torsdag den 29. november 2012

Fem fra Ravn

Olga Ravn debuterede 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng. Hendes skrift er både dybt interesseret i sprogets fine struktur og i den flakkende fornemmelse det er, at finde frem til sig selv (at man måske slet ikke er der). Hun undersøger køn og identitet og sprog. Kunne man sige. Olga Ravn er anmelder på Femina og har anmeldt bøger og skrevet klummer for Information. Hun har netop overtaget redaktionen på tidskriftet Den blå port sammen med forfatterne Josefine Klougart og Jonas Rolsted.



Ann Jäderlund: I en cylinder i vattnet av vattengråt
En af de bøger, der har inspireret mig meget gennem mange år er den svenske digter Ann Jäderlunds digtsamling ”I en cylinder i vattnet af vattengråt” fra 2006. Jäderlund har skrevet mange fantastiske bøger, men det her var den første, jeg læste af hende. Den betyder utroligt meget for mig. Af format er det en lille bog, den er kort, hård. Der er noget klitorisk over den. Men ikke som et kønsorgan, mere som en genstand, det jeg mener er, der er mange orange perler der smelter i bogen, der er er ”kuken som sad inden i/ var det hemmelige”.
Kønsorganer i det hele taget bliver brugt i en ikke særlig erotisk sammenhæng. Og så er der måske alligevel erotik.
Ann Jäderlund sagde på en studietur til Stockholm, hvor jeg var engang, at mange kritikere havde sagt at hendes bog Kalender rød Levende af is handlede om sex, men hun havde altid haft den opfattelse, at den handlede om døden. Det var ikke nemt for hende at sige det, virkede det til. Men jeg tror det er sigende om mange af hendes bøger. Måske.
Nå, men tilbage til kønsorganerne: Der er vel kønsorganer i digtene på lige fod med, at der er blomster og små krukker på badeværelset med lavendelduftende creme og læder. Genstandene synes til at bære på ideen om dem selv, eller genstande synes måske ligefrem til at have ideen om sig selv. Jeg bruger min intuition her, jeg kan ikke helt finde ud af det. Virginia Woolf siger (om Aischylos iø): there is an ambiguity which is the mark of the highest poetry. Måske har hun ret.



Sylvia Plath: Ariel
Jeg har læst Sylvia Plaths digtsamling Ariel (1965) så mange gange. Jeg læste den i en håbløs dansk oversættelse som purung teenager og fandt så frem til den engelske udgave, og siden har jeg læst den igen og igen med jævne mellemrum. Det er en af den slags bøger, der forandrer sig, hver gang jeg læser den, fordi jeg selv har forandret mig. Ak. Grundtonen er skræmmende, nådesløs og rasende. Moderskabet, både at være mor og datter, omtales i smertefuldt nedladne vendinger. Der er et selvdestruktivt og megalomant jeg, som puster sig op og falder sammen igen og igen gennem hele digtsamlingen. ”I am nobody; I have nothing to do with explosions.” Ulykkeligt. Plath kan lave de her skift fra sætning til sætning, som er helt overrumplende, den måde hun afbryder sig selv på, når hun fx skriver ”The sea shattering its grey one - // Love, love, my season.” Det får digtene til at udvide sig helt vildt, de grader af temperament og humørskift, hun skriver frem, det er meget dragende og ubehageligt. Jeg har altid syntes at der var noget næsten okkult over at læse Sylvia Plath, som om det var et farlig dokument, der kunne få magt over en. Man blev hypnotiseret.



Paal-Helge Haugen: Anne
Paal-Helge Haugens digt-roman Anne fra 1962 handler om den unge pige Anne, der dør af tuberkulose. Det er noget ved Anne, ved bogens form, der gør at hun kun indeholde alle de meget enkle natursansninger, som står klart frem, næsten frostklart. Man får vild adgang til lyset over floden. At digtsamlingen så hen imod sin slutning bevæger sig ind i feberfantasier og nærdødsoplevelser er kun endnu mere vidunderligt, omend sørgmodigt for Anne. Et citat:

Pludselig dette tomrum
Søger med fingrene langs randen
af mørket
Søger med fingrene langs randen
af synet
Fingrene synker
Jeg vender ansigtet indad og ser
Sent, når skallen omkring kroppen
har løsnet sig
Hvem ånder på mig



Laurie Weeks: Zippermouth
Lige nu læser jeg en ret fantastisk roman af den amerikanske forfatter Laurie Weeks. Den hedder Zippermouth og udkom på The Feminist Press i 2011. Det er en bog, der handler om en lesbisk og rimelig junkie-agtig new-yorker type, som er vildt forselsket i en straight girl: Jane. Det er en meget desorienteret roman, men Weeks skriver alligevel med en enorm autoritet og vitalitet. Hør denne sætning: ”From a dream I came thwacking into consciousness against my pillow like a bullet lodging in lung.”
Jeg kan også godt lide den her tekst, som lige pludselig står midt i det hele uden forklaring, den er lidt lang, men tilgiv mig, I skal have det hele med:

Reflections”
(A Young Girl Looks Back)
by . . . Anonymous (aged eleven years)

There is no escape for me. I hate everyone who ever lived, including other planets. My dad is a monster since fifth grade, before that totally normal and great, I have to stay awake every night planning escape routes for me and my brothers depending on which way he goes first. When I fall asleep, he tries to kill us IN MY DREAM! We run all over the streets like crazy nuts but the houses are empty, no one lives here but us, the neighbors moved away.
True or false: boys hate me. Answer: duh, as proved every day but also today when the popular ones tackled me at lunch and spit on me, even Richie who I thought was my friend. I'm not going to say how I laughed so hard almost every day at MY OWN JOKES that I wet my pants which is freezing wet and have to walk home with my coat around my waist plus sneak my jeans into the washer so Mom doesn't know. My hands were so frozen on Monday that I couldn't button them back up in the bathroom and got sent to Mr. Durham's office. I had to sneak a valentine onto Mrs. Perko's desk so she wouldn't think I was in love with her.
I would like the world to get all TILTED LIKE GERMAN EXPRESSIONISM just for once!!!!! Which I just saw a book about on Mr. Litsey's desk. Then I would faint. If I was wasting away in a hospital like a deer, very quiet and shy everyone would feel bad for being blind fuckheads and put me in a foster home. World's greatest dream.

Weeks sætninger kan fremstille noget ok absurd som det mest logiske i hele verden (”me in a foster home. Worlds greates dream.”) Det gør det vildt overrumplende og morsomme at læse hendes bog. Altså: ”If I was wasting away in a hospital like a deer” (jeg ser det store dyr for mig i hospitalssengen) eller ”I hate everyone who ever lived, including other planets.” Ak! Det er så meget energi i den bog, og den inspirerer mig. Det var den amerikanske digter Eileen Myles, der anbefalede den til mig, da jeg mødte hende i Oslo i starten af oktober. Så købte jeg den på nettet. Jeg har ikke læst den færdig endnu. Jeg vil gerne have, at der hele tiden er mere af den bog, jeg ikke har læst.



Astrid Lindgren: Røveren Fiolito
Den her bog af Astrid Lindgren: Røveren Fiolito (fra 1949); jeg har mistanke til, at den har formet min bevidsthed mere end godt er. Det kan man sige om utroligt mange børnebøger, jeg har læst i tidernes løb. Jeg har aldrig læst så mange bøger, som da jeg var et stort barn. Jeg kunne for så vidt ligeså godt have valgt en anden bog af Lindgren (fx Kitty Gry hjælper Mormor (spoiler alert!: det handler om at vaske gardiner) eller Maria Gripe eller Tove Jansson. De bøger er jo helt filtret ind i det, jeg senere har kaldt min fantasi.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar