tirsdag den 30. oktober 2012

fem fra Sten-Knudsen

Julie Sten-Knudsen debuterede i 2011 med digtsamlingen Hjem er en retning. Hendes digtsamling blev præmieret af Statens Kunstfond.Sten-Knudsen har allerede sat sig igenem som en stærk formidler af svensk litteratur. Hun har henholdsvis oversat Göran Sonnevi: Klangenes bog og Jenny Tunedal: Min krig, suiter. Der er et særligt nærvær på spil hos Sten-Knudsen.

Ann Jäderlund: Som en gång varit äng
Jäderlunds anden digtsamling fra 1988, en af de bøger, jeg har kunnet lide at stjæle sætninger fra. Et blomsterdrama om stærke strukturer, metaller, muskler og onde huse, om valmuer og sæd, om den fugtige eng der leger at engen er fugtig, om kærlighed, adskillelse og sammensmeltning. ”De små bröstbladen/Rör sig i hans vätska//Vitt är inte min vätska/Pistillerna drar sig samman//Aldrig mer ska det blomma/Det har aldrig blommat//Perforera honom”

Jenny Tunedal: Kapitel ett
Tunedals poesi er stærk og intelligent. Jeg anbefaler selvfølgelig hendes nyeste bog, Mitt krig, sviter, som jeg har oversat til dansk (den udkom på Basilisk i maj 2012 med titlen Min krig, suiter), men den er der allerede peget på, så jeg anbefaler Kapitel ett fra 2008, en tæt og lysende digtsamling om ensomhed, familier og sprog. ”Älskade. Orden för alltid är som ett ord utan dörrar. Rummet borde inte vara slutet. Tänk på döden istället för att dö.”


Juliana Spahr: This Connection of Everyone with Lungs
En (i Norden? i forfatterkredse? i min generation?) med rette kanoniseret bog om politisk sorg: forbundethed, afmagt og medskyld. Syntaksen forbinder konsekvent besyngelsen af de elskendes kroppe med sørgesangen om det, der sker i den verden, de elskende lever i. ”In bed, when I stroke down on yours cheeks, I stroke also the carrier battle group ships, the guided missile cruisers, and the guided missile destroyers.//When I reach for yours waists, I reach for bombers, cargo, helicopters, and special operations.”


Marie Silkeberg: Material
Noget så særligt som en tyk, spændende digtsamling. Jeg læste den hurtigt, opslugt af kærlighedshistorien som foldes ud, mens optegnelserne springer frem og tilbage i tid og mellem steder: Odessa, 2005. Skt. Petersburg, 2004. Stockholm, 2002. Sproget er åbent, ligefremt, fuldt af smerte. ”borrade in naglarna i hans kropp. nakna axlar. trängde ut honom till och med. jag vet inte. jag var väldigt berusad. förstår inte ens hur jag hamnade i sängen. minns att jag satt i soffan och hade frågat om meningen det personliga är det politiska haft någon betydelse för dem. någon gång. under sjuttiotalet. perestrojkan. nu. i deras kretsar nu i petersburg. vi gör ett experiment sa hon.”


Poul Borum: Fuglen der lander
Om at prøve at tage afsked med verden, lære sig selv at dø. Nogle gange er jeget en krop der brænder af begær efter en anden krop, foråret, verden, andre gange finder digtene en mærkelig lethed i opbrud og ophør. ”Jeg er ikke mere mig end skyerne er en sky,/så hurtigt er jeg forbi dine øjne/Og hvis du husker mig er det luften du ser igennem – ingenting betyder hvad du tror.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar