Fem fra Voetmann

Harald Voetmann debuterede i år 2000 med samlingen Kapricer. Voetmann er de seneste år trådt i karakter som en af dansk litteraturs stærkeste stemmer. Senest udkom den dystopiske folkekomedie Kødet letter. I 2010 udkom den historiske roman Vågen, der handler om den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre. Vågen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, Kritikerprisen og Montanaprisen.

Det her er ikke tænkt som en top 5, det er ikke nødvendigvis yndlingsbøger. Det er fem nedslag i støvede kroge, hvor et eller andet har glimtet.

Bernadino del Sahagún: Historia General / Det florentinske codex, 

fra ca. 1590. 12. bog findes på dansk under titlen Mexicos fald, oversat fra aztekisk af Arild Hvidtfeldt.

Sahagún er ikke forfatteren til manuskriptet, men han har over flere årtier nedskrevet beretninger fra aztekere, om deres historie, religion osv, på aztekisk og med deres egne ord. 12. bog handler om erobringen, det store nederlag. Fortællingen bevæger sig mellem hakken og hvirvlen, alt, der er vigtigt, skal gentages og nuanceres og forandres mange gange, før det får lov at være endelig udsagt. Måske fordi det er forskellige ældreråd og ikke en enkelt forfatter, der skriver - flere grupper, der kommenterer og præciserer hinandens formuleringer over mange år. Eller måske fordi aztekerne havde nogle særlige fortælletraditioner. Jeg aner ikke noget om det, men bliver umiddelbart interesseret i formen.

"Og på samme tid begynder de (spanierne) at spørge ud om Montecuçoma, om hvordan han er, måske en yngling? måske en voksen mand? eller måske en olding? måske i moden alder? måske gammel? måske en gammel mand? måske hvidhåret? Og man svarede guderne, spanierne: "Han er en fuldvoksen mand, ikke tyk, men slank, meget slank, tynd, mager." Og da Montecuçoma hørte, at der blev spurgt meget ud om ham, at der blev gravet meget (efter oplysninger) om ham, at guderne stærkt ønskede at se ham for deres ansigt, var det ligesom hans hjerte døde af angst, han blev dødsens angst, han ville flygte, han ønskede at flygte, han ønskede at flygte bort, han ville flygte bort, han ville skjule sig, han ønskede at skjule sig, han ville skjule sig for dem, han ønskede at gemme sig for guderne. Og han tænkte over, han tænkte på, han forestillede sig, han havde forestillinger om, han overvejede, han gjorde sig overvejelser om, han drøftede med sig selv, han drøftede frem og tilbage med sig selv, han spurgte sig selv, han spurgte i sit indre: Skal jeg begive mig ind i en hule et sted?"

Pseudo-Hippokrates: Epidemi-bøgerne.

Syv bøger, der beskriver sygdomme, de ældste dele af det er fra 5. årh. f.Kr. Det væsentligste ved dem er de mange konkrete eksempler; det er sygejournaler, casestudies. De læger, der har skrevet teksterne, er omhyggelige med at undersøge og notere alle forandringer, der sker med patienterne - samtidig er deres magtesløshed total. Næsten alle patienterne dør og lægerne undersøger alt, fordi de ikke aner, hvad de skal stille op. I bøgerne ser man mennesket fuldstændig i naturens vold og kampen for at hæve sig op over den udsathed. Det er fortvivlende og det er helt tørt skrevet.

"The woman at the house of Tisamenus was taken to her bed feeling very ill with symptoms suggesting an attack of ileus. Much vomiting; she could keep neither food nor drink down. Pain in the hypochondrium; also pain lower down in the belly proper. Constant colic. No thirst. Became warm, but her extremities remained cold throughout; nausea; insomnia. Urine small in quantity and thin. Stools raw, thin and small. It was impossible to do anything to help her; she died."

Maximianus: Elegier

Maximians seks elegier er fra 6. eller 7. årh. e.Kr., men de lægger sig i forlængelse af de romerske elegikere i 1. årh., måske især den knudrede digter Properts. Elegiformen har først været brugt til gravskrifter og sørgedigte og når formen senere bliver brugt til digte om kærlighed, bærer den stadig sorgen med sig. Det handler først og fremmest om det mistede eller om længslen efter det uopnåelige. Der bliver ved med at være tæt forbindelse mellem gravskrift og kærlighedsdigtning i den romerske litteratur. Maximian beskriver sin seksualitet fra barndom til alderdom, som ét stort tab, fra tab af uskyld til tab af potens. Der er meget fokus på sex i hans digte, uden at akten nogensinde bliver lykkeligt gennemført. Tredje elegi beskriver hans tidlige ungdoms forelskelse; en kærlighed, der bliver forplumret af, at hans gustne lærer køber pigen til ham fra hendes forældre og formaner ham til seksuel brutalitet ("ung kærlighed næres ved at kradse og bide"). Generelt beskrives den seksuelle drift som plagsom og pinefuld, selv hans længe ønskede impotens er ikke i stand til at fjerne det evige begær. Men i femte elegi får Maximian et modsvar af en græsk danserinde, der begynder at græde og sørge ved synet af hans slappe lem. Han håner hende for det, og så svarer hun med en lang poetisk lovprisning af det erotiske som styrende princip i universet. Det står i stærk kontrast til den gamle mands klynken og bliver bogens egentlige højdepunkt. Derved kommer bogen også til at udfordre tidens kristne moral, selvom Maximian er nødt til at lade lovprisningen af det seksuelle være en replik fra en karakter, der på forhånd er defineret som amoralsk. Hun får om ikke andet det sidste ord i sagen.

Leonora Christina Ulfeldt: Jammers Minde

Leonora Christina undersøger sin egen udvikling i løbet af over tyve års fængsling. Hendes bog bliver et studie i resultaterne af hendes fald fra magten, ydmygelse og isolation. Men hun studerer også sine medfanger, fangevogtere og tidens sleske adel, og laver videnskabelige undersøgelser af sine lus og indholdet af sin natpotte. Det undersøgende blik og selvopretholdelsen virker forbundne. Hun kalder den stærke tro for sin redning, men den stærke nysgerrighed må også spille ind.

"Saa lod jeg hender derefter snakke for mig og fortælle sit Liv og Levnet, hvad som stønnem passerer hos Bonden. Hun havde og tjent en Præst, førend hun blev gift, havde værret trende Gange gift med Husmænd og siden efter sidste Enkesæde tjent Holger Vinds Frue for Vaakone, saa hender fattedes intet for Snak. Hun havde haft et Barn med henders første Mand, som ikke blev gammelt, og skulde jeg vel kunne have fattet en Mistanke til hender af henders egen Ord, at hun maaske havde hjulpen til at forkorte det Barns Dage; thi det kom saa paa Tale engang om Enker, som gifter sig igen; da sagde hun iblandt andet: "Den, der vil gifte sig anden Gang, maa ikke have Børn, thi saa forliges aldrig Manden med Kvinden". Jeg havde meget derimod at sige og deriblandt det, at jeg spurte, hvad en Kvinde skulde gøre dertil, som havde et Barn med sin første Mand. Hun svarte med en Hast: "Lægge Puden paa Hovedet". Det kunde jeg ikke kende for godt, men for stor Synd, lagde det vidtløftig ud. "Hvad Synd" (sagde hun), "om Barnet altid var sygt, og Manden blev krantevorn derfor?" Jeg svarte dertil, som det sig burde, og hun blev ikke vel tilfreds. Den Tale lagde ingen god Grundvold hos mig om henders udlovede Troskab."

Jacobus de Voragine: Legenda Aurea

Helgenbiografier fra middelalderen. Her får den kristne sadomasochisme frit løb i beskrivelserne af matyrernes ekstase. Samtidig er det fyldt med spor af gamle folkeeventyr, hedenske myter osv. Alt i alt er det som at læse en blanding af Marquis de Sade og Bdr. Grimm. En virkelig pervers fornøjelse. Her føres Sankt Andreas til sit martyrium:

"Da Andreas så korset i det fjerne, hilste han det således: Vær hilset, kors, som er helliget Kristus og er smykket af hans legemsdele som med perler. Før Frelseren besteg dig, rummede du en jordisk skræk. Men efter du har modtaget den himmelske kærlighed, bæres du villigt. Derfor kommer jeg tryg og glad til dig, for at du frydefuldt kan bære mig, en discipel af ham, som hang på dig: For jeg har altid elsket dig og begæret dit favntag. O skønne kors, som har fået glans og skønhed fra Herrens legeme. Længe begæret, heftigt elsket, søgt uden ophør, endelig står du rede til min længselsfulde sjæl. Tag mig bort fra menneskene og skænk mig til min herre, så at jeg gennem dig kan overleveres til ham, som gennem dig blev min frelser."