Fem fra Storr

Nanna Storr er digter. Hun debuterede med digtsamlingen Spektakel på forlaget Arena, 2017. Siden har hun udgivet tre digtsamlinger mere, senest digtsamlingen Bøgetid, som hun modtog Montanas Litteraturpis for i 2022.

Sofie Isager Ahl og Sille Skovgaard: Lysbønder – Samtaler om genopbygningen af jorden i Danmark, forlaget Virkelig, 2024

En bog om bl.a. regenerativt jordbrug, som jeg blev meget rørt over at læse – og meget inspireret af, bare titlen. Især overvejelserne omkring slagtning af dyr var overvældende, skelsættende, for mig under første læsning, og greb mig midt i en længere udforskning, jeg har været på som veganer de sidste par år. Bogen blev en katalysator i endnu engang at bevidstgøre mig selv om mit forhold til dyr, at nærme mig dyrekroppen igen som spiselig, i hvert fald ikke at afvise den totalt, snarere at omfavne den totalt: der er altid muligheden af at slå ihjel. Men hvordan slår man ihjel, hvad betyder det at slå ihjel. Hvad vil det sige at værdsætte et dyr, at kende det, og slå det ihjel. Det var meget grænseoverskridende for mig i den periode, og jeg kæmpede med at spise æg fra vores egne høns. Jeg vil insistere på, der sker en opdyrkning af sindet efter at have læst denne bog, og de mange refleksioner, den indeholder fra danske bønder. Der er både et praktisk lag og et sjæleligt, animistisk lag. Jeg føler dyb taknemmelighed. Desuden: jordbrug, jordlag og poesi, økologiske kredsløb og agens, hænger for mig endegyldigt sammen.

Angela Carter: Det blodige kammer, forlaget Alhambra, 2024

Jeg er kun lige begyndt på denne bog, og jeg er helt opslugt, så jeg bliver nødt til at anbefale den, uden at have læst den til ende. Det er en genskrivning af nogle eventyr, som udkom i 1979. Jeg er ret interesseret i, hvordan man kan skrive med og gennem nogle af den slags arketypiske fortællinger og bedrive en vildtvoksende, organisk tekst, som det ses her hos Carter. Der er noget nærmest psykedelisk over hendes evne til at frembringe rum og landskaber ud fra de her gamle, kantede, til tider endimensionelle eventyr. Detaljegraden er vild og meget fortryllende, ikke mindst psykologisk. Det er perfekt til at teleportere sig et andet sted hen, og det er jeg med tiden blevet meget opmærksom på som en kvalitet ved bøger, hvor jeg i mine 20ere som læser havde en mere voyeuristisk trang til at nærme mig liv gennem tekst. Jeg holder af de sammentrækninger i bøger, hvor noget slår om og stikker til det, vi opfatter som ”virkeligt”.

Malene Linell Ipsen og Jeppe Priess Gersbøll: Alhed Larsen – 150 år , Johannes Larsen Museet, 2022

Det her festskrift, eller hvad man skal kalde det, en enorm bog, som ikke lader sig transportere langt, blev min portal ind i det projekt, jeg skriver på nu. Jeg besøgte Alhed og Johannes Larsens hus i Kerteminde som noget af det første, da jeg i 2021 flyttede til Fyn, fordi jeg gennem noget tid har været optaget af Fynboernes værk og livsværk. Bogen rummer biografiske opsummeringer af A.L.'s liv, samt gengivne brevudvekslinger med især hendes mor. I perioden, jeg læste den, var jeg selv ved at oplære mig i, hvordan jeg kunne skrive og samtidig være sammen med mine to børn. Den der balancegang mellem at skabe og at leve, at drive omsorg overfor et hus og sine børn, var også kendetegnende for mange af fynboernes liv. Kredsen af kunstnere, der boede rundt omkring i de gamle huse, var sådan et betryggende mentalt billede at bære med mig, følelsen af, at nogen havde gjort det før. Der er desuden nogle grænser, som beretningen om Alhed Larsens liv, sætter i bevægelse; det lidt provinsielle kvindeliv mod hendes rejser til Italien og København for at male og arbejde, men også opfattelsen af de maskuline privilegier (muligheden af at bevæge sig væk fra hjemmet, gå på jagt og afbilde det), over for den feminine begrænsning af at være bundet til husholderiet og derfor være ”nødsaget” til at male blomster. I den kritik ligger der allerede en devaluering af hjemmet, af blomsterne, af det blik, som foregår indefra hjemmet.

 Jean Liedloff: The Continuum Concept, Da Capo Press, 1985

Handler om en antropolog, der i flere perioder lever med oprindelige folk og får indblik i deres umiddelbare forhold mellem liv og arbejde og mellem barn og voksen. Selvom denne position på mange måder kan være problematisk som en form for ekstraktion af viden eller erfaring, der tages fra disse samfund med hjem til Vesten, for at gøre os klogere på vores børn, var den skelsættende at læse for mig i 2019 som førstegangsgravid. Bogen tvang en del af min bevidsthed åben, som sidenhen har været lindrende i mit forældreskab, erkendelsen af, at det menneskelige continuum, det forventningssæt, vi alle fødes med, præget af vores dybe, evolutionære fortid, er ekstremt udfordret, nærmest dekonstrueret, i vores moderne forventninger til omsorg, vores kulturelle besættelse af robusthed, af selvregulering og adskillelse – hvad angår søvn, hvad angår vores opdeling af liv og arbejde. Bogen affødte min stadigt voksende interesse for jæger-/samlerkultur og modsætningen mellem ”det moderne liv” og vores evolutionære kodning.

 Ina May Gaskin: Spiritual Midwifery, Book Publishing Company, 2002

Denne bog er ikke skønlitteratur, får jeg lyst til at skrive. Men samtidig er den optaget af mange af de elementer, som for mig at se også virker i poesi, fx stemmen. Jeg er især fascineret af fødselsberetningerne i bogen, som under læsningen hurtigt slipper deres tag i beretningsdelen og flyder over og får personerne til at virke som en form for karakterer i en fortællekreds. Undervejs bryder fødselshjælpere og jordemødre ind gennem replikker, eller som moderatorer. Som oftest er det bare kvindernes fortælling, hvert navn manifesteres med sådan et stort, smukt ornamenteret forbogstav som var det døren til en slags portal. Jordemoderarbejdet bliver vilde bevisførelser for, hvordan fødsler kan være energiudladninger, der manifesterer sig i farver, en næsten telepatisk em omkring den fødende. Hele Gaskins syn på veen som en energi, der kræver ens totale opmærksomhed, er fantastisk ekspansiv. Den måde, hvorpå en fødsel kan være et forløb af sammentrækninger og udladninger i forskellige faser, minder mig om, hvordan det kan være at skrive – og læse – et digt. Fødsler og digte har måske det til fælles, at de koncentrerer sig om kosmiske kræfter, der kræver et korpus, af skrift eller kød, for at materialisere sig.