Fem (otte) fra Bjerring

Viggo Bjerring debuterede i 2016 med novellesamlingen Balancekatten. Samme år udkom han med kortromanen QWERTY, som blev nomineret til Danske Skønlitterære Forfatteres pris, Den Svære Toer. Verdenshjertet er hans første roman, og februar 2024 udkom fortsættelsen, Hjertets geometri. Begge på forlaget Ekbátana.

Jorge Luis Borges: Fiktioner 

Hvis man har hang til magisk og spekulativ litteratur, så er Borges i mine øjne mesteren. Heldige er de mennesker, der har Borges til gode. 
 

Virginia Woolf: The Waves  
Første gang jeg læste The Waves var en sommerdag ved Vesterhavet, lidt nord for Lønstrup, og bogens rytmiske prosa og genkommende beskrivelse af bølgerne, the waves broke on the shore, smeltede sammen med bølgeslagene i baggrunden. Det var en sær og skøn og meget konkret oplevelse af, at et læsested kan krydsbestøve en bog. Bølgernes og sætningernes rullen forsatte i mig længe efter, at jeg forlod både havet og The Waves. 

Mange år senere læste jeg, at Virginia Woolf har sagt, at stil er rytme. Og selvom stil vel også er andet end rytme, så findes der næppe bedre argumenter for dette statement end Woolfs egne bøger, ikke mindst The Waves, og det behøver man selvfølgelig ikke Vesterhavet for at erfare. 

 

Arthur C. Clarke: Rumrejsen år 2001  
Jeg har læst og genlæst en masse science fiction-klassikere de seneste par år, og en af dem der stadig holder er Rumrejsen år 2001. Romanen er fremragende komponeret, elementært spændende og skaber både følelsen af storslåede rumlige og tidslige dimensioner og en filosofisk forundring over universet og livet, der for mig er den største attraktion ved genren. 
 
Clarke skrev romanen sideløbende med, at han skabte filmen med Stanley Kubrick. Den gensidige inspiration mellem bog og film og de mange små forskelle gør bogen ekstra interessant, hvis man holder af filmen. Der er i det hele taget noget særligt ved at læse science fiction af ældre dato; bøgernes samtid står frem side om side med de vildeste spekulative påfund, der ofte virker lige så fantastiske den dag i dag.  

 

Rachel Cusk: Omrids, Transit, Kudos 

Rachel Cusks Faye-trilogi er noget af det mest interessante, jeg har læst de senere år. Bøgerne er især begavede i deres psykologi og de skarpe portrætter, der opstår gennem lange dialoger (ofte monologer) med mennesker, fortælleren møder – hvorved der også opstår en slags indirekte portræt af fortælleren selv. Et nyt og intelligent take på romangenren, som jeg ser frem til at genlæse. 

W.G. Sebald: Austerlitz, Saturns ringe, Højde. Skræk. m.fl. 
 Jeg har den svaghed, at jeg hurtigt glemmer de bøger, jeg læser, og især deres handling. Det er over ti år siden, jeg læste W.G. Sebalds romaner, og jeg kan ikke referere en eneste af dem. Alligevel ved jeg, at jeg elsker dem! At læse Sebald er også først og fremmest en tilstand, en tilstand af fortabelse, melankoli og Verden af i går. Det drejer sig om erindring og historie, og Sebalds særegne kombination af fotografier og fortællende, essayistisk prosa med mange og lange digressioner, hvor han som en anden arkæolog udforsker det ene tidslag efter det andet, skaber en længsel efter fjerne tider og steder, en Fernweh. 

Især Austerlitz og Saturns ringe ramte mig, men imens jeg skriver den her anbefaling, kommer jeg i tanke om, at jeg for mange år siden skrev en anmeldelse af en tredje af hans bøger – Højde. Skræk. – og kan ikke lade være med at søge min gamle tekst frem. ”Skriften er til trods for sin germanske elegance kun langsomt fremkommelig i sin omskiftelige tekstur”, skrev jeg om Sebalds bog i 2012, hvilket både lyder rigtigt og lidt … sebaldsk. 

Ja, Sebald kan jeg kun beundre, og det må være på høje tid at finde ham frem fra reolen og fortabe sig igen.