Nabokov: Pnin
En
kritiker har engang beskyldt Nabokov for ikke at have skyggen af et
generaliserende intellekt. Til det svarede Nabokov, at grunden til at kritikeren
ikke havde fundet hans ideer generelle, måske var, at hans ideer endnu ikke var
blevet det. Nabokov har opfundet (mindst) to romankarakterer, som ikke var
typer før, han beskrev dem. Istedet for hans mest kendte og mest oplagte Lolita, foreslår jeg Pnin, om den kære og kiksede
russiskprofessor, der får ansættelse på et amerikansk universitet, og ikke kan
finde ud af en skid. En uforglemmelig scene banker som et lille blåt hjerte
inde i bogen: Pnin vasker op efter (synes han selv) en vellykket fest, og i det
glatte skum er ved at tabe den dyrebare glasskål, som han har fået som gave, og
som akkurat ikke smadrer.
“The
elderly passanger sitting on the north-window side of that inexorably moving
railway coach, next to an empty seat and facing two empty ones, was none other
than Professor Timofrey Pnin. Ideally bald, sun-tanned, and clean-shaven, he
began rather empressively with that great brown done of his, tortoise-shell
glasses (masking an infantile absence of eyebrows), apish upper lip, thick
neck, and strong-man torso in a tight-ish tweed coat, but ended, somewhat
disappointingly, in a pair of spindly legs (now flanned and crossed) and
frail-looking, almost feminine feet.”
Sophie
Calle: M’as tu vue
Bogen
er en oversigt over Sophie Calles værk, et katalog. Det er også en meget smuk
udgivelse med et fumpet, tykt omslag og forskelligfarvet papir, glat og mat.
Hun serverer sig selv for os på en sølvbakke: Hun ifører sig Freuds overfrakke.
Hun får Damien Hirst til at analysere hendes psykologiske profil. Hendes far
synes, hun har dårlig ånde. 29 mennesker sover i hendes seng over en uge. Hun
gemmer alle sine fødselsdagsgaver, år efter år, og udstiller dem i
specialbyggede skabe. Hendes mor hyrer en privatdetektiv, der kan følge hende,
så hun kan få bevist, at hun eksisterer. Osv. Alt hvad der sker med Sophie
Calle bliver udstillet, og måden hun udstiller på, gør det til kunst. Det er
også en form for litteratur: En handling, som andre mennesker bliver draget ind
i. Hendes sætninger er nøgterne og usentimentale, og samtidig et slør. De er
fulde af ‘baggrund’. Trods al hendes udstillen, sidder man stadig med
spørgsmålet: Hvad tænker hun egentlig?
“In
April 1981, at my request, my mother went to a detective agency. She hired them
to follow me, to report my daily activities, and to provide photographic
evidence of my existence.”
Joan Dideon: We Tell Ourselves
Stories in Order To Live. Collected nonfiction.
Essays
må der til, og jeg kan ikke komme i tanker om nogen bedre end Joan Dideon. Alt
hvad hun skriver er sindsoprivende interessant, og dét, man ikke tror er
sindssoprivende interessant (Fx hendes pakkeliste), bliver det på grund af den
måde, hun skriver på.
Sætningen
begynder et sted, og man har ingen anelse om, hvor den ender. Og næste sætning
begynder et helt nyt sted, og den ved man heller ikke, hvor ender.
“Driving
a budget Rent-A-Car between Sacremento and San Fransisco one rainy morning in
November of 1968 I kept the radio on very loud. On this occasion I kept the
radio on very loud not to find out what time it was but in an effort to erase
six words from my mind, six words which had no significance for me but which
seemed that year to signal the onset of anxiety or fright. The words, a line
from Ezra Pound’s “In a Station of the Metro” were these: Petals on a wet black bough. The radio played “Wichita Linemann”
and “I heard It Through the Grapewine. Petals
on a wet black bough.”
Chris Ware: Jimmy Corrigan – the
Brightest Kid on Earth
Jeg har vældig stor lyst til at udnævne Carls Barks Anders And-historier til en læseretning.
Og i den retning, mere end et stenkast tættere på nutiden, ligger også Chris
Ware, som vel er den største nulevende tegneserietegner. Jeg ved godt, at man
nu skal kalde det graphic novelist,
men jeg har aldrig syntes, at der var noget skamfuldt eller underlødigt ved
tegneserien, som gør, at den må spiffes op med et smartere ord. Jimmy Corrigan er stor fortællekunst, en
knugende trist skildring af et far-søn-forhold gennem tre generationer.
Tegningerne sætter en introvert stemning og sænker tempoet, ofte med
gentagelser af det samme billede, men med små bitte variationer, så man bliver
tvunget ned i gear – i karakterernes usikkerhed, i deres selvhad og pinagtige
venten, i alt muligt uudtalt tyngende, som forplanter sig hos én. Og Chris Ware
er en kæmpe nørd, bogen er pakket ind i en plakat, som samtidig er et diagram
over historien, og i det hele taget fuld af oplysninger, som kræver et
forstørrelsesglas.
Thomas
Mann: Josef og hans brødre
Måske
litteraturhistoriens mest oversete storværk. Jeg tænker, at det er værkets størrelse, der har
forhindret et bredere og bedre kendskab til bogen. Og sikkert også stoffet, som
med det samme lyder kedeligt: En genfortælling af historien fra Det Gamle
Testamente. Hvad skal vi med det? Og så endda foldet ud over 2000 sider i fire
bind? Kunne han ikke have gjort det lidt mere minimalistisk? Tværtimod. Dette
er brøndlitteratur, og Mann bruger sine lange sætninger til at grave med. Fortælleren
mener med en ustyrligt morsom, lærd ironi, at den oprindelige historie ‘forlægget’
på sine ca. 50 sider – altså biblen – var ‘for karrig’. Romanens ærinde er at
finde det sted, hvor den vestlige civilisation (læs: Europa) bliver til. Og det gør den lige dér, i overgangen mellem
Jakob, der tilhører den gamle verden, og Josef, der tilhører den nye.
Forskellen på Jakob og Josef er nemlig, at Josef forstår at tegne en ring rundt
om sig selv og bruge dette ord ‘jeg’. Han sætter sig centrum for sin egen
verden, og forstår herfra at lave sin egen fortælling. Det er fødslen af et nyt
slags menneske – og etableringen af dette for os moderne mennesker så givne:
nemlig et ‘jeg’, der er i stand til at udkaste sin egen skæbne. Selvom det tog
Mann 17 år at skrive, Josef og hans
brødre, er den meget markante tone holdt hele vejen igennem. Det er en
form, der på overfladen virker gammeldags, og vil få folk, som kalder
litteratur for ‘tekster’ til at slå sig i tøjret. Men det er en alvidende
fortæller, der samtidig er personlig og klar over, at læseren godt ved, at han
fortæller en historie, og hvad der kan komme ud af den kombination med de
ironier og fordoblinger, der kommer ud af det, er efter min mening hverken
udtømt eller udforsket tilstrækkeligt. Hvad med den upålidelige alvidende
fortæller? Den tvivlende alvidende fortæller? Osv. Jeg tror fx Bolaño må have
skelet kraftigt til Josef-tetralogien.
Thomas Mann
mente selv helt ubeskedent, at Josef og
hans brødre, var kulminationen på romanformen, og at punktummet hermed var
sat. Nu hører jeg til dem, der synes, at forestillingen om ‘romanens død’ er
både romantisk og overgearet, men jeg forstår godt, hvorfor han siger det.
Romanens område er at undersøge: ‘Hvad er et individ’, og dette historien om
individets fødsel. På en måde romanen par
excellance.
(Her
blinker fortælleren fx til den læser, der godt kender ‘forlægget’, hvor
Potifars hustru Mut-im-inets opfordrer til Josef om at ‘ligge hos hende’, og
som måtte finde det utilfredsstillende, at han afslår tilbuddet af moralske
grunde:)
“Hvad kunne hendes nød
og lidenskab stille op med den moralsætning, som han én gang for alle, for det
tilfælde at disse tildragelser muligvis skulle blive til en historie, havde
givet til svar til brug i folkemunde: at hans herre nemlig havde betroet ham
alt og ikke forholdt ham noget i huset, undtagen hende, fordi hun var hans
hustro, og at han altså ikke ville gøre noget så ondt og synde med hende? Det
var jo tyndslidt snak, ikke holdbar overfor hendes nød og lidenskab, og selv om
de befandt sig i en historie, så var Mut-em-inet overbevist om, at alverden til
enhver tid ville finde det i sin orden, hvis sådan et par, som hun og Josef,
uagtet livvagtchefen og æresægtemanden lagde hoveder og fødder sammen, og at
enhver ville finde større behag i dette end i moralsætningen.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar