Det
er underligt at vælge bøger ud blandt andre, der er mange bøger,
der har betyder meget for mig, det virker skørt ikke at pege på
Glenn Christians Ruben,
Naja Vucina Pedersens Krigens,
Theis Ørntofts Yeahsuiten,
som er nogenlunde nye, FP Jacs Misfat
og Preben Major Sørensens I
vinden begynder samtalerne,
eller Rosemarie Waldrops Gengivelse
af profiler,
den er så klog og elegant, Niels Franks Én
vej
& Små
guder,
bliver jeg ved med at vende tilbage til, Lars Skinnebachs bøger for
fanden, og Knut Hamsuns Sult
og filmatiseringen af den, og Søren Ulrik Thomsen! og Per Højholt!,
og Inger Christensen!, hallå mand!, det er jo håbløst, men ok, lad
mig prøve:
Georges Perec: En mand der sover
(Un homme qui dort - bogen er skrevet i 1967, før forfatteren blev del af Oulipo, og oversat til dansk i 2000).
Den
er så dynamisk og stillestående, så opgivende og smuk, henkastet
og præcis, den giver mig lyst til at læse den igen og igen og giver
mig lyst til at skrive. Den kaster noget af sig og over i mig, det
man har læst sidder i fingrene bagefter.
Den
er horribel på en romantisk måde, det er slet ikke en roman, eller,
en romanen er mere end en roman, bogen er jegløs. Alting bliver
gentaget, alting bliver talt op, det er tidligt, det er sent, du
sover, du er vågen, byen indrammer bogen med sine gadenavne og
bygninger, men byen er fjern. Bogen er vel eksistentialistisk, men
det er sproget, der hverdagsagtigt fladt, drømmende strømmende, gør
bogen til noget af det bedste, jeg har læst.
Filmatiseringen
kan ses her
Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige (2010).
Jeg
kunne skrive 100 sider om hvorfor den bog er så rørende, smuk,
klog, og så velkomponeret et sted at opholde sig, hvordan linjerne
slynger sig ind i hinanden og ryster en erindring af sig, et
landskab, en pastaret, et afsavn, et bjerg, et venskab, en gåtur,
for den her bog er på vej videre, den vil ikke nå frem til noget,
men fortsætter med at fortsætte, bliver ved med at blive ved, jeg
kunne skrive 100 sider om den, og det gør jeg så, i mit speciale,
og gad vide om jeg engang får det afleveret, det håber jeg virkelig
ikke, det er processen der tæller, og jeg orker ikke noget
kongerige.
Peter Laugesen: Anarkotika (1975).
Det
virker på sin vis omsonst at pege én bog ud af Laugesens viltre
praksis, bøgerne betinger hinanden, snakker ind i hinanden; jeg vil
anbefale alle, at læse alt, han har skrevet. Jeg læser hans praksis
som en fortløbende samtale, en kritik, en skriven sig ind på
verden, på sproget, med
sproget.
Anarkotika
er ekstatisk og rastløs, den rummer både korte og lange tekster, og
er i det hele taget et vildt sammensurium af tanker og
sproghandlinger.
Kenneth Jensen: Y (2012).
Som
i forfatterens første bog (Kanin
Kanin,
2010), regerer et nådesløst naivt og banalt sprog, side om side med
en stor ømhed og afvæbnende humor. Det er lyrisk prosa med stor
indlevelse og respekt for de scener der optegnes, de personer der
portrætteres. Kenneth Jensens praksis ligger meget langt fra min
egen. Der er en ekstrem langsomhed over sproget, som er kendetegnet
ved en hård taljerigdom og ordknaphed. I de korte lyriske
prosaklumper, som er Y,
summer en række længere, indviklede og indforståede historier, som
man kommer tæt på, uden helt at begribe, som man kommer til at
interessere sig for, uden helt at vide hvorfor. Det er subtilt,
underspillet og lige i skabet. Læs selvfølgelig også Kanin
Kanin
(2010).
Ursula Andkjær Olsen: SAMLET poesi fra 2000-2010 (2011)
Hendes
poesi er et gakket, ordspillende, sprogrefleksivt, kærligt, legende,
kritisk, politisk, veloplagt, mytisk, og mystisk, flowende,
filosofisk, meditativt, og pishamrende originalt sammensurium af en
syrebutik. Nu kan man købe alle hendes bøger i én bog, som på
ingen måde gør de enkelte bøgers smukke udformning retfærdighed,
men de enkelte bøger er vildt gode fra den første til den seneste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar