 |
| Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe er forfatter og oversætter. I 2017 var han med til at starte Skrivekreds i Nordvest, hvor han stadig underviser. I 2018 udgav han digtsamlingen Det skal nok gå på forlaget Ovo Press, og har oversat en række bøger til dansk, bl.a. Chelsea Girls af Eileen Myles og Ikke at dø af Anne Boyer og Den arabiske apokalypse af Etel Adnan. Man kan sige, at han på den måde hele tiden er med til at udvide, hvad vi kan læse på dansk. |
Bernadette Mayer: Midwinter day Myten er at hun skrev den på én dag, den dag bogen foregår på, 22. december 1978. Og man må bare spørge sig selv: Hvornår? Hvordan? Det er ikke lige meget at spørge sig selv om det. Mayer skriver virkelig tæt på livet, og formår at udvide og forandre det hverdagslige. Det er en af den slags bøger, der føles som en tilladelse til at skrive selv. Den gør så mange forskellige ting. For et par år siden holdt jeg et arrangement for at mindes Mayer, der på det tidspunkt for nyligt var død, hvor vi mødtes d 22. december og skiftedes til at læse op fra bogen, indtil vi havde læst den i sin helhed. Det tog et par timer. Til sidst var vi bare nogle stykker tilbage. Det var vildt at læse den bog med den slags koncentration, at mærke hvor mange retninger den bevægede sig i. Der skete hele tiden noget nyt. Den slags litteratur har jeg en forkærlighed for, den der hele tiden udvider rummet. Det må hellere rode og være lidt for meget end være helt stramt tænkt inden for en for snæver præmis.
Simone Weil: Gravity & Grace
Tyngden og nåden. Alting er styret af tyngdekraften undtagen nåden. Et udsagn jeg aldrig glemmer. Simone Weil var formentlig ret delirisk mens hun skrev mange af de her ting. Hun fastede meget og arbejdede hårdt i vinmarkerne hos sin ven Gustav Thibon, og skrev så de her noter, som han senere samlede tematisk under nogle overskrifter og udgav. Det er tekster der er lige dele optaget af sjælen og samfundet, af individets opløsning og mystiske erfaringer og politisk ansvar.
Det er svært ikke at komme til at læse Weil som en helgen, det har mange gjort. Særligt fordi hun endte med at miste livet som følge af en politisk sultestrejke. Men hun var nok også en ret syg person. Hvilket ikke på nogen måde delegitimerer hendes politiske tænknings kraft. Eller hendes mystiske og kraftfulde skrift.
Hiromi Ito: Thorn Puller
Den her bog er autobiografisk og følger en Hiromi Ito-skikkelse. Hun rejser frem og tilbage mellem Japan og Californien for at tage sig af sine aldrende forældre tilbage i hjemlandet, sine store børn, og sin hjertesygdomsramte mand. Der er så meget transport i den her bog! Hvis man troede, man skulle skrive udenom transport, så skal man bare læse den her bog. Den handler også om japansk folkereligion og Jesus og redwood-træer. Den er vildt sjov og hård. Hun er virkelig nådesløs, Ito, men ikke uden kærlighed, kærligheden er bare også et fucking hårdt arbejde. Og når man har spredt den ud over forskellige kontinenter, må man flyve rundt for at passe sit kærlighedens arbejde.
Felix Guattari: Tre økologier
Okay, det er lidt længe siden jeg har læst den her bog, men det jeg husker er, at Guattari her gør menneskets psykologi til et spørgsmål, der ikke kun er forbundet med det indre liv. Der er tre sfærer, tre koncentriske cirkler, individet inderst, så det sociale og så det globale. Og man må altid lade sin tænkning gå tværs gennem de tre sfærer. Transversalt, kalder han det, så vidt jeg husker.
Det er også bare en ret udknaldet bog, hvor han tilbage i 1980’erne skriver om Donald Trump som en slags kæmpe vandmand, der har spredt sig udover Manhattan med sine ejendomsspekulationer. Det var nok mere sjovt end uhyggeligt da jeg læste det første gang, men nu er det jo virkelig uhyggeligt. Goblen holdt aldrig op med at sprede sig.
Jeg snyder og tager to bøger med, fordi jeg lige har læst Genets geniale essays samlet og oversat af Morten Chemnitz. Det er ekstremt gode tekster, bl.a. om teateret, som han mener bør forflytttes til en aktiv kirkegård. Om børn i fængsler og om den palæstinensiske frihedskamp.
Men hans roman Tyvens dagbog er én af mine yndlingsbøger. Genet er fuldstændig usentimental, han skylder ikke nogen noget. Lidelsen er aldrig romantisk. Den skønhed han finder er virkelig oprigtig, og noget kun han ville kunne skrive frem. Han skriver fra samfundets underside, fra de nedkastede, men uden at formidle til et andet syn, der er ingen klasserejse hos Genet. Det er så vild en bog. Jeg får lyst til at læse den igen, når jeg tænker på den.
