Fem fra Fløe Christensen

Lea Fløe Christensen er litteraturformidler og er et fyrtårn når det kommer til at inspirere arbejdet med at finde rette bog til rette læser. Hun har netop udsendt sin egen første bog med den vidunderlige titel En mand med en ged på side 251. Og som der står på den bogs inderflap: Det er tid til en læserrevolution

Jeg har valgt en håndfuld, der lige talte til mig på vej ud af døren i morges. Efter at have ligget vågen under fuldmånen den halve nat og grublet, blev jeg enig med mig selv om, at morgenens energier skulle få det sidste ord i at udvælge fem bøger, jeg holder meget af.

Alle fem er bøger, jeg ofte lige er henne ved reolen og bladre lidt rundt i. Lige at finde en enkelt sætning, en passage, en gammel ven.

Sally Mann: Hold Still - A Memoir with Photographs (2015)
Jeg elsker bøger, der handler om cirka ALT. Og jeg elsker fotografier og tanker om fotografi. Sally Manns alle-priser-i-verden-vindende Hold Still er en kombination af memoir, fotoformidling og du-vil-ikke-tro-på-hvad-kasserne-på-loftet-indeholdte…

En alvorlig, tænksom og ekstremt livsbekræftende bog om - som Mann selv skriver i forordet - 

“scandal, alcoholism, domestic abuse, carcrashes, bogeymen, affairs, dealy loved and disputed family land, abandonments, blow jobs, suicides, hidden addictions, the the tradically early death of a beautiful bride, racial complications, vast sums of money made and lost, the return of a prodigal son, and maybe even blood murder.” 

Alt sammen set gennem Manns fotografiske, filosofiske og personlige blik. (og billederne - både Manns egne og dem fra kasserne på loftet!)

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne (1934)

“Med stort besvær og for store summer importerede min far befrugtede fugleæg fra Hamburg, Holland og forskellige afrikanske forskningsstationer, som han lod nogle store belgiske høns udklække.” 

Kanelbutikkerne er et smukt, sælsomt portræt af en sindslidende set fra barnets, sønnens perspektiv. Ud over at samle på fugle og til tider selv være en fugl, der blafrer op på mahognikommoden, så er faren også en stor forkæmper for materien og det at skabe. Han holder foredrag om dukkers ret til at eksistere, om altings ret til at eksistere på trods af fejlbarligheder. Ud over det rørende og dybt fascinerende portræt af faren, så er Kanelbutikkerne nok den bog, jeg oftest er søgt tilbage i for at finde en sød, dyb duft, en baggård med provisoriske træhuse og insisterende snerler, den nyfaldne snes stilhed, et interiør med påfuglefjer i vase, der stirrer med deres mange øjne på drengen, fortælleren, der står midt i det hele og danser, jeg mener sanser, men danser, det gør denne mørke, lyse bogs sætninger, slynger sig smukt og spinkelt som snerlerne.

Tove Jansson: Sent i november (1970)
Sent i november er en tyst og elskelig hyldest til enspændere og eneboere, særlinge og skyggetanter - til alle dem (os) der ikke altid synes, at sociale sammenhænge er såre simple at være i. Det er en Mumibog uden Mumifamlien. Om at tumle med tilværelsen men også om at gribe det åbne øjeblik, når det byder sig. at genopfinde sig selv, fatte mod og måske endda lure, at eventyret om hjørnet måske ikke behøver at være gennemtænkt, at det faktisk, selvom man er en hemul og har så meget vigtigt og liniært at tage sig til, kan være ret fedt at danse i regnvejret - helt uden paraply.

Sara Baume: Syv rejste sten (2022)
En lavmælt, knugende roman, der måske, måske ikke, handler om at selv mennesket er entropisk, at ikke bare stengærder, biler, køkkenvaske går lige så stille tavst i opløsning, måske gør mennesker også? Et ungt par, to stille eksistenser, køber hus midt i landskabet ved foden af et bjerg.

Kapitel 1 indledes med “Bjerget forblev ubesteget det første år de boede der.

Kapitel 7 indledes med “Bjerget forblev ubesteget de første 7 år de boede der.

Det emmer af liv, der lagsomt glider forbi, skræppeblade, der vokser, sedler der hober sig mellem bilsædernes revner, køkkenhanens dryppen, et frø, der sår sig selv i en tagrende. Bogen er blevet sammenlignet med midterpassagen i Woolfs Til fyret, der hvor huset er alene med tiden. Jeg kan ikke ryste den knugende skønhed af mig, hvad er det jeg står med i mine (stadig mere vejrbidte) hænder?

Ahmet Altan: Jeg kommer aldrig til at se verden igen (2018)

Den tyrkiske forfatter Ahmet Altans funklende og overrumplende vidnesbyrd fra Erdogans regime er en bog om håb midt i håbløshed og om vigtigheden af fortællinger. Altan, samt mange andre intellektuelle, fængsles i bund og grund for at opildne til den frie tanke, og bogen er spækket med uretfærdigheder der giver mig lyst til at råbe, kaste bogen fra mig. Men: Den er også fyldt med historier. Om hans liv, ophav, land, bøger. Om at leve med litteraturen helt inde under huden. Og om at finde mod, selvom man ikke er den heltmodige type ved at nægte at tale magtens sprog, som her ved sin ganske uventede arrestation:

“Ved alle de truende hændelser og farlige realiteter, vi møder i livet, forventes der bestemte kommentarer og handlinger fra vores side. Hvis vi ikke retter ind efter disse skabeloner kommer disse realiteter ud af balance og bliver slået i stumper og stykker. Du kan ligesom Borges svare den røver, der truende spørger dig: “Pengene eller livet?”, “Livet!” Den magt, du opnår derved, er ubegrænset.” 

Jeg er ikke den “du”, der kan det. Jeg tør knap nok købe den dunk, der kan indeholde vand til tre dage, fordi bare købet bringer mig for tæt på katastrofen. Men det troede Altan heller ikke han var, før han stod i situationen og takkede nej til en af politimandens cigaretter med tilføjelsen “Jeg ryger kun når jeg er nervøs.”