mandag den 3. september 2012

Fem fra Hejlskov

Ide Hejlskov debuterede i 2011 med romanen Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman. Hejlskov har tidligere arbejdet som anmelder ved forskellige dagblade. Senest er bogen Rummet udkommet.


Emily Dickinson: Sig sandheden/ Tell all the truth udvalgte digte oversat af Poul Borum, 1984, eller På min vulkan udvalgte digte oversat af Bente Clod, 2005, eller Thomas H. Johnsons trebindsudgave af hendes digte fra 1955. 
 
På dage hvor man har lyst til at gribe til våben fordi vreden er ved at sprænge én indefra eller fordi forstemtheden siver ind i alle kroge, vil jeg foreslå at man i stedet tager fat i nogle digte af en af verdens store digtere, Emily Dickinson. (Det skal vel at mærke være digte udgivet efter 1955, for i de tidligere udgaver af hendes hovedsageligt posthumt udgivne poesi foretog man rettelser i rim og rytme for at tilpasse det, som en redaktør kaldte ’spasmodisk’, til mere regelmæssige former. I 1955 udgav Thomas H. Johnson den første fulde udgave af hendes digte, der fulgte hendes egne håndskrifter med hendes forunderlige binde- eller taktstreger og hendes variationer over det samme digt.)
My Life had stood – a Loaded Gun/ In Corners – Till a Day/ The Owner passed – identified –/ And carried Me away –“ (nr. 754 fra Johnsons nummerering) ville være et godt sted at starte. For her træder et kvindeligt jeg ind i pionermytens dyrkelse af vold og uskyld (’the virgin land’) og vrider hele scenen ved at tage det falliske våbens plads og seksualisere trekanten mand-våben-natur. Til sidst i digtet forvandles denne kønnede og seksuelle trekant til en to-kant mellem skriften/skaberkraften og livet med linjerne: ”Though I than He – may longer live/ He longer must – than I –/ For I have but the power to kill,/ Without – the power to die –”.
Skabelsens og skriftens vold eller selvdestruktion er der flere eksempler på hos ED, fx i ”I tie my Hat – I crease my Shawl –” (443), hvor jeget viser sig at bære en bombe i brystet der tikker med biseksualitet, skaberkraft og kritik af de amerikanske og vestlige myter, hvilket indbefatter videnskabens stereotype opfattelser af … især kvinder, vil jeg gætte på. Og den skaberkraft hun sidder inde med, må have været skræmmende for en så kvindefjendsk tid, også for hende selv, derfor en bombe inde i brystet.
I andre digte, vulkandigtene, er der derimod en større grad af stolthed over den indre kraft. ”A still – Volcano – Life –” udvikler sig i ét digt først til ”A quiet – Earthquake Style –” og til sidst til ”The Solemn – Torrid – Symbol –/ The Lips that never lie –/ Whose hissing Corals part – and shut –/ And Cities – ooze away –” Det er svært ikke at se det som en specifikt kvindeligt kønnet digter i kraft af læberne, der i sidste ende bliver til en skrivende (’Style’) vagina vulcana af naturligt overvældende dimensioner.
I andre digte gennemlever man sammen med jeget en transcendent rejse gennem depression, angst eller tvivl – det kan være vanskeligt at afgøre – til det uvisse, udødelighed, uendelighed. I ”I felt a Funeral, in my Brain” (280) bliver begravelsen til en form for ritual med trampen og trommen, hvilket sætter en stærk eksistentiel bevægelse i gang i jeget og ”Being, [bliver] but an Ear”. Idet det indre, hjernen, udvider sig til at inkludere rummet (’Space’, ’Heavens’), bryder fornuften sammen, en planke i fornuften knækker, står der, og jeget falder og rammer en verden ved hvert fald. Ydre og indre rum eksploderer eller bryder ind i hinanden, og jeget ”Finished knowing – then –”. Ny erkendelse venter for enden af den bindestreg.
De andre dage, hvor det ikke er vrede eller forstemthed der presser sig på i ens bevidsthed, har Dickinson også noget at sige, rigtig meget endda. Mange digte tager form af dialoger med det guddommelige, med døden, naturen og udødeligheden og de bliver oftest fremhævet. Men hun har også begejstrede inspirationsdigte og glødende kærlighedsdigte, altid flertydige.
De voldsommere og kulturelt dekonstruktive digte ser man sjældnere nævnt. ”I tie my Hat – I crease my Shawl –” er heller ikke oversat af hverken Poul Borum eller Bente Clod, selvom det er så forrygende og overrumplende.
Alt i alt åbenbares der i ED’s ofte sceniske digte – scener der til tider opløser sig og vrider ens forestillingsverden – et lidenskabeligt og åndeligt liv fuld af humor og paradokser, noget som først en sen eftertid har klaret at kunne se i øjnene. Og stadig er ved at få øjnene op for.


