søndag den 9. september 2012

Fem fra Thorning Jæger


Lasse Thorning Jæger, debuterede i 2011 med digtsamlingen Sådan og sådan. Lasse Thorning Jæger arbejder for det meste i den talte litteratur med strejf af elektroniske moduleringer.




Martin A. Hansen: Løgneren

Fordi man kan læse den år efter år, med start 13. marts (det er tåget) og den har en fantastisk stemme, stemning og poesi. 



Jóanes Nielsen: Kirkerne på havets bund

På færøsk er digtet hunkøn. I Danmark er stort set alle digtere uddannet (skrev jeg kønsløse?) i hoved og røv , men Jóanes Nielsen skriver til oppeover og nedenunder, kvinden og fædrelandet, som en arbejdsmand der har fisket ord i nordatlanten og sendt digtene gennem filétfabrikken med noter om et dybt hjemsavn. Han tegner sine indre russiske skove i den færøske bevidsthed. Han er vild og han ved hvordan man skal elske sin kvinde: 'For mig er Færøerne dit hjerte og din varme røv' (fra digtet, Vagttørn på broen) eller, 'p.s. elsker dig uden andet end hårbånd på' (fra digtet af samme navn). Og han er helt sig sin egen, kæk og varm: 'Kongeriget Jóanes Nielsen / er et åbent land. / En bred vej går gennem / mit hjerte' (fra digtet, Banke rust af falmede håb).Jóanes Nielsens billeder, frækhed, følelser og em og ømhed af levet liv er dybt inspirerende, underholdende, rørende og utrolig smuk læsning.



Morten Nielsen: Efterladte digte

Til min farmors fødselsdag, hvor familien hvert år blev samlet; jeg var ung teenager og blev vækket af et digt. Min fætter Martin, som dengang var digterspire, nogleogtyve år gammel, tog ordet ved bordet og reciterede digtet, Jeg ser nu i nat. Jeg slugte et frø, der digtede sig stort i maven. Jeg drømte i bilen, hele vejen hjem. Om at være start-tyverne, i krig, skrive stærkt, dø ung. Efterladte Digte, blev en aftale mellem mig og mig. En aftale om at nå noget, at se noget. I livet, digtningen, læsningen og kærligheden. 'Du er saa smuk, som dine Øjne er -' (fra digtet, Vi kunde ikke blive fra hinanden).


Peter A.G. Nielsen: Fra balkonen drysser/alle Peter A.G.s sange/1966-2008

Man kan tage teksterne ud af musikken, men man kan ikke tage poesien ud af teksterne. Peter A.G. er for mig en helt og en jonglør. En rytmisk jonglørhelt med næse for vind og vejr. Nogle gange er kunsten at jonglere med én bold og få det til at svinge. Nogle gange bag om ryggen, ti bolde på samme tid, men forskellige steder. Nogle gange kaster han halvtreds forvandlingskugler op og ser om én af dem vil blive hængende, vægtløs mellem ordene. Og så synes jeg at Peter A.G. kan noget som meget få danske sangskriver er i stand til; han kan skrive om melankolien, uden at den skal gøre så uh-uh-uendeligt ondt. Han forstår at glæde er ligeså skrøbelig og fin som smerte.
'Så er det nu, / de tuder i havnen / og vi står i en vandpyt / og kysser farvel. / Din mund er / et hindbær / og din krop er et anker / på sømanden selv.' (
Kysser farvel, fra pladen, Plads til begejstring) Bogen er ligetil, fed at dukke op i, dykke ned i og se tilfældige sider af samme Peter, blive hængende, suge, synge og swinge med. Der er de store hits og små perler. Det bedste der er sket siden skiveskåret rugbrød.
'Og hunde, der gør og køer, der muher og duer, der kvidrer osv.'
(Slingrer ned ad Vestergade, X) 'Himlen den er lyseblå / det tror jeg, jeg vil foreslå, / at vi går ud og kikker på. / Det går vi ud og kikker på.' (Mr.. Lumumba, Øjne på stilke)



Carsten René Nielsen: Cirkler

Jeg købte den, før jeg egentlig vidste hvad jeg skulle bruge den til. Mange år senere mødte jeg den kvinde jeg nu er gift med. I vores første sommers forelskelse brugte vi mange timer, lange nætter, med vin i køkkenet. Et par af de magiske timer brugte vi på at skiftes til at læse højt fra
Cirkler. Og det var som om de her prosadigte strakte sig og blev større, i munden på os. Og vores kærlighed, større, i munden på hinanden. Jeg ved ikke om det er anbefaling eller en kærlighedserklæring, men bogen har sat spor i mig (og hende). Det er en smuk samling prosadigte.
'Først hvis man uforvarende kommer til at trække i lidt løs hud på halsen, så man snart står og har trevlet sig selv op fra ende til anden, vil man kunne se sig selv over skulderen og blive overbevist om, at man virkelig er dér, hvor man nu engang er.' (Fra digtet,
Nu)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar