 |
| Jeppe Krogsgaard Christensen er forfatter til romaner og kortprosasamlinger. I 2024 udkom hans seneste bog, et år med læsning og skrivning, på det skønne forlag Melodika, og det er "en både sårbar og uforfærdet journal om livet som læsende og skrivende i det ny årtusindes litteraturlandskab". Jeppe har netop modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. |
Hvorfor nogle forfattere glemmes, går af mode eller atter løftes ind blandt de læsende og skrivende, er ofte svært at gennemskue. Men jeg ville ønske, at Ole Sarvig blev en titan igen og ikke mindst, at mange flere læste og talte om hans anden digtsamling, Jeghuset fra 1944, der rummer linjer og billeder, jeg bærer med mig gennem alle dage. Som:
Altid hører jeg sandheden gaa og raabe
mellem husene.
Eller:
Tavse
sad brune kærner
i æblets kirke.
Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har læst eller pluklæst At tage tingenes parti (1942, dansk 2005), og den første tekst, “Regn”, er et godt eksempel på, hvordan Francis Ponge går til fænomener og tilstande, ja, til verden. Åbningssætningen lyder ”Regnen, jeg ser i gården, falder i mange forskellige fremtoninger”, og på den måde bevæger Ponge sig tæt på verden og dens fremtrædelsesformer, og ud af hans sansninger og præcision opstår en særlig poesi. Hvis man som 52-årig (eller er jeg kun 51?) kan tale om noget så barnligt som yndlingsbøger, er det her en af mine.
Jeg er glad for bøger med et originalt greb, og sådan et findes i Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene (2018), hvor Atlanterhavet og Middelhavet skriver breve til hinanden. Det første “Gammelt og brøsigt”, det andet der “Elsker at glitre”. Det er noget så sjældent som en unik bog, og ud af havenes korrespondance springer poesi og skønhed, men også tanker om klimaforandringer og flygtningestrømme og om menneskene, der for de urgamle vandmasser blot er et kvart komma i klodens fortælling.
11 små sider var, hvad Ursula K. Le Guin skulle bruge til at formulere en slags opgør med, hvad hun anså for maskuline fortælleformer – spidse som spyd, målrettede, herosdyrkende – og samtidig pege på en anderledes fortælleform, hvor forfatteren ikke minder om fortidens mandlige jæger, men om den kvindelige bær-, frø-, nødde- og rodsamler med sin pose. En helt anden tilgang til beretning og erfaring, mere rund og rummelig end stikkende og hvas, der i højere grad ligner virkeligheden, som vi kender og lever den. Bæreposeteorien om fiktion (1989, dansk 2022) er måske hurtigt læst, men er en regulær slow burner i tankerne.
Elizabeth Bishops digtning er på samme tid enkel og dyb, stram og gavmild, vanedannende og uopslidelig. Som “One Art” fra Geography III (1976, dansk 2023). Det er på sin vis som at høre en sang, bare med øjnene, og digtets linjer om tab er uoverstigeligt smukke. Her de sidste fire:
– Even losing you (the joking voice, a gesture
I love) I shan’t have lied. It’s evident
the art of losing’s not too hard to master
though it may look like (Write it!) like disaster.