W.S. Merwin: The Lice, 1967

Merwins lyriske jeger er ikke sådan at fæste lid til. De virker ganske vist ofte som om de flytter sig mellem polerne civilisationskritik og fraværsmetafysik, ofte inden for samme digt. Men pludselig kan man opdage at man som læser står over for ordene fra et totemdyr (The Carrier of Ladders, 1970) eller er blevet en del af en dyreflok – eller er man nu det?: ”THE HERDS// Climbing northward/ At dusk when the horizon rose like a hand I would turn aside/ Before dark I would stop by the stream falling through black ice/ And once more celebrate our distance from men// As I lay among stones high in the starless night/ Out of the many hoof tracks the sound of herds/ Would begin to reach me again/ Above them their ancient sun skating off// Sleeping by the glass mountain/ I would watch the flocks of light grazing/ And the water preparing its descent/ To the first dead”. Der er en symbolsk ladet stemning over digtene, som anslår civilisationens forfald eller faktisk at vi befinder os i den fremtid hvor det er sket, og de gennemtrænges af en følelse af at ting har været eller bevæger sig mod undergang. For vesterlændinge – som jeget selv – ødelægger naturen, har allerede udryddet indianerne etc.
Midt i alt dette gror der en stemme frem der taler som et orakel og som længes efter fortidsfremtid. I et kort øjeblik formår jeget i dette digt at blive ét med ’the herd’ nemlig i sætningen ’And once more celebrate our distance from men’. I det øjeblik jeget fejrer afstanden til menneskene er det en del af vi’et. Snart efter er han dog igen et jeg der udelukkende kan høre lyden af ’the herds’ ud af sporene efter dem. Et øjeblik var jeget kun til, men naturen skaber også distance med sit mørke, sit glasbjerg og nedenfor det – de første døde. De første døde dyr eller mennesker? Ved slutningen af digtet er man tvivl og det er denne enkle uklarhed der foruroliger, får én til at genlæse og som gør digtene så mytisk og mystisk smukke.


Nadia Tuéni: Jenseits des Blickes, 1999 og Lebanon – Poems of Love and War, 2006. Begge udvalg er tosprogede.
Nadia Tuénis digtning er radikal. Hendes digte trænger ind i smerte, vrede og andre stærke følelser for at skabe verden på ny. Verden som digt bliver til gennem smerten, ser det ud til. Eller omvendt, smerten kommer til orde i digtene og skaber verden. Tuéni mistede i en tidlig alder sin 7-årige datter til kræft og fik siden selv konstateret den samme sygdom, som hun kæmpede med i 15 år til sin tidlige død, lige før hun blev 48 år. Hendes digte sprænger sig gennem og ud af denne erfaring – ud i en outreret form, inspireret af fransk og libanesisk surrealisme:
Alors tu es partie de fin de l’océan/ quand la mer etait verticale/ il n’y a pas d’orage/ mais seulement le bruit des oiseaux secoués/ partie où les épines ont mélangé la nuit/ chaque pli de la terre est moi toujours nouvelle/ car la mer est un long ramier/ il n’y a pas des piste/ mais seulement le cri des formes retrouvées”
(Min oversættelse: ”Du er så taget af sted til oceanets ende/ da havet var lodret/ der er ingen storme/ men kun lyden af de opskræmte fugle/ taget derhen hvor tornene har blandet natten/ hver af jordens folder er mig ny hver dag/ for havet er en lang ringdue/ der er ingen spor/ men kun de genfundne formers skrig”).
Havet ændrer her form fra at være vores konventionelle forestilling om det til at have en ende i døden, til at kunne være lodret – uden storm, bryder altså tyngdeloven, til at være en ’lang ringdue’. Så absolut en genfunden forms skrig, og digtet bliver selv de genfundne formers skrig. En formændring, men også en udsigelse af smerten tager form. Digtet er fra Tuénis anden samling, hun udgav i alt 8 digtsamlinger på fransk.
I de senere digtsamlinger (som det engelske udvalg er fra; i den tyske bog er der udvalgt digte fra de fleste af samlingerne) bliver borgerkrigen i Libanon central, og hendes egen smerte smelter sammen med landets, landskabets, menneskenes. Hendes digterjeg opløser i højere og højere grad sin egen personlige karakter og bliver til et jeg der kan glide ind i cedertræerne, ind i jorden, ind i bjergene – eller bare besynge og beskrive dem. Farver og former står skarpt, voldsomt og symbolsk.
Gennem digtene trækkes en tråd af, som Libanon og især Beirut, at være gennemtrængt af flere kulturer og af de to kulturområder, Orientens og Occidentens. Når man går ind i digtene, åbner der sig en flerperspektivisk verden for én – fuld af smerte, stærke farver og billeder – og kærlighed til mennesker, til landskaber og fremfor alt til det digteriske sprog. Magisk, sproglig skønhed. 



