Viser opslag med etiketten Hans Otto Jørgensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hans Otto Jørgensen. Vis alle opslag

fredag den 9. november 2012

Fem fra Wiinblad

Christel Wiinblad debuterede i 2008 med digtsamlingen 49 forelskelser. Samme år udkom hendes anden digtsamling Min Lillebror. De to digtsamlinger viser en stemme i dansk litteratur, der både bruger sig selv og sin omsorg og kærlighed til omverdenen i skriften; skrøbeligt, sart, men også heftigt. Efter de to digtsamlinger har Christel Wiinblad udgivet romanerne Prolog (2011) og Ingen åbner (2012). I de to romaner er der sket en forvandling af Christel Wiinblads sprog - det er som om sætningerne har fået anoreksi. Det er en hård oplevelse at læse; især fordi sproget bare er et hylster for de meget hårde historier i bøgerne. 



Hans Otto Jørgensen: Strange days Indeed
Hans Otto Jørgensens detektivhistorie er meget vild og et meget forfærdeligt, heroisk og dybt rørende mørkeridt. Jeg har aldrig læst noget lignende. Det har jeg faktisk ikke. Jeg er på mine grædende knæ, den er så stærkt, så præcist og så overlegent godt skrevet. Den bog har intet at miste. Det er imponerende. Den er måske hans bedste, hvem ved. 



Lars Frost: Ubevidst rødgang
Den her ingeniørroman er andet bind i Lars Frosts store velfærdstrilogi. Den er meget morsom. Og den er meget klog og overdreven charmerende. Og den er chokerende omsorgsfuld og overraskende glad i sin vrede og kritik af og evne til at gribe sine karakterer. 


William Blake: Songs of innocence and of Experience
Jeg har en udgave, hvor gengivelsen af plancherne er af virkelig god kvalitet. Jeg elsker den. William Blake er lavet af et eller andet mærkværdigt lys. Den her bog giver mig lyst til at leve. Den er meget blid, og den er meget vild, jeg bliver virkelig glad af den. Den giver, ligesom de andre bøger på den her liste, én lov til at være til, og lyst til det. 


Amalie Smith: De næste 5000 dage
Jeg har først for nyligt læst den. Det skete på et tidspunkt, hvor jeg åbenbart havde brug for den. Sådan kan bøger komme, og sådan kommer de nok som regel. Jeg er meget glad for hendes ting, hun berører mig på en fuldkommen overdrevet, nærmest voldelig måde. Hvilket er sært, når hun er så naturvidenskabelig, elegant og virkelig cool. Men den coolness, den skjuler åbenbart dybder af uhørt skønhed, voldsomhed og styrke. Jeg ved det ikke. Men først tre dage efter kunne jeg mærke, hvad den havde gjort ved mig. Den bog er virkelig ulykkelig og meget stærk, og så bryder man sammen.


Bjørn Rasmussen:  Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet
Jeg er forelsket i den her bog, jeg vil ind i den her bog, jeg har lyst til alt muligt med den her bog.  Så den har jeg læst en del. Den er måske det mest levende, desperate, vilde og følsomme, jeg nogensinde har læst, jeg elsker den. 

_________

ps. Alt af Lars Skinnebach

pps. Tomas Espedal skal også med

fredag den 13. juli 2012

Fem fra Jean Jensen


René Jean Jensen debuterede i 2001 med bogen Opvågningsbog. I 2010 udkom digsamlingen Jeg har planlagt at dagdrømme. René Jean Jensen arbejder også som oversætter og er en stærk motor i at gøre udenlandske titler tilgængelige på dansk. Blandt andet som redaktør på forlaget Basilisk.

Det er svært. Jeg vælger fem bøger jeg har læst på det seneste eller læser i nu.
Poesi, tjah, jo, jeg synes jo ikke poesi er en genre, men en … modus, måske.



Tan Lin: Seven controlled vocabularies and obituary 2004. The joy of cooking. (2010)

Først og fremmest fordi den (som andet af Tan Lin) arbejder med, modarbejder, forestillinger om og forventninger til hvad en bog er. Så grundigt fx at det bliver temmelig irrelevant at spørge om den er 'god'. Men der er samtidig noget tragikomisk over inertien i at kritisere bogmediet i en bog. Jeg kan nemt leve mig ind i det had/kærlighedsforhold til bogen som medie.




Ilse Aichinger: Alt hun har skrevet

Er lige begyndt at læse denne seje østrigske forfatter. Hun har skrevet kortprosa, digte, fortællinger, hørespil og en enkelt roman. Hun er født i 1921, lever endnu. Sidste år kom der en samling interviews med hende lavet i perioden mellem 1952-2005, Es muss gar nichts bleiben. De er rigtig gode, hun er uforsonlig og skrøbelig på én gang; anarkist med en sort, sort humor; en kontrær kvinde med en tone jeg er blevet småforelsket i. Hendes kortprosa er virkelig tæt og overrumplende.





Hans Otto Jørgensen: Den bronzefarvede kalkun (1993)

Nu vi er ved kortprosaen. Jeg havde aldrig set noget lignende, da jeg stødte på den her bog sidst i halvfemserne. Jo, måske hos Kafka og Højholt, men der var alligevel et eller andet over HOJ's tekster der slog mig som ekstremt åbent. Og åbnende især.





Marlen Haushofer: Die Wand (1963)

Det er jo en roman. Men jeg synes man fx kan læse den i forlængelse af Lars Skinnebachs seneste digtsamling Øvelser og rituelle tekster. Han skriver et sted: Det er en øvelse. I at opgive/ ethvert krav til skriften/ at gøre den fri / af sine forudsætninger / som et lukket system, en biosfære / vi kan opretholde livet i / mens byerne smelter / i den gamle verden. Haushofers bog handler om en sådan biosfære. En kvinde har efterladt sin familie i byen og tager med nogle venner op i et hus i bjergene. Vennerne kører ned til byen for at handle, men kommer aldrig tilbage. En usynlig væg er (helt uforklaret) opstået rundt om kvinden i huset og hendes nærmeste omgivelser. Hun kan se at alt liv er stivnet på den anden side, bogstavelig talt, folk står stille. Nu er hun så alene med en ko, en hund og et par katte i huset. Og det er hun i hele romanen, som er en slags robinsonade, der hypnotisk enkelt og tålmodigt beskriver alle de forskellige daglige gøremål kvinden kaster sig ud i for at overleve på bjerget. Haushofer skriver glasklart og med en isnende kulde.
Bogen er oversat til dansk, sikkert godt af Anneli Høier, i 1994.





Ulf Stolterfoht: Ammengespräche (2010?)

Den er jeg ved at oversætte til Basilisks Beta-serie. Det er en slags poetik formet som en 'samtale' mellem forfatteren og en såkaldt amme, som i virkeligheden er en computer. Stolterfoht og ammen (eller chat-botten) mødes 7 gange, bibelsk nok, og taler på en måde mest forbi hinanden. Men alligevel får Stolterfoht på indirekte vis sagt en masse om sit forhold til bl.a. realisme, forståelse og repræsentationsproblematik i poesien/litteraturen. Det er heldigvis lige så sært som det lyder.