onsdag den 4. juli 2012

Fem fra Klougart



Josefine Klougart debuterede i 2010 med romanen Stigninger og fald, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I januar 2012 kom hendes tredje roman,  Én af os sover.


 
Marguerite Duras: Hiroshima mon amour
Det oplagte ville være at pege på Elskeren, en bog jeg sætter meget højt, men mange kender den nok allerede, så derfor vil jeg gerne bruge anledningen til at fremhæve en arena-udgivelse, Hiroshima mon amour. Det er en skøn bog, en slags tredimensionel tekst, idet man på én og samme gang læser Duras' originale manuskript til det, der senere skal blive Resnais' filmatisering - for det andet får præsenteret en tekst, der er Resnais' version af Duras' manuskript, med hans udeladelser markeret med firkantede parenteser - og endelig, for det tredje, har man et noteapparat. Noterne er Duras hård-i-filten-opsang til føromtalte instruktør, en kritik af og en kommentar til Resnais' forbrydelser mod teksten. Resultatet er en tredimensionel bog – der ud over gode sætninger til husarerne, en smuk fortælling om tab og erindring, bliver et portræt af en enestående forfatter, et indblik i Duras’ skarpe æstetiske iagttagelser og standpunkter og i den kunstneriske proces omkring skabelsen af en væsentlig film.




Herta Müller: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig
Müller er et bevis på, hvordan selv de mest grusomme erfaringer og fortællinger kan finde deres form i et poetisk sprog og i poetiske OG horrible sætninger, såvel som værker – og give sig til udslag i simpelthen stor skønhed. Virkeligheden bag fiktionen har bidt sig fast i sproget hos Müller; billeddannelsen i hendes bøger bliver nærmest et synligt sår. Alle hendes værker er efter mine standarter lysende indsigtsfulde. Jeg vil også gerne fremhæve de tidlige prosabøger, som måske er dem, der har betydet mest for mig. Barfodet februar til eksempel.



 


Amalie Smith: I CIVIL
Amalie Smiths forener i sin seneste en intellektuelt nuanceret refleksion med noget slet og ret rørende – og dét på en helt ubesværet og elegant måde. Hun er en af de vigtigste stemmer i ny dansk litteratur og jeg synes, at hun ikke mindst med denne bog demonstrerer et vanvittigt spænd i sit register – jeg elsker det! Ikke mindst de helt enkle og klare beskrivelser af to mennesker i et rum og i en kærlighed, der går i opløsning. To mennesker der falder fra hinanden, kærlighedstabet.



 

Sappho (oversat af: Anne Carson): If not winter
Carsons oversættelse af Sappho-fragmenterne var et chok for mig at læse første gang. Jeg har lige været tre måneder i New York, her købte jeg bogen og læste den tre gange i træk. Jeg er meget optaget af fragmentformen, hvor voldsomt det er, dette løfte om mere ”udenom” og samtidig den selvberoende egenskab (altid) ved gode sætninger, selv halve gode sætninger! Det at de ligesom stråler af sig selv og i sig selv.


 


Tove Ditlevsen: Gift
Ditlevsen skriver med stor sproglig sensibilitet og en fortsat insisterende ødselhed med sig selv. Hendes forfatterskab kan læses som et korrektiv til hele vor tids forbandelse; denne misforståede fortsatte samtale om og interesse for det selvbiografiske i skønlitteraturen. Ditlevsen skriver en prosa, som er så stærk, at det bliver meningsløst at stille spørgsmål til hvor meget og hvor lidt levet liv, der ligger gemt i sætningerne. Hendes værker er sande på et niveau, der ikke bekymrer sig om fakta. Det interessante må falde for det poetiske.  Man kan vist være så ødsel med sig selv man vil, uden at det bliver privat og amoralsk – så længe værkerne hæver sig og bliver kunstværker, så vil det personlige blive gennemløbet af noget eksistentielt og alment; det er det, jeg tænker på, når jeg læser Ditlevsen.





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar