Fem fra Scherz Andersen

Erik Scherz Andersen er redaktør på Tidsskriftet Slagtryk. Tidligere medlem af digterkollektivet koordinat. Publicerer egne digte og kommentarer om litteraturen på sin blog Re:citat.

Hans-Jørgen Nielsen: fra luften i munden (Borgens Forlag, 1968)

Det er ikke den første bog af Hans-Jørgen Nielsen, som jeg har læst, og hans essaysamling 'Nielsen og den hvide verden' gjorde også et stærkt indtryk på mig som yngre. Men hvis jeg nogensinde skulle glemme, hvor min egen skrift kommer fra, så skal jeg blot læse få linjer i 'fra luften i munden'.

Bogen er måske kunstig / kunstnerisk. Men jeg holder af den tætskårne, enkle syntaks og det store ingenting, hvidheden, 'den'. Metoden var original og teksterne går af og til over i en let polyfoni. Værket kredser om sig selv og er samtidig afpersonificeret. Jeg kunne sagtens se den blive skrevet i dag - i HTML5.

Inger Christensen: Det (Gyldendal, 1969)

I DET finder jeg en kritik af sproget og samfundet, og DET minder mig om, at digtningen er en niche. Med mindre man er ambitiøs på sit værks vegne.

Bag de tydelige systemer og den maskinelle komposition oplever jeg en inkluderende stemme. For mig er skriften udadvendt og river mig med. Teksten er hård, kantet og det æstetiske viger ofte for det funktionelle og derved opstår en helt egen poesi.

Birgit Munch: Rend mig i generne (Borgens Forlag, 2002)

Noget af det jeg synes bedst om ved poesien er den måde, hvorpå den kan være uforpligtende. Sprog og tekst er hvad man gør det til.

I Birgit Munchs tilfælde bliver angst og paranoia til groteske og grotesk sjove småhistorier. Rend mig i generne er et mylder af originale ordsammensætninger og vilde billeddannelser. Når jeg nævner denne bog, så er det lige så meget for at anbefale et helt forfatterskab.

Niels Lyngsø: Morfeus (Gyldendal 2004)

Det lineære digt, der står i en kolonne, har for mig et begrænset udtryk. Hvis jeg vil skrive, som jeg tænker og sanser, må jeg forlade A4-arkets fængsel. Niels Lyngsø har et bud på hvordan det kan ske, samtidig med at værket udkommer trykt.

Morfeus er et opslagsværk, en flødeskumskage af inspiration. Værket er polyfonisk og klassisk, på samme tid solidt og fragmenteret. Jeg holder af de almindelige digte og forholder mig gerne til de klare standpunkter i essays og poetikker.

Rasmus Halling Nielsen: Skubber på luften som en fjer (Koordinat 2004)

Når jeg sidder med 'Skubber på luften som en fjer', tænker jeg på, hvad der er sket siden Rasmus Halling Nielsens delte sit første pirattryk "25 duer" ud i København. Hvordan han med gennemskrivning på gennemskrivning til sidst har siddet med en helt unik blanding og i kraft af både selvkritik og mod stod frem med det, han troede på.

Det enkle blandet med det syrede, de brutale billeder, gentagelsens musik og sætninger skåret helt ind til (mine) knogler: Denne digtsamling er en af årsagerne til at Rasmus Halling Nielsen er blandt mine all time yndlingsforfattere.

5½ fra Halling

Rasmus Halling Nielsen. Debutant konstant. Medredaktør af maskinen ERRARAREA. Seneste udgivelse er digtsamlingen Tvillingerne. Aktiv på  http://hoerevaernpaabudt.wordpress.com/. Halling Nielsen er et sprog. Foto: Lars Gundersen

1.

johannes l. madsen: nedspildt spruttende af syre
Året var 2000, og jeg mødte et sort blik pupiller større og vildere i omfanget erobrende iris. Et uvejr, der vækkede noget i mig, jeg ikke før havde følt. Da jeg læste nærmere, viste det sig at det var en nekrolog. De øjne måtte have smagt uvejr en nat, hvor stjernerne trådt i bund satte sig hårdt og smukt midt i et ellers vejrets raseri. Vejrets raseri i et sæt øjne, sådan vil jeg beskrive det, ønsket om at se, hvad de havde set, er svært at sætte ord på andet end: Digter? Jah ok såh. Hele forfatterskabet er samlet, og hver bog har dette vejrets raseris udtryk. nedspildt spruttende af syre er vel bare unik og på sin egen planet. Rejsen dertil, til den planet, er en viadukt at flyde på med omkringhængende flager af genuin seerskab.


1.

Lotta Lotass: Den svarta solen
For labyrinten og mulighederne for at træde i flere mulige retninger gennem et system af tal og pile. For det svenske sprog når det stramt og klingende eksploderer i maniske remser. Tillægsord efter tillægsord kædes sammen på upaginerede sider –– samtidig med at man læser sig høj, kommer angsten, også fordi det fortsætter selv efter endt læsning, i hjernen, hjertet og sproget. Det første møde med bogen på Malmö station mod Biskops Arnö vil aldrig blive glemt –– især for gådefuld, slik, elegant, stilet, indbydende, smuk grafisk  udformning af omslaget.


2.

Lars-Emil Woetmann: JEG HÆNGER SAMMEN
En af mine absolut yndlingssamlinger. Da jeg skulle finde mit ex frem, så det kunne scannes, fremkaldte synet en tid hvor alting var nyt, selv sproget, ideerne og troen. Samlingen står sært stærk og krystalliseret som en statue, hvis arms hånd kun peger en retning: frem frem frem, så det der står tilbage, lægges sammen i poser til forbrænding lysende om kap med de spring, der udføres fremadrettet i et fyrværkeri. Lidt ild. Jo tak. Kan anbefales, men nok ikke
fremskaffes.


3.

Various artists: OEI#39-41 Mix-up!
En evig kilde til inspiration. Det er dejligt stort med plads til det meste, men et helvede at rejse rundt med. Det ville være nyttesløst at fremhæve forfattere fra tidsskriftet –– det holder aldrig op, med at vække min skrift –– grafisk er det mangfoldigt: Det er flere bøger i en. Det er på alle niveauer en fantastisk håndtering af et arkiv over fremtiden.


4.

Samuel Beckett: Selskab
Samuel Beckett behøver vist næppe en præsentation, men den lille bog vakte på en togrejse mod Djursland så stor fascination af den sproglige præcision og minimalisme, trods uendelige gentagelser og cirkler i sætningerne, at jeg fuldstændigt glemte hvor jeg var, og revet ud af mig selv kørte jeg næsten for langt.


5.

Svend Johansen: Svend Johansen samlede digte
Digte så enestående i deres iderigdom og så sikre nærmest mejslede ud af granit, men med en sensitivitet og intelligens uden aldrig at blive for patetiske NEJ tøvende og undersøgende som pejlingspunkt for dér er mit hjerte, og det banker, men med det hvide arktisk helende omkring, hvor tegnene slås ind i rytmer hjerterytmer, eller for dikterende visdom NEJ en visdom, en guddommelig menneskelig klogskab man selv bærer videre, ikke bare i sproget, men i tilgangen til livet.