 |
| Louise Juhl Dalsgaard er forfatter. Hun debuterede i 2011 med digtsamlingen Mit ønske om at dø er rent hypotetisk. Hun har både skrevet digtsamlinger, kortprosa og romaner. Hendes skrift kredser ofte om eksistentiel udsathed. I 2019 udkom romanen Alle dage tilbage. Louise Juhl Dalsgaard er aktuel med essaysamlingen At tælle til lilla. |
Der er bøger, der vækker min umiddelbare begejstring. Som en tur i rutsjebane,
op og ned, kriller i maven, akut jubel. Og andre, som trænger sig på igen og
igen. Som en ven, man ringer til, når man behøver et råd eller måske bare for
at sige: Det er godt, at du findes.
Jeg har valgt fem bøger, jeg ved, at jeg kan regne med. At de altid har et
svar, ikke hver gang det samme, men altid ét, jeg kan bruge.
Bjørn Rasmussen: Ming
Den første bog er Ming af Bjørn Rasmussen. En sær og syret digtsamling
om et Jeg i opløsning. Med sætninger, der skal mærkes med kroppen, snarere end
at forståes med hovedet:
Jeg skriver/ min døde far/ frem/ i min favn/ og han føder/ en lav sol/ en lille gul gummidinosaur/ jeg græder/ som en symaskine/ af glæde
Det, jeg
mener, er. Tænk at man kan. Skrive om døden, altså, som var den i virkeligheden
en fødsel. Om glæden i form af gråd. At slippe afsted med at bruge billeder som
gummidinosaur og symaskine og ud af det skabe så smukt åbning. Det kalder jeg
poesi!
Ingvild H. Rishøj: Vinternoveller
En anden bog, jeg altid bærer med mig, er Ingvild H Rishøjs Vinternoveller. Det er den mest omsorgsfulde bog, jeg til dato har læst. Rå, urimelig og fuldkommen bjergtagende. Tre noveller om mennesker, der gør deres bedste uden at det nogensinde helt er nok. Det er eksistens kogt ned til konkreter, helt ubærlig og så alligevel må vi bære den:
”Der står en ung mand foran os. Han smiler, vi er nok lige gamle, han er pæn. Han holder et papkrus i hånden.
– Kan I undvære nogle småpenge? siger han.
Hans fingre er svulmet op. Alexa klemmer min hånd. Hun synes det er synd for alle, alt for synd, ligesom alt det sygelige med dukkerne, at hun går så højt op i at alle skal have dynen op til hagen, de ligger i fodenden af hendes sengog hun sætter sig op tyve gange hver aften for at tjekke at alt går retfærdigt til. Hun skal forandre sig. Hun skal blive mere som mig.
– Desværre, siger jeg og begynder at gå.”
Alexas mor
er ikke ond. Hun er sig bare smerteligt bekendt med, at pengene er små. Giver
hun tyve kroner til manden på gaden, er der ikke penge til bussen hjem. Og der
er langt at gå, og det er koldt, og Alexa tisser i bukserne, og livet er fuldt
af stakkede frister.
En simpel prosa fuld af kærlighed men også en omsorg, der af og til minder om
vold.
Judith Hermann: Vi ville have fortalt hinanden alt
Judith Hermanns essays Vi ville have fortalt hinanden alt, er et mustread for alle, der elsker sprog. Det handler om erindringens upålidelighed, om at ville det sande fremfor det virkelige. Om ensomhed og ønsket om noget andet:
”Jeg foretrækker at tro på at der findes en form for forståelse, en opfattelse, vi er fælles om. Og selv når jeg mener at vide, at vi alle er alene, mener jeg alligevel det er vigtigt, at vi forsøger at ændre på det, mod enhver fornuft og lige til det sidste”
Det er en poetik, jeg tilslutter mig hundrede procent. At bruge sproget - mod enhver fornuft og lige til det sidste. Igen og igen og mod bedre vidende, forsøge at ændre på den grundlæggende ensomhed, vi ikke kan men ikke desto mindre hver dag lever med.
Elizabeth Strout: Mit navn er Lucy Barton
Helt anderledes men ikke mindre læseværdig er den amerikanske forfatter Elizabeth
Strout, ikke mindst værket Mit navn er Lucy Barton. En på
overfladen ligefrem fortælling om en kompliceret opvækst i en dysfunktionel
familie, men fortalt med en lethed og underspillet humor, som har fået mig til
at sidde i timevis og genlæse kapitler for at forstå, hvad det er, hun gør.
Hvordan hun uden store ord og begreber, med tematikker, der er så gængse i
litteraturen, at de læner sig op ad en kliche, alligevel formår at skabe så
mærkbar en fortælling. Måske skyldes det forfatterskabets konstante modstand
mod kasser, fordomme, forsimplinger:
”Til vores bryllupsreception sagde hun til en af sine veninder: ”Det er Lucy”. Hun tilføjede nærmest spøgefuldt: ”Lucy kommer fra det rene ingenting.” Jeg blev ikke fornærmet, og faktisk bliver jeg det heller ikke nu. Men jeg tænker: Ingen i hele verden kommer fra det rene ingenting.”
Sidst men ikke mindst vil jeg anbefale Ola Juléns Orissa. Et værk, der i den grad deler de litterære vande. Der er dem, der kalder den patetisk og banal, mens jeg selv finder den fuldkommen fantastisk.
Jeg lånte den for år tilbage til chefen for biblioteket i den by, jeg bor. Da han afleverede den tilbage, var det med ordene: ”En helt igennem rædselsfuld bog.” Det er sandt, det er en bog fuld af rædsel, sådan som depressionens mørke, som bogen skildrer, er fuld af rædsel. Form og indhold spejler hinanden som kun få steder set. Hver anden side er tom, og på de øvrige står kun en enkelt sætning. Alt sammen for at være tro mod den mangel på mening og sprog, forfatteren lever med og i.
Bogens indledning lyder:
”Jeg ved ikke hvordan jegskal kunne forklare dig det her”
Og resten af samlingen handler om det besvær. Besværet med at forklare sig, forklare ’det’. Sætte ord på smerten og længslen, lidelsen. En sætning som denne er er for mig alt nok:
”Jeg er tæt på numen jeg har været tæt på hele mit liv”
