Fem fra Stoltz

Kristina Stoltz debuterede i 2000 med digtsamlingen Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse. I 2009 var Stoltz desuden med til at starte non-profit-forlaget [FINGERPRINT]. I år 2012 udkom de erotiske fortællinger Ét kød.

Inger Christensen: Azorno

Som så mange andre er jeg stor fan af Inger Christensens poesi, men jeg er det virkelig også af hendes prosa. Af romanerne er min favorit ”Azorno”: En højst mærkværdig ikke-historie om fem kvinder, der alle har et forhold til den samme mand, forfatteren Sampel. Alle fem kvinder venter barn med Sampel og alle fem kvinder er ved at skrive en roman om fem kvinder og en mand ved navn Sampel, som i øvrigt også er ved at skrive en roman. Det er en roman om kunstens måde at forholde sig til virkeligheden på – virkeligheden som aldrig lader sig fastholde og hele tiden fordobler perspektivet: En slags spejling af historiens virkelighed i historiens virkelighed og så fremdeles. Og så er er der de gentagne beskrivelser af roserne, tulipanerne, blomsterne, som for eksempel her: ”På vej tilbage købte jeg en buket brogede tulipaner og stillede dem i vand, imens jeg tænkte på, at det kunne være dejligt at sidde i Tessin, Lugano, Bellinzona og skrive denne roman, blomsterne, blomsterne, blomsterne.”

Djuna Barnes: Nightwood

” Nightwood” (på dansk: ”Nattens skove”) af Djuna Barnes er en af de bedste romaner, jeg nogensinde har læst. Den udkom første gang i 1936 og er siden blevet genoptrykt i det uendelige. Romanen er en både mystisk og bizar skildring af drømme, erotisk drift og tabte fællesskaber skrevet i et så poetisk sprog, at man må kalde det poesi. Handlingen foregår i tyvernes Paris. Den udkom på Arena i dansk oversættelse (oversat af Ulla Ryum) i 1964.

Ulla Ryum: Natsangersken

I denne højmodernistiske roman kan man tydeligt fornemme at Ryum er inspireret af Barnes, som hun også har oversat, men ”Natsangersken” kan sagtens stå på egne ben i sit dystre, næsten skingert poetiske univers, hvor al logik ophører og skaber nyt vindue til udsigter, vi troede vi kendte.

Annie Dillard: The Maytrees

”The Maytrees” er en kærlighedshistorie om en mand og en kvinde, der mødes, skilles og mødes igen. Personerne handler eller handler ikke, men ikke ud af egen fri vilje – det er nu bare sådan at være et menneske, at man enten gør eller ikke gør. Dillard har en evne til at beskrive personer på samme måde som en biolog ville beskrive insekter. Måden hun får afpersonificeret personerne på, efterlader dem så menneskelige, at det menneskelige vilkår som beskrevet hos Dillard bliver næsten ubærligt i al dets smertelige enkelthed.

Marguerite Duras: Med blå øjne sort hår

Karakteristisk for Duras’ forfatterskab er undersøgelsen af kærligheden som den ultimative umulighed: Vi tror vi opnår den, deler den, finder den, men i samme øjeblik er den tabt. I denne roman mødes en ung, rig homoseksuel mand og en ung smuk pige om deres fælles kærlighed til en mand, ingen af dem kan få. Længslen efter den anden skaber et fælles rum mellem manden og pigen – en anden type kærlighed ingen af dem havde forventet eller anede eksisterede.

Syv fra Tind Kristensen

Eva Tind Kristensen debuterede i 2009 med samlingen Do. Hun er uddannet arkitekt og arbejder i flere medier. I 2010 fik hun Klaus Rifbjergs debutant-pris. Senest er udkommet samlingen Eva + Adolf.

Marguerite Duras: Elskeren

ét langt sug (roman).

Michael Strunge: Billedpistolen 

"TRYG PILOT I RUMSKIB" (digte).

Theresa Hak Kyung Cha: dictee

i sprogligt eksil (kunstroman).

Virginia Woolf: Bølgerne

dén der skummer og vugger (roman).

Primo Levi: Vidnesbyrd

for genkendelighedens skyld (roman).

Sonja Åkesson: dikter

et viltert og ømt bekendtskab (digte).

Nobuyoshi Araki: Chiro, my love 

alt om en kat (fotobog).

Fem fra Klougart

Josefine Klougart debuterede i 2010 med romanen Stigninger og fald, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I januar 2012 kom hendes tredje roman,  Én af os sover.

 

Marguerite Duras: Hiroshima mon amour

Det oplagte ville være at pege på Elskeren, en bog jeg sætter meget højt, men mange kender den nok allerede, så derfor vil jeg gerne bruge anledningen til at fremhæve en arena-udgivelse, Hiroshima mon amour. Det er en skøn bog, en slags tredimensionel tekst, idet man på én og samme gang læser Duras' originale manuskript til det, der senere skal blive Resnais' filmatisering - for det andet får præsenteret en tekst, der er Resnais' version af Duras' manuskript, med hans udeladelser markeret med firkantede parenteser - og endelig, for det tredje, har man et noteapparat. Noterne er Duras hård-i-filten-opsang til føromtalte instruktør, en kritik af og en kommentar til Resnais' forbrydelser mod teksten. Resultatet er en tredimensionel bog – der ud over gode sætninger til husarerne, en smuk fortælling om tab og erindring, bliver et portræt af en enestående forfatter, et indblik i Duras’ skarpe æstetiske iagttagelser og standpunkter og i den kunstneriske proces omkring skabelsen af en væsentlig film.

Herta Müller: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig

Müller er et bevis på, hvordan selv de mest grusomme erfaringer og fortællinger kan finde deres form i et poetisk sprog og i poetiske OG horrible sætninger, såvel som værker – og give sig til udslag i simpelthen stor skønhed. Virkeligheden bag fiktionen har bidt sig fast i sproget hos Müller; billeddannelsen i hendes bøger bliver nærmest et synligt sår. Alle hendes værker er efter mine standarter lysende indsigtsfulde. Jeg vil også gerne fremhæve de tidlige prosabøger, som måske er dem, der har betydet mest for mig. Barfodet februar til eksempel.

 

Amalie Smith: I CIVIL

Amalie Smiths forener i sin seneste en intellektuelt nuanceret refleksion med noget slet og ret rørende – og dét på en helt ubesværet og elegant måde. Hun er en af de vigtigste stemmer i ny dansk litteratur og jeg synes, at hun ikke mindst med denne bog demonstrerer et vanvittigt spænd i sit register – jeg elsker det! Ikke mindst de helt enkle og klare beskrivelser af to mennesker i et rum og i en kærlighed, der går i opløsning. To mennesker der falder fra hinanden, kærlighedstabet.

 

Sappho (oversat af: Anne Carson): If not winter

Carsons oversættelse af Sappho-fragmenterne var et chok for mig at læse første gang. Jeg har lige været tre måneder i New York, her købte jeg bogen og læste den tre gange i træk. Jeg er meget optaget af fragmentformen, hvor voldsomt det er, dette løfte om mere ”udenom” og samtidig den selvberoende egenskab (altid) ved gode sætninger, selv halve gode sætninger! Det at de ligesom stråler af sig selv og i sig selv.

 

Tove Ditlevsen: Gift

Ditlevsen skriver med stor sproglig sensibilitet og en fortsat insisterende ødselhed med sig selv. Hendes forfatterskab kan læses som et korrektiv til hele vor tids forbandelse; denne misforståede fortsatte samtale om og interesse for det selvbiografiske i skønlitteraturen. Ditlevsen skriver en prosa, som er så stærk, at det bliver meningsløst at stille spørgsmål til hvor meget og hvor lidt levet liv, der ligger gemt i sætningerne. Hendes værker er sande på et niveau, der ikke bekymrer sig om fakta. Det interessante må falde for det poetiske.  Man kan vist være så ødsel med sig selv man vil, uden at det bliver privat og amoralsk – så længe værkerne hæver sig og bliver kunstværker, så vil det personlige blive gennemløbet af noget eksistentielt og alment; det er det, jeg tænker på, når jeg læser Ditlevsen.