Ann Jäderlund:
I en cylinder i vattnet av vattengråt
En af de bøger, der har inspireret mig
meget gennem mange år er den svenske digter Ann Jäderlunds
digtsamling ”I en cylinder i vattnet af vattengråt” fra
2006. Jäderlund har skrevet mange fantastiske bøger, men det her
var den første, jeg læste af hende. Den betyder utroligt meget for
mig. Af format er det en lille bog, den er kort, hård. Der er noget
klitorisk over den. Men ikke som et kønsorgan, mere som en genstand,
det jeg mener er, der er mange orange perler der smelter i bogen, der
er er ”kuken som sad inden i/ var det hemmelige”.
Kønsorganer i det hele taget bliver
brugt i en ikke særlig erotisk sammenhæng. Og så er der måske
alligevel erotik.
Ann Jäderlund sagde på en studietur
til Stockholm, hvor jeg var engang, at mange kritikere havde sagt at
hendes bog Kalender rød Levende af is
handlede om sex, men hun havde altid haft den opfattelse, at den
handlede om døden. Det var ikke nemt for hende at sige det, virkede
det til. Men jeg tror det er sigende om mange af hendes bøger.
Måske.
Nå, men tilbage til kønsorganerne:
Der er vel kønsorganer i digtene på lige fod med, at der er
blomster og små krukker på badeværelset med lavendelduftende creme
og læder. Genstandene synes til at bære på ideen om dem selv,
eller genstande synes måske ligefrem til at have ideen om sig
selv. Jeg bruger min intuition her, jeg kan ikke helt finde ud af
det. Virginia Woolf siger (om Aischylos iø): there is an
ambiguity which is the mark of the highest poetry.
Måske har hun ret.
Sylvia Plath:
Ariel
Jeg har læst
Sylvia Plaths digtsamling Ariel (1965) så mange gange. Jeg læste
den i en håbløs dansk oversættelse som purung teenager og fandt så
frem til den engelske udgave, og siden har jeg læst den igen og igen
med jævne mellemrum. Det er en af den slags bøger, der forandrer
sig, hver gang jeg læser den, fordi jeg selv har forandret mig. Ak.
Grundtonen er skræmmende, nådesløs og rasende. Moderskabet, både
at være mor og datter, omtales i smertefuldt nedladne vendinger. Der
er et selvdestruktivt og megalomant jeg, som puster sig op og falder
sammen igen og igen gennem hele digtsamlingen. ”I am nobody; I have
nothing to do with explosions.” Ulykkeligt. Plath kan lave de her
skift fra sætning til sætning, som er helt overrumplende, den måde
hun afbryder sig selv på, når hun fx skriver ”The sea shattering
its grey one - // Love, love, my season.” Det får digtene til at
udvide sig helt vildt, de grader af temperament og humørskift, hun
skriver frem, det er meget dragende og ubehageligt. Jeg har altid
syntes at der var noget næsten okkult over at læse Sylvia Plath,
som om det var et farlig dokument, der kunne få magt over en. Man
blev hypnotiseret.
Paal-Helge
Haugen: Anne
Paal-Helge Haugens
digt-roman Anne fra 1962 handler om den unge pige Anne, der
dør af tuberkulose. Det er noget ved Anne, ved bogens form, der gør
at hun kun indeholde alle de meget enkle natursansninger, som står
klart frem, næsten frostklart. Man får vild adgang til lyset over
floden. At digtsamlingen så hen imod sin slutning bevæger sig ind i
feberfantasier og nærdødsoplevelser er kun endnu mere vidunderligt,
omend sørgmodigt for Anne. Et citat:
Pludselig dette tomrum
Søger med fingrene langs randen
af mørket
Søger med fingrene langs randen
af synet
Fingrene synker
Jeg vender ansigtet indad og ser
Sent, når skallen omkring kroppen
har løsnet sig
Hvem ånder på mig
Laurie Weeks: Zippermouth
Lige nu læser jeg
en ret fantastisk roman af den amerikanske forfatter Laurie Weeks.
Den hedder Zippermouth og udkom på The Feminist Press i 2011.
Det er en bog, der handler om en lesbisk og rimelig junkie-agtig
new-yorker type, som er vildt forselsket i en straight girl:
Jane. Det er en meget desorienteret roman, men Weeks skriver
alligevel med en enorm autoritet og vitalitet. Hør denne sætning:
”From a dream I came thwacking into consciousness against my
pillow like a bullet lodging in lung.”
Jeg kan også godt
lide den her tekst, som lige pludselig står midt i det hele uden
forklaring, den er lidt lang, men tilgiv mig, I skal have det hele
med:
”Reflections”
(A Young Girl Looks Back)
by . . .
Anonymous (aged eleven years)
There is no
escape for me. I hate everyone who ever lived, including other
planets. My dad is a monster since fifth grade, before that totally
normal and great, I have to stay awake every night planning escape
routes for me and my brothers depending on which way he goes first.
When I fall asleep, he tries to kill us IN MY DREAM! We run all over
the streets like crazy nuts but the houses are empty, no one lives
here but us, the neighbors moved away.
True or
false: boys hate me. Answer: duh, as proved every day but also today
when the popular ones tackled me at lunch and spit on me, even Richie
who I thought was my friend. I'm not going to say how I laughed so
hard almost every day at MY OWN JOKES that I wet my pants which is
freezing wet and have to walk home with my coat around my waist plus
sneak my jeans into the washer so Mom doesn't know. My hands were so
frozen on Monday that I couldn't button them back up in the bathroom
and got sent to Mr. Durham's office. I had to sneak a valentine onto
Mrs. Perko's desk so she wouldn't think I was in love with her.
I would like
the world to get all TILTED LIKE GERMAN EXPRESSIONISM just for
once!!!!! Which I just saw a book about on Mr. Litsey's desk. Then I
would faint. If I was wasting away in a hospital like a deer, very
quiet and shy everyone would feel bad for being blind fuckheads and
put me in a foster home. World's greatest dream.
Weeks
sætninger kan fremstille noget ok absurd som det mest logiske i hele
verden (”me in a foster
home. Worlds greates dream.”)
Det gør det vildt overrumplende og morsomme at læse hendes bog.
Altså: ”If I was
wasting away in a hospital like a deer” (jeg
ser det store dyr for mig i hospitalssengen) eller ”I
hate everyone who ever lived, including other planets.”
Ak! Det er så meget energi i den bog, og den inspirerer mig.
Det var den amerikanske digter Eileen Myles, der anbefalede den til
mig, da jeg mødte hende i Oslo i starten af oktober. Så købte jeg
den på nettet. Jeg har ikke læst den færdig endnu. Jeg vil gerne
have, at der hele tiden er mere af den bog, jeg ikke har læst.
Den her bog af
Astrid Lindgren: Røveren Fiolito (fra 1949); jeg har mistanke
til, at den har formet min bevidsthed mere end godt er. Det kan man
sige om utroligt mange børnebøger, jeg har læst i tidernes løb.
Jeg har aldrig læst så mange bøger, som da jeg var et stort barn.
Jeg kunne for så vidt ligeså godt have valgt en anden bog af
Lindgren (fx Kitty Gry hjælper Mormor (spoiler alert!:
det handler om at vaske gardiner) eller Maria Gripe eller Tove
Jansson. De bøger er jo helt filtret ind i det, jeg senere har kaldt
min fantasi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar