Jeg har opgivet pligtlæsning. Hvis noget ikke interesserer mig
efter 20 sider er chancerne for, at det gør det efter 200, ret små. Det
viser al erfaring. Desværre, eller måske heldigvis, for så har jeg så
meget mere tid til at læse det, jeg elsker. Det jeg Ælsker, skulle jeg
måske skrive, for de bøger, jeg virkelig holder af, overgiver jeg mig
til så fuldstændigt, at jeg skammer mig over det. Jeg bliver betænkelig
over mine manglende parader og fraværet af kritisk sans: Kan det ikke
tænkes, at jeg midt i min overgivelse har overset noget? Hvad er det for
nogle billige tricks, der har forført mig? Så anstrenger jeg mig og
leder efter de fingre i teksten, der har formået at trykke på mine
kontakter, men det eneste jeg finder ud af er, at der er fingre og at de
trykker. Hvordan og hvorfor er jeg ligeglad med, eller rettere, jeg kan
ikke rigtig tage mig af det, det virker, det må være nok. Det er ikke
en særlig intelligent måde at læse på, hjertet er så dumt, det vil bare
have og have, det begærer og er blindt i sit begær, i modsætning til
intelligensen, som nok kan imponeres, men altid er klar til at holde
dommedag over det, der bliver sagt, og hvordan det siges: "Er det ikke
også en fejl, at teksten er så smuk, angler den ikke ligefrem efter
tårer, er det ikke sentimentalt det her" osv. osv. Når vanviddet først
har ramt mig, er en bog ikke nok: Jeg må læse hele forfatterskabet, det
er som slik eller narko, jeg propper mig, men bliver aldrig mæt. Når jeg
er færdig melder abstinenserne sig, og jeg må vente på, at en ny bog
udkommer, eller hvis forfatteren skulle være død, forsøge at finde et
andet stof, der kan dulme mine smerter. Efter nogle år er vanviddet gået
over, og jeg tænker, hvorfor var jeg så optaget af det? var det
overhovedet godt? osv. indtil jeg åbner bøgerne igen og falder i. Når
jeg læser det tilbagevendende spørgsmål om, hvilke bøger man ville tage
med til en øde ø, er det denne lille bunke af bøger, jeg ikke har nogen
modstand overfor, jeg tænker på. Måske er det det læsning går ud på - at
gennempløje uendelige bjerge af bøger, for at finde frem til de ganske
få, der virkelig betyder noget.
Herunder er de 5
bøger jeg har valgt, som mere er anbefalinger af forfatterskaber end af
værker, et sted at starte. Det kunne også have været andre
forfatterskaber, men nu blev det disse. Her følger de i vilkårlig
rækkefølge:
Vladimir Majakovskij: JAG!, Wahlström & Widstrand 1985
Majakovskij
er skandaløst nok så godt som ikke oversat til dansk. Der findes et
udvalg af hans digte på svensk med den eneste rigtige titel til sådan et
udvalg: "JAG!" (JEG!). Majakovskij var en af frontfigurerne i den
russiske avantgarde, der siden blev omfavnet og stranguleret af
kommunistpartiet, men han kunne slet ikke indordne sig eller rummes i
det politiske (eller noget andet system for den sags skyld), selvom han
prøvede og prøvede. Majakovskij lever på alle måde op til
klichéforestillingen om en avantgardedigter, bl.a. havde han en frakke,
som han påstod var syet af tre meter solskin og med knapper af radiser,
som han optrådte i på en turné rundt i det russiske bøhland, hvor folk
kastede æg, salat og rådne fisk efter ham og råbte sådan noget som:
"Dine digte er for tilfældige. De bliver snart glemt", hvortil han
svarede "Kom og hils på mig om tusind år, så får vi se!" Majakovskij er
udråbstegnets digter, han endte med at skyde sig hjertet, hvilket er
blevet udlagt som et selvmord. Bengt Jangfeldt, som er
Majakovskijekspert og har skrevet en stor biografi om ham, spekulerer i
at der var tale om en art tilfældighed. Majakovskij var lidenskabelig
spiller, og havde en dårlig vane med at spille russisk roulette, hver
gang han befandt sig i en umulig situation. Der findes et forfærdeligt
billede af ham i biografien taget umiddelbart efter hans død. Han ser
overrasket ud, med et udtryk i ansigtet som var hans sidste tanke: er
jeg død nu? hvor besynderligt! Historierne om ham er underholdende og
langt ude og forfærdelige og hjerteskærende, men det er ikke derfor man
skal læse ham. Man skal læse ham, fordi han er så helt enestående
fantastisk god. Det er vildt og rasende, men der er også helt fine
bristefærdige digte som fx:
Klokken er allerede to.
Jeg går ud fra du ligger i sengen.
Mælkevejen
en sølvflod
i natten.
Jeg har intet hastværk,
ingen grund til at
vække dig
belemre dig
med telegrammer.
Som de siger,
hændelsen er afsluttet.
kærlighedsbåden kæntrede ganske enkelt
på omstændigheder.
Du og jeg:
giver op,
ingen grund til at opliste
fælles sorger,
fortvivlelser,
Se hvor stille verden er.
Natten
har pålagt himlen en afgift
I sådanne stunder
står man op og taler til
tiderne,
historien,
hele kosmos.
læs også Bengt Jangfeldts biografi: Med livet som insats, Wahlström & Widstrand 2007
Pia Juul: Helt i skoven, Tiderne skifter 2005
Jeg
har flere gange set Pia Juul udtale, at hun ikke føler sig som en
rigtig forfatter, men når jeg læser hende, tænker jeg at det må være
alle os andre, der er forkerte. At det, hun skriver, er fundamentalt
anderledes, er jeg til gengæld enig i. Der er noget snublende, knirkende
og knagende over tonen, måske en meget yndefuld dans i fuldskab, en
hånd der leder efter en kontakt i et mørkt rum og gnisten, når den
tændes, men nu sidder jeg bare og finder på billeder, fordi jeg ikke kan
beskrive, hvorfor det er så godt, og den måde det er godt på. Humør er
en meget stor del af det, tror jeg, og at humøret i teksten hele tiden
skifter som septembervejr og svinger mellem sorg og glæde, eller sorrig
og glæde (for den danske sang, som Bertel Haarder og de sorte præster
har voldtaget, får Pia Juul mig til at mindes og holde af igen). Af og
til bliver stemmen træt af sig selv, og nogle gange bliver den bare træt
og giver op, åh, og falder i svime eller bryder ud i hulkende gråd
eller en latter så perlende eller så spids som en issyl. Helt enkelt er
det en stemme, der er interessant, og som jeg ikke kan blive træt af at
lytte til.
Helt i Skoven er måske ikke den mest
oplagte bog at vælge, for der er så mange gode, men den har en særlig
plads for mig, fordi det var her (og det var alt, alt for sent), jeg
første gang opdagede, hvor god en digter Pia Juul er. Og så er den også
noget så sjældent som en sjov (men selvfølgelig ikke kun sjov)
digtsamling. eksempel:
Engang på
Hotel du Nord i Hobro, i den skandinaviske suite, holdt jeg om dagen
digtersalon, og om natten ankom en dværg med en drøm. Han var kun dværg,
fordi jeg var kæmpe, hans kærlige ord var dog helt monstrøse. Jeg
erklærer dig min uhyre kærlighed, fremstammede han, og jeg lod mig glide
ned ad væggen, indtil hans voldsomme mund var ud for min. Jeg så ind i
hans kuløjne og sugede til. Du är så vacker, jag går sönder, græd han,
og tårene funklede i de øjne. Jeg lukkede mine egne i et svimmelt
øjeblik, men så kan det nok være, piben fik en anden lyd. Du er en
simpel togkonduktør, fnyste han. Hvad mere er, du kan ikke tiderne. Hvad
bestiller du her i kupeen, ud med dig, ud. Jeg havde holdt digtersalon
hele dagen, så det kom som et chok, at vi stod i et tog. Når du har læst
køreplanen, kan vi måske tales ved. Dermed drejede han om på hælen og gik.
læs også Elisabeth Friis' virkelig fine monografi: Pia Juul, Arena 2012
Wallace Stevens: Selected Poems, fx, men der findes en masse forskellige udvalg med de bedste digte.
Stevens
er en mærkelig karakter. Han udgav ikke meget i sin ungdom og blev
først rigtig god, da han nærmede sig de 50. I mellemtiden var han blevet
advokat og direktør for et forsikringsselskab. Stevens skiller sig også
ud på en anden måde, nemlig ved mere end nogen af de andre, jeg
anbefaler her, at være en digter, jeg bliver imponeret over snarere end
forført af. Der er noget lærd og til tider docerende over stilen, som
jeg godt kan være skeptisk over, men der er også eksplosive
billedforskydninger som i klassikeren 13 ways of looking at a blackbird :
Among twenty snowy mountains,
The only moving thing
Was the eye of the blackbird.
"Man
må have et vintersind/for at betragte frost og fyrretræers/grene
skorpede af is", skriver Stevens, og man må have et særligt sind, eller
humør i det mindste, for at falde ind i det svimlende det er at læse
Stevens.
Anne Carson: NOX
Jeg
har brugt uendelige mængder af tid på NOX, dels på at oversætte (sammen
med Martin Larsen og Pejk Malinovski) og dels på at sætte bogen op
(sammen med Martin) og alt muligt pis, der er i forbindelse med at få
produceret en folde-ud-bog-i-en-kasse i Kina. Trods det, synes jeg
stadig det er en helt utrolig bog, hjerteskærende på en meget, meget
stille måde:
Jeg ville fylde min elegi med alle slags lys. Men
døden gør os nærige. Der er ikke mere at ofre på det,
tænker vi, han er død. Kærlighed kan ikke ændre det. Ord
kan ikke tilføje noget. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger at
fremmane den stjernestrøede dreng han var, forbliver det
en ganske enkel, besynderlig historie. Så jeg begyndte at
tænke over historie.
læs
også: Vandveje, Glass, Irony and God og Carsons oversættelse af Sappho:
If not, Winter, hvor man kan læse dræbende fragmentstumper som
you burn me
der får de sidste 2500 års kærlighedsdigtning til at synes overflødig.
John Ashbery: Houseboat days
Ashbery har de bedste titler og de bedste enkeltlinjer som fx:
Saying It to Keep It from Happening (titel)
&
Somewhere someone is traveling furiously toward you, (1. linje i At the North Farm)
Han
betød meget for mig på et tidspunkt, men de sidste mange bøger har ikke
holdt niveau. Min udgave af Houseboat Days er en af de grimmeste bøger,
jeg har, men samtidig en af dem jeg holder mest af, særligt på grund af
et digt, Wet Casements, der lyder sådan her i min oversættelse:
Våde Karme
Da Eduard Raban var kommet gennem porten
Og trådte ud i portåbningen, så han at det regnede.
Det regnede ikke meget.
Kafka, Bryllupsforberedelser på landet
Konceptet er interessant: At se, som var de spejlet
I våde ruder, andres blikke gennem
Deres egne øjne. Et koncentrat af deres korrekte indtryk af
Deres selvanalytiske fremtoninger beklædt med dit
Spøgelsesagtige transparente ansigt. Dig i falbelader
Fra en fjern men ikke så fjern æra, kosmetikken,
De perfekt spidse sko, drivende (hvor længe har du
Ikke været drivende; hvor længe har jeg for den sags skyld)
Som en flaskeånd mod en overflade man aldrig kan nærme sig,
Aldrig kan gennembryde til den tidløse energi fra et nu,
Som ville have sine egne holdninger til disse ting,
Er et epistemologisk billede på processerne
Der første gang nævnte dit navn til etellerandet overfyldt cocktail
Party for længe siden, og nogen (ikke den der blev tiltalt)
Overhørte det og bar navnet med sig i sin tegnebog
I årevis mens tegnebogen smuldrede og pengesedler gled ud
Og ind af den. Jeg vil have disse oplysninger nu,
Kan ikke få dem, og det gør mig vred.
Jeg vil bruge min vrede til at bygge en bro som den
I Avignon, på hvilken folk kan danse blot for at få følelsen
Af at danse på en bro. Jeg vil til sidst se mit fuldendte ansigt
Spejlet ikke i vandet men i det slidte stengulv på min bro.
Jeg vil holde mig for mig selv.
Jeg vil ikke gentage andres bemærkninger om mig.
Da Eduard Raban var kommet gennem porten
Og trådte ud i portåbningen, så han at det regnede.
Det regnede ikke meget.
Kafka, Bryllupsforberedelser på landet
Konceptet er interessant: At se, som var de spejlet
I våde ruder, andres blikke gennem
Deres egne øjne. Et koncentrat af deres korrekte indtryk af
Deres selvanalytiske fremtoninger beklædt med dit
Spøgelsesagtige transparente ansigt. Dig i falbelader
Fra en fjern men ikke så fjern æra, kosmetikken,
De perfekt spidse sko, drivende (hvor længe har du
Ikke været drivende; hvor længe har jeg for den sags skyld)
Som en flaskeånd mod en overflade man aldrig kan nærme sig,
Aldrig kan gennembryde til den tidløse energi fra et nu,
Som ville have sine egne holdninger til disse ting,
Er et epistemologisk billede på processerne
Der første gang nævnte dit navn til etellerandet overfyldt cocktail
Party for længe siden, og nogen (ikke den der blev tiltalt)
Overhørte det og bar navnet med sig i sin tegnebog
I årevis mens tegnebogen smuldrede og pengesedler gled ud
Og ind af den. Jeg vil have disse oplysninger nu,
Kan ikke få dem, og det gør mig vred.
Jeg vil bruge min vrede til at bygge en bro som den
I Avignon, på hvilken folk kan danse blot for at få følelsen
Af at danse på en bro. Jeg vil til sidst se mit fuldendte ansigt
Spejlet ikke i vandet men i det slidte stengulv på min bro.
Jeg vil holde mig for mig selv.
Jeg vil ikke gentage andres bemærkninger om mig.
*
Jeg
har glemt Pentti Saarikoski, utroligt nok, så derfor: læs ham,
ligegyldigt hvad. Eller start med Tiden i Prag eller Brev til min
hustru, Det yderste Europa eller Tiarnia, ja start med Tiarnia som er en
samlet udgave af de 3 sidste digtsamlinger. De udkommer på Basilisk
lige om lidt i Helena Idströms fine oversættelse:
himlen var klar nu
jeg betragtede træernes nøgne grene som var de mine egne fingre
så stod jeg midt i en nåleskov
tænkte at der ikke fandtes noget grønnere grønt
end et grantræ når det har regnet i næsten fire uger og vejret pludselig klarer op/
I bussen sad der skolebørn og ældre kvinder
der sad jeg, mellem dem, på en måde i klemme
da jeg jo ikke hørte til nogen af dem
Ingen stat er i virkeligheden stor eller uafhængig
for den uafhængige falder, den selvstændige bliver kvalt og den store/
har brug for så mange ben at den snubler over dem
jeg så på skolebørnene mens jeg tænkte
og tænkte mens jeg så på de ældre kvinder
at tænke er mit arbejde
Også birkeskoven er smuk der hvor vejen drejer op ad bakken
også jeg er et skib der forliser
men ikke en verden
som et menneske blandt mennesker, jeg døser hen, håret hænger
Der er ingen forskel
på de unge og de ældre menneskers ansigter
de unge er allerede gamle, de gamle er stadig unge
Anderledes kan jeg ikke, netop nu
forklare min sorg
tid er ikke noget man kan gribe om
På vej hjem, himlen
da jeg så op på himlen
gik jeg med langsomme skridt for det jeg bar på var tungt
himlen var
som nypudset kobbertøj i rad og række på en hylde
jeg betragtede træernes nøgne grene som var de mine egne fingre
så stod jeg midt i en nåleskov
tænkte at der ikke fandtes noget grønnere grønt
end et grantræ når det har regnet i næsten fire uger og vejret pludselig klarer op/
I bussen sad der skolebørn og ældre kvinder
der sad jeg, mellem dem, på en måde i klemme
da jeg jo ikke hørte til nogen af dem
Ingen stat er i virkeligheden stor eller uafhængig
for den uafhængige falder, den selvstændige bliver kvalt og den store/
har brug for så mange ben at den snubler over dem
jeg så på skolebørnene mens jeg tænkte
og tænkte mens jeg så på de ældre kvinder
at tænke er mit arbejde
Også birkeskoven er smuk der hvor vejen drejer op ad bakken
også jeg er et skib der forliser
men ikke en verden
som et menneske blandt mennesker, jeg døser hen, håret hænger
Der er ingen forskel
på de unge og de ældre menneskers ansigter
de unge er allerede gamle, de gamle er stadig unge
Anderledes kan jeg ikke, netop nu
forklare min sorg
tid er ikke noget man kan gribe om
På vej hjem, himlen
da jeg så op på himlen
gik jeg med langsomme skridt for det jeg bar på var tungt
himlen var
som nypudset kobbertøj i rad og række på en hylde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar