![]() |
Knud Steffen Nielsen debuterede i 1980 med samlingen Indskrift, han arbejder som lyriker, billedkunstner og blogger (http://knudsteffen.blogspot.com). |
Jeg
er gået tilbage til barndommens land, hvor jeg prøver at finde frem til det,
der gjorde indtryk mest, og som måske endda stadig har betydning. Det første,
der dukker op, er klassikeren Aben
Osvald af Egon Mathiesen, som
betød noget varigt. Sproglige ombukninger i min
rekonstruktion (Aben snakker):
"Jeg skal ise en
anan. Åh nej, jeg skal spise en banan. Jeg
tror lige jeg må øbe mig en ur ... åh nej, jeg mener jeg tror
lige jeg må løbe mig en tur.” Det,
at sproget fordoblede sig i diverse spor, plus en hel masse andet, pirrede den 3-4
årige.
Sprogets
tilbud om parallelsamfund oppe i ens hoved, hvor alle små drenge ku lege videre
og fx give det strikkede sovedyr Fabdillen skylden for alt lige fra pissen i
sengen, til hvis drengen havde ødelagt farens merskum. Dyret var den skyldige.
Nogle år efter Aben Oswald blev
jeg fortalt, at lyset havde hastighed, (og dermed) at lyset var lige så
meget stof som skinnebussen mellem Hundested og Hillerød. Og han blev
lige så fortumlet, som bestod lyset af engle.
Nu kunne man jo så begynde at skrue sig ind på,
hvad stof er, res extensa, noget der havde længde og bredde, partikler og vægtfylde
(på en meget fin vægt). Men lyset var i hvert fald ikke noget, der ku spærres
inde i et glasakvarium eller bag glasvægge som en skoletaske eller en
kakaomælk, fastlåste derinde, lyset fra en lyspære kunne jo gå gennem gennemsigtigt
materiale og befinde sig udenfor osse. Og derved blev jo så pludselig stof til
noget endnu mere diffust.
Men det kom jo først ind i hovedet senere, at
definitioner kaldte på/ krævede nye definitioner i et stort bundløst kar,
hvor man kunne blive ved og ved for at inddæmme fænomener, som kunne navngives
i et væk.
Og det at kunne læse var jo
ligesom stof af bogstaver, der blev ført med næsten lysets fart fra papiret til
drengen. Det ku springe ud af papiret og gennembryde hans ikke-gennemsigtige
kød-væg.
Vidste nu, at lyde og tegn og
hvad ellers som myggenes summen ku hindre søvnen ved at gennemtrænge ham her og
nu.
Men mere underligt var det, at Store Stygge
Ulv, som han havde læst og set i Disneyhæftet i fuldt dagslys, sprang over i ham
og fortsatte i det forfærdeligste (mareridt), når han sov. Det havde fundet kanaler i en og ku ligge der
og lagre. Og slå til, når det sku være, ved nattetide. Det virkede osse som - om ikke rigtigt fysisk
stof, og så dog, jo som lyset, man ikke havde troet det om.
Fabdillen har gjort det, sagde
drengen. Og drengen vidste jo nok godt
her, at der var en uoverensstemmelse mellem, hvad sovedyret selv ville ha sagt,
og så hvad drengen sagde til faren; så hvis de, drengen og dyret, lige så
stille kommunikerede med hinanden, ville det ikke korrespondere. Der var flere
udgaver af det samme.
Og barnet, der læste Aben
Osvald, ku jo ad åre se, at talte man i øst, vidste man ikke nålefast, om det
ramte et øre i vest. Men barnet var ønsket som medspiller i teksten, følte han.
Og barnet ku snakke såvel til aben Osvald som til sovedyret og sige tåbelige
snotdyr, der ikke ku finde ud af noget som helst.
Læste drengen
om noget, der gjorde ondt, hvordan så vide om det var den samme smerte, vi alle
følte, hvis nu man fx mistede noget dyrebart for tidligt. Hvornår vidste man,
om kommunikation lykkedes, og sku der ikke osse empati til, tænkte han senere.
Undrede sig,
når faren flåede en rødspætte, over om den dog ikke følte smerte. Faren sagde
godt nok
nej til det. Og på det gentagne spørgsmål svarede han: Det er, fordi
det er koldblod. Ordet koldblod blev stikkende i hovedet som noget tæt på
usandt, eller som et ord, som man bare sagde, når man skulle finde en
undskyldning, man ikke havde.
*
Og ord og andet sansestof blev
en slags missiler mod hjernen.
Drengen var blevet tro læser og
væbner i læse-spillet.
----------------------------------------------------------------------
Og det forsuttede strikdyr var
afgået ved kakkelovnsdøden.
--------------------------------------------------------------------
Senere, meget senere stødte jeg
ind i Austin og Searle og deres talehandlinger, hvor man betragtede de samme
bevægelser fra ord, der blev sagt, og som jo havde en effekt som stof, der med lysets
eller lydens hast forårsagede en handling.
Der var en eller anden slags forbindelse som mellem spørgsmål og svar.
Men ku man vide om sætninger, der var mere og andet end enkle kommandoer som at
lukke vinduet (og vinduet blev lukket af læseren/høreren/modtageren) osse
gjaldt for mere komplicerede sætninger. For når det blev kompliceret i sproget, hvor
definitioner kaldte på nye definitioner, så indtraf dermed jo osse flere og
flere usikkerhedsmomenter, plus at sproget definerede sig selv, til man
eventuelt kom til en urgrund, spørgsmålet om en førstebevæger, der så måtte
forblive udefineret. Altså rigeligt med usikkerhedsmomenter.
*
På et
tidspunkt ledte jeg overalt for at finde Eliots
De fire Kvartetter. Men så reddede Fiolstræde mig en dag på en Kbh-tur.
Dether drejede sig om metrisk frihed. At rytme var andet end det dér fra sangbogen
og morgensamlingerne. Og dog var det i gymnasiet min gode engelsklærer, der
introducerede os for fx hele Burnt Norton. Og for fantastisk middelaldermusik,
madrigaler og digtbåren kormusik. Hold da op. Så ramte jeg ind i Sarvig og de
italienske imaginister Ungaretti, Montale. Og så var vi i tresserne, og
Nordbrandt debuterede, og det var noget. Og dér var jo osse lige Marianne
Larsens fantastiske bøger. Og man (og lad det blive et upersonligt man)
befolkede gymnasiebladet med tekster af egen tilvirkning. En periode med at
skamlæse enzensberger og Borums Poetisk
Modernisme, Malinovskijs Glemmebogen, der osse slog vinduet op ud mod
den ganske verden. Poul Borum, som siden var skyld i - ret snart ved personlig
indgriben -, at jeg så mere alvorligt skrev digte.
Og så er det
gået med lystlæsning og læsning siden.
Så læste jeg forleden den
fantastiske bog om litteratur og fænomenologi af Thomas Illum Hansen. Det sku
jo bare lige siges.
Og hvem har ikke fascineret mig
undervejs: Henrik Have, hans Forværelset, Viggo Madsen, Pia Juul, René
Jean J, og på den store globus: Mallarmé, Borges,
fx Fiktioner, Paz, Sachs, Waldrop, og det vil ikke give
mening at fortsætte listen, som ikke nødvendigvis er kánon, men er en løst kronologisk liste
over egne læsninger.
På natbordet ligger netop nu Ernst Jünger, mere humanist end
kriger, Anders Vægters alt for oversete Speer2, Sally Altschulers fine En engel
bag øret og så det løse. Og dejlige Ursula.
Skoler afløser skoler. Sandheder afløser sandheder. Men dagens læsning
bringer en ind i sit lille cirkustelt og siger lad os snakke om tingene. Ingen
af os er fejlfrie.
ksn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar