Fem fra Nymo

Ingrid Nymo (f. 1992) debuterede i 2021 med romanen Kloster på forlaget Kronstork. Det var en coming of age-roman om kvindefællesskabet i et kloster, båret af sorg og søgen efter mening. Senest har hun udgivet romanen Den røde hane der bl.a. var nomineret til DR Romanprisen. 

Liv Nimand: Ned fra himlen

Historien følger en række karakterer fra en familie i og omkring Brøndby Strand. Maria er blevet gravid med Johan, som kommer fra en velhavende og ressourcestærk familie. Hendes mor bor i højhusene og er alkoholiker, hendes moster driver en rideskole. Romanen har så smuk en karakterskabelse og en hjerteskærende skildring af det danske klassesamfund. 

Jon Fosse: Andvake, Olavs Drømme og Kveldsvævd

Historien om Alida og Asle står så tindrende klart, deres fattigdom og vej ind i byen Bjørgvin. Den unge, gravide Alida som må føde hos en fjendtlig kone, hvis hus de er trængt ind. Det flydende sprog uden punktummer får alting til at føles som skiftevist et klaustrofobisk mareridt og en lysende drøm. 

Patrick Rothfuss: Name of the wind

Name of the wind er en fantasyroman af amerikanske Patrick Rothfuss. Bogen udkom i 2007, og det er ikke til at forstå, det er en debut. Selvom jeg indimellem synes, Kvothe bliver lige lovligt selvglad som fortæller, endte jeg med at holde enormt meget af ham og af hans besvær med at være fattig og traumatiseret, noget bogen tager sig meget god tid til at folde ud. Historien er fortalt med stor omhu for detaljer, og har, hvad jeg tror, man kalder et hårdt magisystem. Altså hvor magien fungerer ud fra et sæt veldefinerede regler og teknikker, som kræver ekspertise at mestre, og derfor føles nærmest videnskabelig og integreret i universets øvrige, for os, genkendelige naturlove. 

Ursula Le Guin: Atuans Grave

Atuans Grave, nummer 2 i Ursula Le Guins fantasyserie om jordhavet. Her er magien mystisk og henlagt en, for de fleste, utilgængelig sfære med drager og besværgelser. Tenar bortføres som lille og tvinges til at vogte nogle hellige grave. For mig virkede det som det ultimative portræt af depression og undertrykkelse, og historien om hendes befrielse føles som en helende amulet at holde i hånden. 

Marie Bregendal: En dødsnat

Vi er på en gård på Skiveegnen i 1870’erne. Dagliglivet foldes ud gennem skiftende perspektiver. Først er vi hos moren, fruen i huset som er højgravid. Hun holder styr på alt og alle og drager omsorg, ikke bare for sine børn, men også for karlene og pigerne, malkekonerne og de gamle. Det er mental load, der vil noget. Også derfor er det så katastrofalt, at hun dør i barselssengen. Jeg tænker ikke, det er en spoiler, når romanen hedder, som den gør. Perspektivet ender hos den ældste datter, Lise på 14, og hendes erkendelse af tragedien. Det ændrer hendes forhold til Gud og til sig selv. Sproget er meget rigt og præcist.