mandag den 2. juli 2012

Fem fra Brandt

Per Aage Brandt er en dansk digter, oversætter, forfatter, musiker og sprogforsker. Han debuterede som digter med Poesi, Arena Sub, 1969. Han har oversat bl.a. Molière og Marquis de Sade. Per Aage Brandt var med til at starte Forfatterskolen i København.




Adolfo Bioy Casares: La invención de Morel (1940),
på dansk Morels opfindelse, oversat af Hans Rasmussen og Peer Bundgård (1988). Dansk Danseteater brugte historien til en meget spændende ballet (1992) med musik af Anders Koppel.

Opfindelsen af det sanseperfekte holografi får tragiske konsekvenser; perspektivet
er et filosofisk og narrativt præcist, uhyggeligt portræt af kærlighedens vilkår





Dan Turèll: Sekvens af Manjana, Den Endeløse Sang Flimrende Igennem Hudens
Pupiller
, 250 ark, Arena 1973.

Det her er tidlig Turèll for fuld udblæsning, et fræsende forløb af maskin- og håndskrevne raserier over krop, sprog og samfund. Helt unikt, fænomenalt, og nu
næsten ukendt, sløret af gestalten onkel Danny.



August Strindberg: Et Drömspel (1901, 1902, 1906),
Et drømmespil, da. overs. Benny Andersen (1967, til Det Kgl. Teater).

I dette helt usædvanlige stykke teaterpoesi går symbolismen allerede over i
surrealisme; August bruger drømmelogik i en hidtil uset grad og frembringer et
stykke litteratur, der i kritisk styrke kan måles med Nietzsches. Blot en kende mere
nordisk-nedtrykt.

Strindbergs lille rappe pamflet Anvisning att på 60 minuter bli konstkännare (1877,
Folket i Bild Kulturfront 1999) kan i øvrigt stadig anbefales danske anmeldere.


 Lars Norén: Stupor – Nobody knows you when you’re down and out, 1968.

Et kæmpemæssigt rasende poetisk udbrud fra Noréns poetiske vulkan. Intet han
senere har skrevet besidder denne konvulsiviske skønhed (et surrealistisk udtryk,
men jeg tvivler på, at man dengang kendte til noget, der tilnærmelsesvis besad en
sådan skriftkraft, bortset fra Lautréamont). Norén skrev, inden han gik over til
teatret, en lang række ualmindeligt fine digtbøger, jeg synes sommetider, han endda
er bedre end Celan; den danske antologi Ordenes mørke, 1985, ved Karsten Sand
Iversen og Peter Nielsen (selv en fin digtmusiker) plukker fra Order, Murlod og
Hjärta i hjärta, men kender tilsyneladende ikke Stupor… Den kan sammenlignes
med Turélls Manjana, og er langt mere skizo og HELT ude i ude. Et must for
samtidens skrivere, der ofte snarere er inde.






Jorge Luis Borges: Obra poética 1923 – 1976 (1972 ff.).

Borges blev ved med at skrive poesi indtil sin død i 1986, men her er noget at tage
fat på, indtil alt bliver samlet. Det danske udvalg Digte 1923 – 1985 (Peter Poulsen
1989) giver et indtryk. Versenes rytmik er dog her ofret til de nordiske guder.
Eksempel:

La luna [fra La moneda de hierro, 1976]

Hay tanta soledad en ese oro.

La luna de la noches no es la luna

Que vio el primer Adán. Los largos siglos

De la vigilia humana la han colmado

De antiguo llanto. Mírala. Es tu espejo.


“Så megen ensomhed i dette guld.

Månen i nat er ikke samme måne,

Som Adam først så. Menneskenes vågen

I hundreder af år har mættet den

Med gammel sorg. Se blot. Den er dit spejl.”

Den danske oversættelse skriver noget andet og blæser på Borges’ metrik; det går hurtigere på den måde: “Der er så stor en ensomhed i dette guld/ Nætternes måne er ikke den måne/ Adam så. De lange sekler/ af menneskelig nattevågen har fyldt den/ Med gammel sorg. Se på den. Den er dit spejl.”

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar