Fem fra Frantzen

Mikkel Krause Frantzen var med til at starte tidsskriftet Trappe Tusind. Han skriver ofte for avisen Information, hvor han skriver om litteratur, sport og alt det andet vi mennesker forstyrrer vores verden med. Krause Frantzen har været med til at redigere bind 1 og bind 3 af  "Beyond Identity. Das Beckwerk og Funus Imaginarium". Når nogen nævner en zombie begynder Mikkel Krause Frantzens øjne at lyse; i Zombien ligger nemlig en anledning til at tænke over alt det imellem os mennesker, det litterære, kredsløbet, døden. Herunder bringer vi fem anbefalinger fra den anden side af atlanten, oprindeligt tænkt i forlængelse af det amerikanske præsidentvalg, men desværre forsinket af Deres kære redaktør.

Anne Carson: Grief Lessons
Okay, hun er canadier, men hun skal med. ”Hvorfor eksisterer tragedier? Fordi man er fuld af vrede. Hvorfor er man fuld af vrede? Fordi man er fuld af sorg.” Nogenlunde sådan definerer Carson tragediegenren. Hun er nok mest kendt for sine essays, digte og gendigtninger, men her er det mere traditionelle oversættelser af antikke tragedier. Så straight det nu kan blive, når det er Carson. Jeg synes at man idet hele taget burde læse flere antikke tragedier (der er jo ikke så mange, vist omkring cirka 31), men hvis man har haft eller har det svært med den slags, kan man starte her. Lige her. Med Carsons oversættelser af fire tragedier af Euripides. Plus hendes korte introduktioner, der er så klare, at man får helt ondt i sindet. Læs bogen, hvis du godt kan lide at få det, og/eller hvis du også godt kunne tænke dig en lektion i storslået sorg.

Thomas Pynchon: V
For mig at se er Pynchon den bedste nulevende amerikanske romanforfatter. Sådan er det bare. Den her er den roman, jeg husker bedst. Eller det vil sige: Det er faktisk længe siden, jeg har læst den, og jeg husker den ikke så godt. Men jeg kan huske at den var vild og cool, at der var tale om en ganske særlig blanding af fabulerende opfindsomhed og stenhård research. Pynchon må snart få nobelprisen. Uden ham ville være der ikke have været fremragende forfattere som Roberto Bolaño og David Foster Wallace. Læs den hvis du gerne vil læse en roman, der kan matche Obama i coolness.

David Foster Wallace: Infinite Jest 
Jeg er ca. halvvejs i denne 1000 sider lange roman med fodnoter og alt muligt. Den foregår i sådan et nærfremtidsunivers hvor USA, Mexico og Canada bl.a. er blevet lagt sammen. Meget af tiden følger man en gruppe unge tennisspillere på et sportsakademi og en gruppe misbrugere på afvænning på en klinik i nærheden. Det er som om romanen er skrevet af en fremmed intelligens med overnaturlige evner og en utrolig humor (se også: Pynchon). Jeg har grint mens jeg har siddet i en bus et sted mellem Berlin og Rostock, i et tog et sted mellem Vejle og Skanderborg og talrige andre steder. Til tider bliver romanen lidt for meget, men grundlæggende har jeg lyst til at bo i den her bog. Læs den hvis du godt kan lide mindst to af følgende ting: 1. Amerika. 2. Tennis. 3.S toffer. 4. Litteratur. 5. Et som man siger godt grin.

William Faulkner: As I Lay Dying
Det her er måske den bedste roman ever. Der er en kvinde der skal dø, der skal begraves. Der er en familie. Der er en søn, der står og saver i nogle brædder, som skal blive til den kiste, moren skal begraves i. One lick less, one lick less. Står der. Lyder det. Det er lyden af saven mod træet, saven der trækkes frem – one – og tilbage – lick – og frem igen – less. Det er ligesom i The Sound of the Fury hvor idioten Benjy hele tiden løber langs golfbanen fordi ordet Caddie hele tiden bliver sagt dér og dét minder ham om hans søster, hvis navn lyder sådan. Faulkner har øre for den slags. Nå ja, og så er der det med alle de forskellige fortællere og modernisme my ass. Det giver mening her. Her et kapitel i sin fulde længde (det er den yngste søn Vardaman, der fortæller efter moren er død (er hun?)): ”My mother is a fish”. Læs den, hvis du godt kan lide romaner og død.

Don Winslow: Savages
Det er en krimi, og jeg har først læst den for nylig, da min universitetsvejleder anbefalede den (den er også lige blevet filmatiseret). Den foregår i grænseområdet omkring USA&Mexico og handler om narko, ørken og død. Winslow er krimigenrens hårdkogte svar på Carson. Se bare følgende passage (en af hovedpersonerne,
Chon – independent drug dealer – er i gang med at udkæmpe en blodig kamp mod nogle personer fra et de store narkokarteller):
”where does death come from
it comes from
Chon…”
Det kunne næsten have været en passage om Kreon i Anne Carsons gendigtning af Antigone, Antigonick. Anyway. Læs den her bog, hvis du godt kan lide eller hvis du ikke kan lide krimier.

Fem fra Plambeck

Dy Plambeck debuterede i 2005 med digtsamlingen Buresø-fortællinger. Plambeck er en af de stærke stemmer i dansk litteratur, der med humor og skarpt sprog er en fantastisk fortæller, hun modtog Klaus Rifbjergs debutant pris i 2007. Senest er udkommet romanen Gudfar.

Joseph Conrad: Mørkets hjerte

Conrads fantastiske lille bog får mig til at ryste, bare jeg tager den op mellem hænderne. At læse den er som at stikke sine hænder, arme, hele kroppen gennem en masse små snørklede årer og gange af sætninger og ind i et mørkt hjerte. Bogen er et overflødighedshorn af sprog, sansninger og stemninger. Og Conrads menneskelige indsigt uendelig stor

William Faulkner: As I lay dying

Faulkner er en sand mester. Han er totalt overlegen, i sit sprog, i sin fortælling, han er i en klasse for sig.

Karen Blixen: Min Afrikanske farm

Jeg læste "Min afrikanske farm" af Karen Blixen, da jeg var 19 år og rejste rundt i Kenya med en rygsæk på. Den bog var med til at åbne mine øjne for litteratur.  Den rykkede et eller andet i mig. Jeg følte mig genkendt, når Karen Blixen beskrev sin udlængsel, sin følelse af ikke at høre til i den familie, hvor hun var blevet placeret, ikke at høre til på det sted, hvor hun var blevet sat, ikke i det land, hvor hun var født. Ud over genkendelsen var der oplevelsen af sproget, hele fortællingen, at det med at skrive også et langt stykke af vejen lå i blikket, at det handlede om at kunne se og bagefter beskrive, hvad man så, og at det kostede en del af sig selv at skrive.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag
Saarikoski er en gigantisk drukkenbolt, der skriver, som han drikker, vildt og voldsomt. Han er fuldstændig ligeglad med sammenhænge og at forklare noget for læseren, han springer fra den ene ting til den anden i et afsnit, ja i én sætning. Det kan jeg godt lide. Pædagogisk litteratur er det værste.

Emily Dickinson: Master Letters

Jeg har læst Emily Dickinsons tre breve mindst hundrede gange. De er så bevægende, smukke, rå og sårbare. Den beskrivelse af kærligheden er enestående.