Fem fra Herløv Petersen

Arne Herløv Petersen er lidt af en legende i dansk litteratur. Han debuterede i 1962 med digtsamlingen Digte og året efter udkom romanen Morgensol og glasskår. Siden er udkommet et væld af både romaner og digtsamlinger. Dertil kommer en imponerende mængde af oversættelser af Bl.a. Jack Kerouac, Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut, Philip Roth, Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard. Dertil kommer oversættelser af lyrik som gendigtninger af kinesiske kortdigte. Men vigtigst i alle de navne er at nævne, at Arne Herløv Petersen går sin egen vej i sin skrift. Og hvorfor skulle man også gå en anden vej? I en periode drev Herløv Petersen gæk med det litterære kredsløb ved at udgive digte undercover under navnet Mikkel Fossmo, der fik præmieret en af sine digtsamlinger af Statens Kunstfond. Den slags gæk i andedammen er der alt for lidt af. 

M.K. Saltykof: Familien Golovljof (1880, på dansk 1945)
Saltykof er mest kendt for sine satiriske skitser, der ofte kan være vanskelige at læse, hvis man ikke har et stort kendskab til russisk indenrigspolitik omkring midten af det 19. århundrede.
Men ”Famikien Golovljof” ruller det helt store drama ud om en fornem, men gennemført dysfunktionel slægt. Familiens ubarmhjertige hersker er moderen,Arina Petrova, der med hård hånd styrer sin eftergivende ægtemand og 4000 livegne. Hendes søn Porfyrij bliver ikke uden grund kaldt ”Lille Judas”. Roman, der i den danske udgave er på 368 sider, skildrer familien og tiden som rådden og dødsmærket. Det er en bog, der med fordel kan læses sammen med de andre store russiske romaner fra omkring samme periode.

 

 

Aldous Huxley: Crome Yellow (1921)

Crome Yellow var Huxleys første roman – efter fire novellesamlinger og en digtsamling. Selv om man næppe kan kalde bogen for det helt store mesterværk, synes jeg, den på mange måder er perfekt. Hovedersonen Denis besøger herregården Crome, hvor en række andre gæster har indfundet sig. De taler sammen, forelskelser flagrer i luften, og intriger brygges sammen. Herregårdens mystiske historie fortælles, og Denis får værdifulde erfaringer. Bogen hænger sammen, og alle dens elementer passer ind i hinanden. Man kan næste høre det sige klik klik, når tingene falder på plads. Jeg synes, der er noget dybt tilfredsstillende ved at læse ”Crome Yellow”. Den er præcis sådan som den er tænkt, sådan som den skal være. Ikke mere, men heller ikke mindre.

 

Tom Kristensen: Hærværk (1930)
Hærværk er måske den bog, jeg har læst flest gange, og hver gang, jeg læser den, virker den lige overrumplende. Historien om den velmenende Ole Jastrau, hans møde med kommunisterne Sanders og Steffensen og hans deroute fra den magtfulde stilling på Politiken til undergang i druk og skilsmisse er pligtlæsning for enhver, der har forsøgt at skrive litteratur eller haft et alkoholproblem, men bogen er ikke kun en beretning om udergang, men en stor og levende roman, der i nogle henseender kan læses som et dansk svar på James Joyce.

 

 

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne (1934, på dansk 1964)

Kanelbutikkerne er med sikker hånd oversat af Jess Ørnsbo, og den er på enhver måde et mesterværk. Det er en bog, der folder sig mere og mere ud, hvis man læser den mange gange, og hver gang kan man nyde sproget, Hør bare: ”Luften over denne skrammelplads var som galen af bar varne Perforeret af de glimtvise lyn fra de skinnende solbissende hestefluer gnitrede og knitrede den som fra tørre og usynligt småskrattende skralder og truede med at drive alt og alle til vanvid”.

Thomas Pynchon: V (1963, oversat til norsk, men ikke til dansk) 

Flere af mine amerikanske venner var så begejstrede for Pynchons debutroman ”V”, da den udkom i 1963, at jeg måtte love at læse den. Det gjorde jeg med stor begejstring og et par år senere oversatte jeg Pynchons anden bog, ”The Crying of Lot 49”, til Gyldendal. V. er en bog, der fik kultstatus med det sanme. Den handler om marinesoldaten Billy Profane, om tyskernes udryddelse af hereroerne i Namibia, om alligatorer i New Yorks kloaksystem, om Firenze og Malta – med indlagte sange og utallige forsøg på at indkredse den mystiske V. gennem spring i tid og rum.

Fem fra Frantzen

Mikkel Krause Frantzen var med til at starte tidsskriftet Trappe Tusind. Han skriver ofte for avisen Information, hvor han skriver om litteratur, sport og alt det andet vi mennesker forstyrrer vores verden med. Krause Frantzen har været med til at redigere bind 1 og bind 3 af  "Beyond Identity. Das Beckwerk og Funus Imaginarium". Når nogen nævner en zombie begynder Mikkel Krause Frantzens øjne at lyse; i Zombien ligger nemlig en anledning til at tænke over alt det imellem os mennesker, det litterære, kredsløbet, døden. Herunder bringer vi fem anbefalinger fra den anden side af atlanten, oprindeligt tænkt i forlængelse af det amerikanske præsidentvalg, men desværre forsinket af Deres kære redaktør.

Anne Carson: Grief Lessons
Okay, hun er canadier, men hun skal med. ”Hvorfor eksisterer tragedier? Fordi man er fuld af vrede. Hvorfor er man fuld af vrede? Fordi man er fuld af sorg.” Nogenlunde sådan definerer Carson tragediegenren. Hun er nok mest kendt for sine essays, digte og gendigtninger, men her er det mere traditionelle oversættelser af antikke tragedier. Så straight det nu kan blive, når det er Carson. Jeg synes at man idet hele taget burde læse flere antikke tragedier (der er jo ikke så mange, vist omkring cirka 31), men hvis man har haft eller har det svært med den slags, kan man starte her. Lige her. Med Carsons oversættelser af fire tragedier af Euripides. Plus hendes korte introduktioner, der er så klare, at man får helt ondt i sindet. Læs bogen, hvis du godt kan lide at få det, og/eller hvis du også godt kunne tænke dig en lektion i storslået sorg.

Thomas Pynchon: V
For mig at se er Pynchon den bedste nulevende amerikanske romanforfatter. Sådan er det bare. Den her er den roman, jeg husker bedst. Eller det vil sige: Det er faktisk længe siden, jeg har læst den, og jeg husker den ikke så godt. Men jeg kan huske at den var vild og cool, at der var tale om en ganske særlig blanding af fabulerende opfindsomhed og stenhård research. Pynchon må snart få nobelprisen. Uden ham ville være der ikke have været fremragende forfattere som Roberto Bolaño og David Foster Wallace. Læs den hvis du gerne vil læse en roman, der kan matche Obama i coolness.

David Foster Wallace: Infinite Jest 
Jeg er ca. halvvejs i denne 1000 sider lange roman med fodnoter og alt muligt. Den foregår i sådan et nærfremtidsunivers hvor USA, Mexico og Canada bl.a. er blevet lagt sammen. Meget af tiden følger man en gruppe unge tennisspillere på et sportsakademi og en gruppe misbrugere på afvænning på en klinik i nærheden. Det er som om romanen er skrevet af en fremmed intelligens med overnaturlige evner og en utrolig humor (se også: Pynchon). Jeg har grint mens jeg har siddet i en bus et sted mellem Berlin og Rostock, i et tog et sted mellem Vejle og Skanderborg og talrige andre steder. Til tider bliver romanen lidt for meget, men grundlæggende har jeg lyst til at bo i den her bog. Læs den hvis du godt kan lide mindst to af følgende ting: 1. Amerika. 2. Tennis. 3.S toffer. 4. Litteratur. 5. Et som man siger godt grin.

William Faulkner: As I Lay Dying
Det her er måske den bedste roman ever. Der er en kvinde der skal dø, der skal begraves. Der er en familie. Der er en søn, der står og saver i nogle brædder, som skal blive til den kiste, moren skal begraves i. One lick less, one lick less. Står der. Lyder det. Det er lyden af saven mod træet, saven der trækkes frem – one – og tilbage – lick – og frem igen – less. Det er ligesom i The Sound of the Fury hvor idioten Benjy hele tiden løber langs golfbanen fordi ordet Caddie hele tiden bliver sagt dér og dét minder ham om hans søster, hvis navn lyder sådan. Faulkner har øre for den slags. Nå ja, og så er der det med alle de forskellige fortællere og modernisme my ass. Det giver mening her. Her et kapitel i sin fulde længde (det er den yngste søn Vardaman, der fortæller efter moren er død (er hun?)): ”My mother is a fish”. Læs den, hvis du godt kan lide romaner og død.

Don Winslow: Savages
Det er en krimi, og jeg har først læst den for nylig, da min universitetsvejleder anbefalede den (den er også lige blevet filmatiseret). Den foregår i grænseområdet omkring USA&Mexico og handler om narko, ørken og død. Winslow er krimigenrens hårdkogte svar på Carson. Se bare følgende passage (en af hovedpersonerne,
Chon – independent drug dealer – er i gang med at udkæmpe en blodig kamp mod nogle personer fra et de store narkokarteller):
”where does death come from
it comes from
Chon…”
Det kunne næsten have været en passage om Kreon i Anne Carsons gendigtning af Antigone, Antigonick. Anyway. Læs den her bog, hvis du godt kan lide eller hvis du ikke kan lide krimier.