Rikke Bakman: Glimt
En bog jeg lige har opdaget.
Dialogerne, ofte automatismer, er som taget ud af min egen erindring.
"Ikk" staves "ikk", der er ingen klichéfyldt nostalgi og poesi,
og jeg er helt forelsket i universet. En bog der viser, at den mest præcise
skildring af virkeligheden og skønheden også kan ske ved hjælp af
"resterne"/de situationer, man ikke burde huske, og det
klodsede/sjuskede. Den er naivistisk, men alt andet end nuttet.
Sophie Calle/Paul Auster: Double Game
Sophie Calle´s måde
at bruge sig selv på i sine projekter er en stor inspiration. Det er befriende,
at hun fremstår narcissistisk og usympatisk og ikke bruger sin kunst til at
skabe et positivt billede af kunstneren Sophie Calle.
Pablo Llambías: Monte Lema
Pablo Llambías´ måde at bruge
sig selv på i sine projekter er en stor inspiration. Det er befriende, at han
fremstår narcissistisk og usympatisk og ikke bruger sin kunst til at skabe et
positivt billede af kunstneren Pablo Llambías. Jeg hører hans oplæsninger på
min Ipod igen og igen.
Vincent Gallo: Buffalo 66
Min yndlingsfilm og for mig den
smukkeste og mest genkendelige kærlighedshistorie. Skildringen af et menneske
med stor angst for nærhed og utrygheden, ved forsøget på at tro på kærligheden,
er meget original. Igen har min begejstring for filmen nok delvist at gøre med
den usympatiske hovedperson; et dumt svin, men også den mest elskelige
karakter, man nogensinde har set på film.
Jim Jarmusch: Permanent Vacation
Jim Jarmusch er
fantastisk til at præsentere en lang række ikke-hændelser på en måde, der
minder én om livet. Der er aldrig rigtig noget at se, der sker ikke rigtig
noget, og der er ikke rigtig nogen, der siger noget. Alligevel udvikler hans
personer sig. Alle hans ældre film er enormt smukke, næsten krukkede, og hviler
i sig selv med en arrogant langsomhed. Her er ingen leflen for publikum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar