Ann Jäderlund: Som en gång varit äng
Jäderlunds anden digtsamling fra 1988,
en af de bøger, jeg har kunnet lide at stjæle sætninger fra. Et
blomsterdrama om stærke strukturer, metaller, muskler og onde huse,
om valmuer og sæd, om den fugtige eng der leger at engen er fugtig,
om kærlighed, adskillelse og sammensmeltning. ”De
små bröstbladen/Rör sig i hans vätska//Vitt är inte min
vätska/Pistillerna drar sig samman//Aldrig mer ska det blomma/Det
har aldrig blommat//Perforera honom”
Jenny Tunedal: Kapitel ett
Tunedals
poesi er stærk og intelligent. Jeg anbefaler selvfølgelig hendes
nyeste bog,
Mitt krig, sviter,
som jeg har oversat til dansk (den udkom på Basilisk i maj 2012 med
titlen Min krig,
suiter),
men den er der allerede peget på, så jeg anbefaler Kapitel
ett fra
2008, en tæt og lysende digtsamling om
ensomhed, familier og sprog. Ӏlskade.
Orden för alltid är som ett ord utan dörrar. Rummet borde inte
vara slutet. Tänk på döden istället för att dö.”
En (i Norden? i forfatterkredse? i min
generation?) med rette kanoniseret bog om politisk sorg:
forbundethed, afmagt og medskyld. Syntaksen forbinder konsekvent
besyngelsen af de elskendes kroppe med sørgesangen om det, der sker
i
den verden, de elskende lever i. ”In
bed, when I stroke down on yours cheeks, I stroke also the carrier
battle group ships, the guided missile cruisers, and the guided
missile destroyers.//When I reach for yours waists, I reach for
bombers, cargo, helicopters, and special operations.”
Noget så særligt som en tyk,
spændende digtsamling. Jeg læste den hurtigt, opslugt af
kærlighedshistorien som foldes ud, mens optegnelserne springer frem
og tilbage i tid og mellem steder: Odessa, 2005. Skt. Petersburg,
2004. Stockholm, 2002. Sproget er åbent, ligefremt, fuldt af smerte.
”borrade in naglarna i hans kropp. nakna axlar.
trängde ut honom till och med. jag vet inte. jag var väldigt
berusad. förstår inte ens hur jag hamnade i sängen. minns att jag
satt i soffan och hade frågat om meningen det personliga är det
politiska haft någon betydelse för dem. någon gång. under
sjuttiotalet. perestrojkan. nu. i deras kretsar nu i petersburg. vi
gör ett experiment sa hon.”
Om at prøve at tage afsked med verden,
lære sig selv at dø. Nogle gange er jeget en krop der brænder af
begær efter en anden krop, foråret, verden, andre gange finder
digtene en mærkelig lethed i opbrud og ophør. ”Jeg er ikke mere
mig end skyerne er en sky,/så hurtigt er jeg forbi dine øjne/Og
hvis du husker mig er det luften du ser igennem – ingenting betyder
hvad du tror.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar