Fem fra Löfström

Kamilla Löfström (her mellem litteraten Tue Andersen Nexø og digteren Martin Larsen) er kritiker og anmelder ved blandt andet Information. Hun har en stor interesse for konceptuel litteratur/poesi. Hun har skrevet bøgerne Motorvej til Babylon (med samtaler mellem hende og henholdsvis digterne Pia Juul, Nicolaj Stochholm, Bo hr. Hansen og Morti Vizki) og bogen Er det løgn hvad jeg siger? (sm. Hans Otto Jørgensen). Hun er en af den danske samtidslitteraturs ildsjæle og skriver jævnligt på den litterære blog Promenaden (prmndn.dk). 

Gertrude Stein: The Making of Americans

Kan man nævne en bog, man ikke har læst (færdig). Det tror jeg nok, man kan: Gertrude Steins The Making of Americans (fransk udgave 1925, amerikansk 1926).

Oraklet Stein har selv sagt det mest sigende om den bog: ”It’s long but it ain’t bad”. Hun fik den udgivet 14 år efter, at den var færdigskrevet. Da Stein og Alice B. Toklas havde arbejdet sig igennem korrekturen, skrev Stein ifølge Steven Meyers introduktion (der står i Dalkey Archive Press-udgaven, som er den, jeg har) til Sherwood Andersen:

”… it came to 925 pages and has been a pleasure to do and rather strange to do, you see I have not read it all these years. […] Lots of people will think many strange things in it as to tenses and persons and adjectives and adverbs and divisions are due to the french compositors’ errors but they are not it is quite as I worked at it and even when I tried to change it well I didn’t really try but I went over it to see if it could go different and I always found myself forced back into its incorrectnesses so there they stand. There are some pretty wonderful sentences in it and we know how fond we both are of sentences.”

Stein var til gengæld ikke glad for kommaer, hvilket gør citatet her lidt besværligt at læse, fx snublede jeg første gang i ”well I didn’t really try” – men da jeg så knækkede koden, blev jeg lige det mere glad for den. Det er det The Making of Americans kan, lære en at læse (igen) og fejllæse.

Titlen, hvordan læser man den. The Making of Americans – Making er The Making, den bestemte artikel The er knyttet til ordet Making – i modsætning til Americans der ikke har nogen artikel. The Making er m.a.o. en bestemt Making, det kan være denne Making, denne bog. Men det kan også betyde processen at skabe eller fremstille noget. Det er muligt at Making både henviser til forfatterens og til læserens aktivitet.

Desuden kan man spørge, om ordet Americans er subjekt eller objekt. Handler bogen om, hvordan de mennesker, der kalder sig Americans, opstod. Og om hvordan det amerikanske folks historie kan skabes eller genskabes som en fiktion eller et kunstværk.

Eller – hvis ordet Americans er genitivformens subjekt – så betyder titlen de ting, som er skabt af amerikanere. Det kunne så være ”music and all kinds of modern improvements”, som den gamle Henry Dehning taler om i den første del af bogen.

Steven Meyer nævner også i introduktionen, at man kan opfatte The Making of Americans som begyndelsen, den egentlige begyndelse, på den vestlige verdens moderne prosa, for som han skriver:

”Among major English-language exemplars of ”modern writing,” Eliot for instance was still in high school in 1905 and 1906, Joyce had only recently left Dublin for Trieste, Woolf had just moved to Bloomsbury, Pound was finishing – and Lawrence and Moore were just beginning – college, Faulkner was eight years old, and Yeats was still very much a nineteenth-century writer.”

Her et citat fra selve bogen – første side (men ikke begyndelsen):

”It has always seemed to me a rare privilege, this, of being an American, a real American, one whose tradition it has taken scarcely sixty years to create. We need only realise our parents, remember our grandparents and know ourselves and our history is complete.”

Niels Frank: Livet i troperne

Bliver jeg en dag ringet op af en journalist, der skal skrive ugens ’Hvad læser du?’ er jeg klar med svar på det umulige Hvilken-bog-har-haft-størst-betydning-for-dig-spørgsmålet: Livet i troperne. Metaforismer (1998). Én gang fik jeg faktisk spørgsmålet, det var til et meget lokalt medium og tæller ikke rigtigt, og nu bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nu også nævnte Niels Franks bog dengang. I hvert fald læste jeg Livet i troperne, mens jeg studerede på KUA, hvor jeg efter en lille bunke kurser med Jan Rosiek så stødte på den. Især ’To noter om Jean Genet’ gav mig et indblik i det, jeg vil kalde digterens måde at læse på – sammenlignet med akademikerens, og som jeg senere har kædet sammen med Poul Borums kritiske essays også. Jeg synes ikke, man skal betragte de to måder som hinandens modsætninger, ikke nødvendigvis. Jeg kan bare se, at jeg har brug for dem begge. At man også kan gå ombord i værket nede fra et hjørne (og måske bare blive dér), at man tillader sig at skele til forfatterens biografi, ikke som i hans far slog hele familien og drak, men mere som i under hvilke omstændigheder arbejdede forfatteren, hvad lavede forfatteren ellers? Hvem læste han eller hun?

Bruce Chatwin: The Songlines/Drømmespor

The Songlines/Drømmespor (1987/2000) af Bruce Chatwin var den bog, der fik mig til at opdage, at sagen ikke er at forsvinde ind i en bog, men at forsvinde ud af den. Siden jeg læste den, har jeg været på vagt over for anmeldere, der begrunder deres positive vurdering af et værk med, at de ikke kunne stoppe med at læse, at de glemte alt omkring sig under læsningen. Drømmespor læste jeg på Gedser Odde, på stranden på Det Falsterske Dige. Her er jorden flad som en pandekage, og der er hav nok at se ud over for en ikke-læsende læser. Og sådan var det med Drømmespor, hele tiden faldt jeg i staver og kiggede op og ud og tænkte over det, som bogen fik mig til at tænke på. Alt det som ikke stod i bogen, men som den ledte mine tanker hen på. Amalie Smith har skrevet om læseren og billeder af læseren på sin blog http://ntsblg.wordpress.com/2012/05/27/laeserportraet/ og mere om noget, der ligner i Læsningens Anatomi. Læsenoter, maj 2012 – en lille hospitalsgrøn sag fra i år udgivet på emancipa(t/ss)ionsfrugten. Jeg må jo have mine noter fra dengang et sted med fint sand mellem siderne formentlig.

 

Morti Vizki & Christian Skeel: Rejsebog

Chatwins bog har noget med Morti Vizkis og Christian Skeels Rejsebog (2002) at gøre. Rejsen helt enkelt. Rejsen som bevægelse, rejsen som en fysisk rejse, og rejsen som et filosofisk begreb, som en indre rejse. Skeels billeder kendte jeg ikke, inden jeg så den bog, men hans arbejde har jeg fulgt siden. I Rejsebog er der mange trapper, Skeel og Vizki havde en særlig måde at samarbejde på, de kommenterede aldrig hinandens arbejde og bidrag til det fælles værk, rettede aldrig hinanden. De dyrkede det umiddelbare og det jomfruelige i en ekstrem grad. Skeel har  beskrevet, hvordan han først havde udformet en prøvebog til Rejsebog (som endnu ikke havde fået det navn), og hvordan Vizki tog skitsen med hen til forlaget, fordi han mente, at den var færdig. Det er jo de evigt interessante spørgsmål: Hvornår er værket færdigt? Hvordan kan man se på et værk, at nu er det færdigt? Og så er der Ron Winklers ”sidste linje er altid patetisk”. Den har jeg fra Rasmus Graffs Som levende begravet her (3. udgave, 2010), hvor han bl.a. har samlet alle de sidste verslinjer fra Södergrans fem digtsamlinger.

 

Pär Thörn: Tidsstudiemannen

Tidsstudiemannen er fra 2008 og Pär Thörns første roman. Jeg har totalt mistet overblikket over hans arbejder, men jeg følger med, så godt jeg kan. Jeg tror også, vi taler om Pär Thörns ord- og lydkunstværker om 50 år, måske også om 100. Så har vi også haft tid nok til dem, for det kræver de, tid. Eller også at man bare er der, fx i Jazz House her tidligere på året, hvor han og Tobias Kirstein opførte et ret brutalt lydværk. Folk blandt publikum forlod rummet, men vi var også nogen, der blev – og så kom skriget fra Pär Thörn. Nu har Edvard Munch ikke længere dét for sig selv.

Tidsstudiemän er ikke forfatterens fantasi. Sådan nogle ansatte man på de amerikanske bilfabrikker i starten af 1900-tallet for at effektivisere produktionen. Det anede jeg ikke, jeg troede tidtagningen var Thörns satire over samtiden. Det er den så ikke udelukkende. Det var Pär Thörn selv, der engang gjorde mig opmærksom på bilfabrikkernes effektivisering, og da jeg nu skrev til ham for at få genopfrisket årstallet for de virkelige tidsstudiemän, svarede Thörn: ”1913 startar Ford sitt första löpande band och då har de tidsstudiemän i enlighet med Frederick Taylors principer. Men det är vanligt med tidsstudiemän under hela första halvan av 1900-talet. Jag använde en del av svenska civilingenjörstidskrifter från trettiotalet i min research till romanen. Men man har dock inte slutat med tidsstudier i arbetslivet. Under min tid som brevbärare (2001-2006) skulle man ta tiden på postrundan och den verkliga tiden skulle jämföras med ett uträknat ideal.” 

Bogens første kapitel er meget kort: ”När jag föds har jag en beräknad levnadslängd på sjuttiotre år.” Kapitel to lidt længere: ”Ett år är trehundrasextiofem dagar. En dag är tjugofyra timmar. En timme är sextio minuter. En minut är sextio sekunder. En sekund är ett ögonblick. Ett ögonblick är det gängse begreppet för en mycket kort väntan.” Der er 91 kapitler i alt.