af det virkelige og det forestillede. I stedet er det, som vi måske ville kalde det forestillede, indeholdt i det virkelige.” – ”For de mesopotamiske folk var kroppens oprindelige tilstand tekstlig. Ved sin skabelse af ler, det samme materiale som skrivetavlen er gjort af, havde kroppen i sagens natur de samme kvaliteter som en tekst, som indskriften på en lertavle.” Som følge af den konstante mulighed for aflæsning blev det mulige, det, der kan eller skal komme, en afgørende kategori for den babylonske og assyriske tænkning, og ofte blev læseren selv opfattet som ”en, der fandtes i fremtiden.”

Alphonso Lingis: Violence and Splendor

Med enhver ny kunstnerisk eller filosofisk bevægelse, folk der finder sammen om nogle få fælles målsætninger eller kritiske vinklinger, som hidtil har været overset, viser der sig også nogle foregangsmænd eller –kvinder, nogle få, ofte isolerede folk, der har arbejdet midt i tidens vrimmel uden at blive opsuget af den. Ofte er der en utæmmethed over dem, eller noget urent, som ikke helt følger med over de nye bevægelser. Alphonso Lingis, som er mest kendt som oversætter af Lévinas og Maurice Merleau-Ponty, er utvivlsomt en sådan foregangsmand for Speculative Realism. Han har undervist Graham Harman, en af de fire oprindelige hovedkræfter bag termen Speculative Realism, og sat tydelige spor i Harmans nylæsning af Heidegger. Men Lingis kan også spores i den nyorientering mod Lévinas som en tænker med en fænomenal forståelse af tingenes verden, snarere end som en etisk og religiøs tænker, som fx findes hos Tom Sparrow. De fleste af Lingis bøger former sig som en blanding af rejseberetninger, fotografi og filosofiske referater og kommentarer. Det er ofte svært at skelne mellem referat og kommentar og så overhovedet indkredse, hvad Lingis bidrag til den filosofiske tradition, særligt fænomenologien, egentlig er, ud over en stilistisk bevidsthed, nuancering og rigdom, der er uvant i engelsksproget filosofi. Der er også noget ved tonefaldet i hans bøger, der ofte har generet mig. Det kommer nok af, at han foretrækker at tale uden om sig selv, selv når han er mest personlig, ved at skrive ”du” eller ”vi”, og at han langsomt opbygger et fænomenologisk register, hvis det kan kaldes dét, ved at ophobe konstateringer, der grænser til det banale, før de afgørende indsatser og indsigter præsenteres, uden mærkbar overgang fra konstatering til konklusion. Men hvis der ses på hans bøger lidt mere distanceret eller overbærende, hvis mine personlige præferencer mht. stil og toneleje ikke får lov til at stå i vejen for andre indtryk, kan der ikke være tvivl om, at Lingis’ håndtering af livet i verden som et problem, der kan adresseres skriftligt og begrebsligt, er temmelig enestående. The Imperative er nok Lingis mest systematiske bog, den bog, hvor adskillelsen mellem referat og kommentar er tydeligst, og hvor hans eget bidrag til den fænomenologiske tradition også præsenteres klarest: en nylæsning af Levinas og Kant, som får enhver sanselig inddragelse af verden i vores liv til at stå som et imperativ om omsorg. Alligevel virker Violence and Splendor langt mere attraktiv, i hvert fald i dag, med dens 25 kortere essays, der ubesværet skifter mellem rejseindtryk, især fra Asien, og filosofiske og æstetiske refleksioner. Hvad handler det hele om? Filosofi som ”en invitation til meningsfulde og skabende møder – med andre folk, kulturer, tekster, kroppe …” To citater, der viser spændet fra vold til pragt: ”Vold, siger vi, er blind, men vold er også en heftig og vedholdende længsel efter at vide noget og fryde sig ved den viden. Vold mod andre bryder igennem det stof, der maskerer og forklæder, slår den diskurs i stykker, der svarer undvigende og hyklerisk, udstiller forstillelse og hykleri, får de virkelige drifter og følelser til at vise sig. Vold afslører modstanderens styrke og svaghed, hans eller hendes mod og fejhed, hans eller hendes nydelser og plager. Hinsides den tøjlesløse længsel efter at kende en modstander eller indtrænger, som findes i volden, er der en stærk længsel efter at kende døden. Ikke bare de andres død, men vores egen død …” – ”Dans: det er en bevægelse, der ikke bevæger sig mod noget. Denne absolutte bevægelse, der fylder nuet helt ud, forvandlede hendes krop; i al sin nøgenhed var hun fuldstændig smuk. En skønhed, der fortryllede os, og da vi smugkiggede på hinanden, glødede skønheden ved vores kroppe, unge og gamle, tykke og tynde, muskuløse og slappe …”  

  

Yayoi Kusama: Infinity Net

Ud over at være en selvbiografi, der kortfattet og hektisk beretter om Kusamas besættelse af at blive kunstner, hendes rejse til USA og tid som central aktør i New Yorks kunstverden i 1960’erne, opbruddet fra USA og hendes tilbagevenden til Japan, er det en bog om sindets vold mod sig selv, og om hvordan der kan arbejdes mod de ustyrlige kræfter i sindet ved at arbejde med dem: Som barn oplever hun en dag, at alle violerne i blomsterbedet har et menneskeligt ansigt og taler til hende, højere og højere, indtil det gør ondt i hendes ører; da hun løber sin vej, render hendes hund efter hende og gør med en menneskelig stemme, i samme øjeblik bliver hendes egen stemme til en hunds uforståelige gøen. ”Hver gang den slags skete, skyndte jeg mig hjem og tegnede det, jeg lige havde set, i min skitsebog, den ene hastige tegning efter den anden. Når det skete, var jeg der ikke. Jeg var i en særskilt verden, og jeg tegnede for at dokumentere det, jeg så dér (…) At nedtegne dem var med til at lette chokket og angsten …” Lignende hallucinatoriske episoder gentager sig, da hun i New York maler store lærreder med uendelige net af prikker: ”Jeg vågnede en morgen og opdagede, at de net, jeg havde malet dagen før, klæbede til vinduerne. Forundret gik jeg hen for at røre ved dem, og så kravlede de over på og ind i huden på min hånd …” Ved fortsat og vedvarende at male hallucinationerne eller på anden måde gøre det håndgribeligt, der ellers er uhåndgribeligt skræmmende, begraver hun sig selv i processen, indtil der ikke er nogen tilbage til at opleve angsten: ”… ved at dække min krop fuldstændig med polkaprikker og så også dække baggrunden med polkaprikker, opnår jeg selvudslettelse. Eller jeg klister polkaprikker på en hest, der står foran en polkaprikket baggrund, og hestens form forsvinder, opslugt af prikkerne. Den masse, som hesten har, bliver opslugt af noget tidløst.” Bag denne fuldstændige opløsning troner paradoksalt nok en ukuelig selvtillid: ”Jeg var forhekset af polkaprikkernes net. Kom bare med Picasso, kom bare med Matisse, kom med hvem som helst! Jeg kunne overgå dem alle med én eneste polkaprik …”