Fem fra Larsen

Marianne Larsen debuterede i 1971 med samlingen Koncentrationer. I 1976 oversatte hun den kinesiske digter Lu Xuns prosadigte fra kinesisk. Hun har siden markeret sig med utallige digtsamlinger og prosabøger. Hendes underspillede humor har placeret Marianne Larsen i kernen af dansk poesi. I 2008 rundede hun sin udgivelse nummer 100 og fortsætter ufortrødent. 

Hermed anbefaler jeg noget af det, jeg for nylig har læst:

  

Kabir: The Kabir Book - Forty-four of  the Ecstatic Poems of Kabir

(udk. 1977 på The Seventies Press)

Der er en lethed og hengivelse i disse over femhundrede år gamle prosadigte af Kabir,

som virker rensende og inspirende, når min psyke er mudret til med for meget

verden.

Kabir levede i femtenhundredetallets Indien. Han var søn af en muslimsk væver i Benares. Hans digtning og tanker er influeret af tidligere sufidigtere som Rumi og Hafez, men også af hinduismen.

Den amerikanske digter Robert Bly har oversat med hjælp fra hindikyndige. Og kalder sine oversættelser –versions-.

Have you heard the music that no fingers

enter into?

Far inside the house

entangled music –

What is the sense of leaving your house?

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret

(oversat af Karen Margrethe Adserballe, udk. 2010 på Forlaget Vandkunsten)

En underfundig bog af den amerikanske forfatter Lydia Davis (f. 1947) bestående af  små historier, nogle meget korte prosalyriske, andre længere.

Hverdagshistorier, direkte og slagfærdige og sørgmodige og vilde og mytiske og ligefremme og kringlede og bizarre og venlige og vanvittige og ligetil. Modsætningerne blandes. På en ubesværet, fri og hvad der ligner en henkastet måde vrimler det med store temaer, livet og døden, familien og børnene, naturen og kulturen, kærlighed og savn i hendes historier.

At få historierne om menneskers mangefacetterede gøren og laden til at virke besnærende i deres virren mellem fastlåsheder og befrielser er netop Lydia Davis fascinerende kunst.

Simin Behbahani: Kærlighed i blodet

Gennem nogen tid har jeg været beskæftiget med den iranske digter Simin Behbahani (f. 1927). Herboende iranske Mahasti Yazdi har oversat et udvalg af hendes digte, hvor jeg har været inde over med finpudsning og fordanskning.

Simin Behbahani er et stærkt bekendtskab. Hun gør sin helt egen stemme som kvinde gældende i sofistekeret brug af det højstemte isprængt hverdagsprogets ligefremhed, der giver mindelser om Edith Södergran og Tove Ditlevsen på vores breddegrader. Hendes værker er oversat til mange sprog, heriblandt tysk, engelsk og fransk. På engelsk er kommet et udvalg af hendes digte: A Cup of Sin.

Sigøjnerpige! belønningen for din gråd er blindhed.

Adskillelse har knust dit hjerte.

Du har altid set på ham med tæmmede øjne.

Prøv for en gangs skyld at betragte ham med en fuld kamels blik.

Clarice Lispector: Stjernens time

(oversat af Peer Sibast, udk. 1989 på Husets Forlag)

Denne 94 sider lange roman griber ved sin intense hypersensitive og fiktivt genrebrydende søgen sig til skildringen af hovedpersonerne i sin historie.

Den sætter mange dimensioner i spil. Det usynliges billedgørelse, det ordløses føjen sig til ordenes strømmen.

Clarice Lispector, brasiliansk forfatter (1925-1977) indleder bogen med at tilegne sit værk til musikken og til gnomerne, sylfiderne og nymferne, der befolker hendes liv, samt til –”længslen efter min gamle fattigdom, da alting var lettere og jeg endnu aldrig havde spist hummer”. Herefter følger en liste over mulige andre titler til bogen, heriblandt også titlen –Clarice Lispector-.

Og så går romanen, der er en jeg-fortælling, igang. Dens hovedpersoner er romanens mandlige forfatter, der i et opgør med sig selv som skrivende og kunstner har søgt tilflugt i sin elskede ensomhed i et lejet værelse et sted i Rio de Janeiro, hvor han beskriver dette selvopgør, der rummer en nødvendighed i sig om at indkredse romanens anden hovedperson, hans romanfigur, kvinden/ikke-kvinden i hans liv, Macabéa, kalder han hende, en fattig maskinskriverske fra Rios slum. Forfatteren har kun set hende én gang –”når man spontant og fordomsfrit mærker sig et ansigt, siger dette ansigt næsten alt”. Og de mødes aldrig. Jo, i hans forelskede fremmanen historien om  hende, den lurvede, underernærede, uden erfaring med den mindste form for rigdom i livet, vant til ganske uelsket at leve videre den ene dag efter den anden, tillidsfuld, for sart til at tage sig af, hvor elendig tilværelsen egentlig er. Fortællingens Macabéa falder uden for normerne for hvad der er kvindelig ynde i slummen, hvor hun arbejder og bor. Men forfatteren har set hende og den ørkesløse tillid i hendes (er hun kvinde, eller når hun aldrig så vidt) blik, et af slummens stjerneblikke. Han vil, han må og skal drage mennesket bag dette blik frem af ubemærketheden. Men hvordan? Han ved det ikke, og gør det. Som det mageløst skildres af Clarice Lispector.

Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily

(udk. 2011 på Forlaget Basilisk)

En skøn bog at gå på opdagelse i. Fuld af overraskelser. Den har noget drømmeagtigt over sig, som ikke følger natdrømmenes eller dagdrømmenes struktur, snarere en sprogets egen drømmen sig til udsigelser af krops –og sindssansninger mennesker imellem. Med vidt åbne øjne.

På fragmentarisk vis og formsprængende i dialoger, lister, notater, breve bevæger den sig vildt og uinsisterende i tid og rum og køn og kærlighed og fravær af samme.

Emily tog et fotografi. Emilys lys gik over mit ansigt, det fremgik af mit ansigt: Emilys lys. Mit ansigt: blændet, oplyst.