Mei-Mei Berssenbrugge: Sphericity, 1993

Når man mediterer med fokus på sit åndedræt, kan man til tider fornemme luften omkring næsen, som man indånder samtidig med at man kan mærke at brystet hæver sig. Udenfor kroppen og inden i den bliver i nogle øjeblikke det samme – hvilket er en ret syret oplevelse. Sådan kan det være at læse Mei-Mei Berssenbrugges digte, især Sphericity. Rum forvandler sig til flade og omvendt og kan igen transformeres til metaskrift om perception og sprog. Jeget er på én gang en distanceret iagttager og samtidig én der føjes ind i billedet. Man er på skift inden i og udenfor jeget, og jeg, du, hun og han skifter abrupt. Digtene svæver som Moëbiusbånd, der forbinder skriften med bevidstheden og rummet. Lys, partikler, rum og tid væves ind og ud af hinanden, mens pludselige vurderinger, følelser og iagttagelser blandes ind. Her gives der liv til Einsteins rumtid og Bohrs kvantefysik (bl.a. idéen om at spørgsmålene man stiller til et mindsteelement – er det en partikel, er det en bølge – former svaret man modtager: ja, det er begge dele på skift afhængigt af hvad du måler, noget som burde udelukke hinanden).
Berssenbrugge nævner på bagsiden at Sphericity er skrevet mens hun ventede sin datter og lige efter fødslen – og at det satte nogle dramatiske sproglige og perceptionelle ændringer i gang i hende. Og ind imellem fornemmer man ’hun’, som netop noget der er inde i jeget og snart en fjern umulighed på rummets overflade fx i afsnittet ’Sphericity 2’: ”The time of having her becomes an absorptive surface, instead of when the person was alive./ There was an inseparable light of the event for each place, like a birthplace. The horizon/ represented a passage in time and light, a one way membrane she thinks is the edge of a shadow,/ like a medical procedure into her body. Then, color crosses back from a petal…”
At meditere kræver fokuseret koncentration. Læsningen af Berssenbrugges digte stiller de samme krav, men belønningen er til gengæld at man gennemtrænges af nyere fysiks og filosofis erkendelser – og af en sproglig, visuel og abstrakt rumtid. Det er stort.



Kasper Nørgaard Thomsen: Termostatens nat, 2011

Man kunne fremhæve et væld af danske digtsamlinger. Inger Christensens Sommerfugledalen, 1991, er en af mine favoritter, og Henrik Nordbrandts Glas, 1976, faldt jeg allerede henrykt over på biblioteket som 14-årig. Men for tiden er det Kasper Nørgaard Thomsen jeg læser med begejstring, og selvom han ikke som sådan er digter, vil jeg alligevel anbefale hans sidste bog Termostatens nat. I den foregår der som i hans andre bøger en sproglig bearbejdning af digterisk art. I de første bøger nedbrød han normal syntaks og idiomatik, nu sker det i farvningen af enkelte sætninger, i valget af enkelte tillægsord der bryder med normalsprogets idiomer.
Nørgaard Thomsens prosa er båret af stærk følelsesmæssig intensitet der former rytme, gentagelse, pludselige skift: vrede, had, håbløshed, glæde, sårbarhed og ja … kærlighed. Men ikke som de romantisk anlagte måske vil tro, kærlighed mellem mand og kvinde. I de første bøger er der en del seksualitet, tiltrækning og forvitret kærlighed mellem kønnene. I Idioteque, 2008, oplever man stort set kun seksuel tvang, underkastelse og misbrug mellem kønnene og mellem mænd. Ingen empatisk kærlighed.
Men i Termostatens nat opstår der en gribende intensitet i forælder-barn-kærligheden. Selvom forholdet mellem den lille dreng og manden, Morderen, viser sig at være en fiktionalitet, så er følelserne der i sprogets liv: ”Stadig den rensede himmel, og luften, der fylder med en sjælden, orange følelse. Drengen giver ham sin hånd, og de står begge et øjeblik og ser på den tindrende bakke, som de alene har viet noget til.” (s. 49)
Morderen kommer først skridende frem på en imaginær bølge, mordrusen. Lidt senere kommer drengen ridende på en sky. Og drengen viser sig at være en ufødt dreng – nemlig den dreng som Tine i Herman Bangs roman af samme navn skulle være gravid med da hun begår selvmord. De drager sammen til Als og Dybbøl, der hvor slaget i sin tid stod om Danmarks grænse.
Og så er det det bliver umuligt at tale om før, efter, senere. Det ser netop ud til at være en del af Nørgaard Thomsens projekt at opløse tiden i overensstemmelse med nyere filosofi og naturvidenskab – og få en anderledes intensitet ind i verden.
Skildringerne af den fortabte Tine er fuldstændig hjerteskærende, samtidig med at de flytter læserens fokus til den moderne danske nationalstats opståen eller nedsmeltning til mindste størrelse, under krigen i 1864.
Morderen var ved at begå selvmord da han blev forstyrret og i stedet begår mord. Lurer en feministisk eller en civilisationskritisk synsvinkel et sted i indlevelsen i Tine? Hun er en del af en ydre krig og kommer som tjenestepige, der ligger i med sin arbejdsgiver, i klemme i krigens vold – og ender med selvmordet. Morderen er i krig med sig selv og vil begå selvmord, men fører i stedet en ydre krig som altså transformeres til varme, beskyttende følelser i mødet med drengen.
Nørgaard Thomsen besvarer ingen spørgsmål, men hold ferie hvor hvirvler han mange rundt i og omkring læseren – aldeles vidunderligt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar