Lidt fra Nielsen

Knud Steffen Nielsen debuterede i 1980 med samlingen Indskrift, han arbejder som lyriker, billedkunstner og blogger (http://knudsteffen.blogspot.com). 

Jeg er gået tilbage til barndommens land, hvor jeg prøver at finde frem til det, der gjorde indtryk mest, og som måske endda stadig har betydning. Det første, der dukker op, er klassikeren Aben Osvald af Egon Mathiesen, som betød noget varigt. Sproglige ombukninger i min rekonstruktion (Aben snakker): 

"Jeg skal ise en anan. Åh nej, jeg skal spise en banan. Jeg tror lige jeg må øbe mig en ur ... åh nej, jeg mener jeg tror lige jeg må løbe mig en tur.” Det, at sproget fordoblede sig i diverse spor, plus en hel masse andet, pirrede den 3-4 årige.

Sprogets tilbud om parallelsamfund oppe i ens hoved, hvor alle små drenge ku lege videre og fx give det strikkede sovedyr Fabdillen skylden for alt lige fra pissen i sengen, til hvis drengen havde ødelagt farens merskum. Dyret var den skyldige.

Nogle år efter Aben Oswald blev jeg fortalt, at lyset havde hastighed, (og dermed) at lyset var lige så meget stof som skinnebussen mellem Hundested og Hillerød. Og han blev lige så fortumlet, som bestod lyset af engle.

Nu kunne man jo så begynde at skrue sig ind på, hvad stof er, res extensa, noget der havde længde og bredde, partikler og vægtfylde (på en meget fin vægt). Men lyset var i hvert fald ikke noget, der ku spærres inde i et glasakvarium eller bag glasvægge som en skoletaske eller en kakaomælk, fastlåste derinde, lyset fra en lyspære kunne jo gå gennem gennemsigtigt materiale og befinde sig udenfor osse. Og derved blev jo så pludselig stof til noget endnu mere diffust.

Men det kom jo først ind i hovedet senere, at definitioner kaldte på/ krævede nye definitioner i et stort bundløst kar, hvor man kunne blive ved og ved for at inddæmme fænomener, som kunne navngives i et væk.

Og det at kunne læse var jo ligesom stof af bogstaver, der blev ført med næsten lysets fart fra papiret til drengen. Det ku springe ud af papiret og gennembryde hans ikke-gennemsigtige kød-væg.

Vidste nu, at lyde og tegn og hvad ellers som myggenes summen ku hindre søvnen ved at gennemtrænge ham her og nu.

Men mere underligt var det, at Store Stygge Ulv, som han havde læst og set i Disneyhæftet i fuldt dagslys, sprang over i ham og fortsatte i det forfærdeligste (mareridt), når han sov.  Det havde fundet kanaler i en og ku ligge der og lagre. Og slå til, når det sku være, ved nattetide.  Det virkede osse som - om ikke rigtigt fysisk stof, og så dog, jo som lyset, man ikke havde troet det om.

Fabdillen har gjort det, sagde drengen.  Og drengen vidste jo nok godt her, at der var en uoverensstemmelse mellem, hvad sovedyret selv ville ha sagt, og så hvad drengen sagde til faren; så hvis de, drengen og dyret, lige så stille kommunikerede med hinanden, ville det ikke korrespondere. Der var flere udgaver af det samme.

Og barnet, der læste Aben Osvald, ku jo ad åre se, at talte man i øst, vidste man ikke nålefast, om det ramte et øre i vest. Men barnet var ønsket som medspiller i teksten, følte han. Og barnet ku snakke såvel til aben Osvald som til sovedyret og sige tåbelige snotdyr, der ikke ku finde ud af noget som helst.

Læste drengen om noget, der gjorde ondt, hvordan så vide om det var den samme smerte, vi alle følte, hvis nu man fx mistede noget dyrebart for tidligt. Hvornår vidste man, om kommunikation lykkedes, og sku der ikke osse empati til, tænkte han senere.

Undrede sig, når faren flåede en rødspætte, over om den dog ikke følte smerte. Faren sagde godt nok 

nej til det. Og på det gentagne spørgsmål svarede han: Det er, fordi det er koldblod. Ordet koldblod blev stikkende i hovedet som noget tæt på usandt, eller som et ord, som man bare sagde, når man skulle finde en undskyldning, man ikke havde.

                                            *

Og ord og andet sansestof blev en slags missiler mod hjernen.

Drengen var blevet tro læser og væbner i læse-spillet.

----------------------------------------------------------------------

Og det forsuttede strikdyr var afgået ved kakkelovnsdøden.

--------------------------------------------------------------------

Senere, meget senere stødte jeg ind i Austin og Searle og deres talehandlinger, hvor man betragtede de samme bevægelser fra ord, der blev sagt, og som jo havde en effekt som stof, der med lysets eller lydens hast forårsagede en handling.  Der var en eller anden slags forbindelse som mellem spørgsmål og svar. Men ku man vide om sætninger, der var mere og andet end enkle kommandoer som at lukke vinduet (og vinduet blev lukket af læseren/høreren/modtageren) osse gjaldt for mere komplicerede sætninger.  For når det blev kompliceret i sproget, hvor definitioner kaldte på nye definitioner, så indtraf dermed jo osse flere og flere usikkerhedsmomenter, plus at sproget definerede sig selv, til man eventuelt kom til en urgrund, spørgsmålet om en førstebevæger, der så måtte forblive udefineret. Altså rigeligt med usikkerhedsmomenter.

*

På et tidspunkt ledte jeg overalt for at finde Eliots De fire Kvartetter. Men så reddede Fiolstræde mig en dag på en Kbh-tur. Dether drejede sig om metrisk frihed. At rytme var andet end det dér fra sangbogen og morgensamlingerne. Og dog var det i gymnasiet min gode engelsklærer, der introducerede os for fx hele Burnt Norton. Og for fantastisk middelaldermusik, madrigaler og digtbåren kormusik. Hold da op. Så ramte jeg ind i Sarvig og de italienske imaginister Ungaretti, Montale. Og så var vi i tresserne, og Nordbrandt debuterede, og det var noget. Og dér var jo osse lige Marianne Larsens fantastiske bøger. Og man (og lad det blive et upersonligt man) befolkede gymnasiebladet med tekster af egen tilvirkning. En periode med at skamlæse enzensberger og Borums Poetisk Modernisme, Malinovskijs Glemmebogen, der osse slog vinduet op ud mod den ganske verden. Poul Borum, som siden var skyld i - ret snart ved personlig indgriben -, at jeg så mere alvorligt skrev digte.

Og så er det gået med lystlæsning og læsning siden.

Så læste jeg forleden den fantastiske bog om litteratur og fænomenologi af Thomas Illum Hansen. Det sku jo bare lige siges.

Og hvem har ikke fascineret mig undervejs: Henrik Have, hans Forværelset, Viggo Madsen, Pia Juul, René Jean J, og på den store globus: Mallarmé, Borges, fx Fiktioner, Paz, Sachs, Waldrop, og det vil ikke give mening at fortsætte listen, som ikke nødvendigvis er kánon, men er en løst kronologisk liste over egne læsninger.

På natbordet ligger netop nu Ernst Jünger, mere humanist end kriger, Anders Vægters alt for oversete Speer2, Sally Altschulers fine En engel bag øret og så det løse. Og dejlige Ursula. 

Skoler afløser skoler. Sandheder afløser sandheder. Men dagens læsning bringer en ind i sit lille cirkustelt og siger lad os snakke om tingene. Ingen af os er fejlfrie.

ksn

Fem fra Zangenberg

Mikkel Bruun Zangenberg. er dansk litteraturhistoriker og kritiker. Lektor på Syddansk universitet. Anmelder ved Politiken.

Samlinger kan være hvad som helst: det kan være ansamlinger, objets trouvés, kollager af løsrevne, fragmentariske dele, der endog kan være sat sammen posthumt af litterære eksekutorer. Det kan være samlinger ordnet og komponeret i distinkte dele, der tilsammen tænkes at skulle udgøre en syntetisk enhed (der er mere end summen af sine dele), mest formfuldendt i den såkaldte mestersonet. Eller det kan være langdigte, der aldrig afbrydes, så samlingen knap er en samling, men blot et meget langt digt. Her neden for, følger et enkelt greb ned i poesihistoriens ekstremt righoldige gemmer; grebet er til dels vilkårligt, fordi mængden af gode samlinger er så omfattende. Men grebet er ikke fuldkommen tilfældigt. Jeg har valgt samlinger, som jeg har haft eller har et stærkt personligt forhold til. Der er med andre ord ikke tale om dét, som svage ånder undertiden forsøger at sætte sammen, nemlig en top-fem liste over de atletiske mesterværker. Sådan er det ikke her.

Walt Whitman: Leaves of Grass

Samling nummer et er Walt Whitmans Leaves of Grass, der udkom i mange forskellige udgaver, fra de første tolv digte i 1855, til den sidste, sene udgave der blev autoriseret af Whitman på dødslejet i 1892, og som rummer flere hundrede digte. Jeg blev først bragt på sporet af Whitman af Poul Borum, af hans udvalg af digte på Brøndums forlag i 1976, den bilingviske ”The History of the Future/Fremtidens historie”. En af de bedste anmeldelser af Leaves of Grass er anonym og skrevet af Whitman selv i Brooklyn Daily Times, den 29. september 1855; dér skriver den anonyme at ”Politeness this man has none, and regulation has none”, og ”He comes to no conclusion and does not satisfy the reader”, og han fremhæver digterens absolutte ”egotism”, ud fra den tanke, at digteren selv skal være det eksempel, han gerne vil donere til det amerikanske menneske: ”First be yourself what you would show in your poems”. Samlingen: vild, spraglet, voldsom – og undertiden kedelig og monoton, med et billede hentet fra Whitman selv, som bølger og bølger fra Atlanten, der kommer rullende ind over læseren. På samme tid et eksperiment med en heftig hyper-demokratisme, en ekstrem fremførelse af selvet: ”I celebrate myself, and sing myself”, en über-folkelig bog, en forfinet og stilbevidst digtmaskine, et naturfilosofisk og kosmologisk langdigt; og et uhyrligt lidt europæisk værk, og måske et af de mest udanske værker, man kan forestille sig. Det sidste er allerede i sig selv en anbefaling.

William Blake: The Marriage of Heaven and Hell

Den anden samling er William Blakes The Marriage of Heaven and Hell, som jeg altid har haft en stor svaghed for. Hans komplet udsyrede swedenborgske (og satirisk anti-swedenborgske) metafysik, hele litaniet af egennavne og væsener, Rintrah og Urtona, der befolker hans verdener, den liflige, før-nietzscheanske omvending der gør englen til en hyklerisk svækling, og djævelen til en livsbuldrende energikegle frigjort fra den debile sondring mellem krop og sjæl; hans dybe forkærlighed for konflikt og kamp: ”Opposition is true friendship”, ja selv Blakes egenartede kitsch er interessant. Så får vi Blakes egne, barokke ledsagebilleder, og endelig det faktum, at digtene og billederne blev komponeret oven på den Franske Revolutions vulkanske krater i 1789-90. Blakes ord er en let, libertinsk hymne til energi og kraft og glæde og skønhed hinsides godt og ondt, for: ”Those who restrain desire, do so because theirs is weak enough to be restrained”.

Thomas Kingo: Aandelige Siunge-Koor
+

Frank Jæger: Idylia

Midt i det danske, kæmper to samlinger hårdt om at blive valgt. Det er Kingos Aandelige Siunge-Koor, første og anden part hhv. 1674 og 1681, og det er Frank Jægers Idylia (1967). Andre må tage sig af Inger Christensens indlysende mesterværk, den grønne juvel ”Sommerfugledalen” (1991). Kingo er barok og dybmørk og svulstig og en retorisk mester, og alene det, at han kan fostre et udtryk som ”den Sabel-brune Nat”, gør ham til klar uomgængelighed. På den anden side er Idylia så sær og besynderlig og uintegrerbar, at den stiller sig ved siden af Aandelige Siunge-Koor. Men nej, jeg tror at Kingo alligevel må stå for sig selv her, ”Sorrig og Glæde vandre tilhaabe”, er så patossitrende og hård i sin dom over jordelivet og så selvklart bizar i sin fremstilling ”Himmelens” lutrende dejligheder, at den sammen med de andre digte i samlingen gør Aandelige Siunge-Koor til min nummer tre.

T. S. Eliot: The Waste Land

Det er ikke synderlig originalt, og det er en til mand (oven i købet hvid, vestlig og uden subalterne handicap), men siden jeg var en stor dreng har jeg altid elsket T.S. Eliots The Waste Land (1922). Omme bagved The Waste Land ligger et tidligere yndlingsdigt, nemlig The Love-Song of J. Alfred Prufrock, men her gælder det jo samlinger, og de fem dele, The Burial of the Dead, A Game of Chess, The Fire Sermon, Death by Water og What the Thunder Said, udgør tilsammen et glitrende kort over London og døden og vesten efter Første Verdenskrig, hvor vi uden problemer eskorteres fra den aparte, indiske udgangsremse: ”Shantih shantih shantih”, som er – forklarer Eliot i noterne – den formelle afslutning på en upanishade, og som betyder ”The Peace which passeth understanding”, til Marie, der i sin barndom boede hos sin fætter ærkehertugen, og som næsten siger: ”April is the cruellest month, breeding/Lilacs out of the dead land”. Og hvor vi kort stopper op og ser ned på London Bridge: ”A crowd flowed over London Bridge, so many,/I had not thought death had undone so many”. 

Charles Baudelaire: Les Fleurs du Mal

Som det femte endnu en mand, en hvid mand, en europæisk mand, men det er umuligt at undslippe Charles Baudelaires Les fleurs du mal (1857), et værk det næsten er umuligt at læse, fordi man først skal skrabe 150 års lag af udlægninger og læsninger væk; alt det med Paris og moderniteten og storbyen, skal man sætte i parentes, og SÅ møde digtene. Eliot citerer selvfølgelig i 1922 Baudelaires indgangsbøn og henvendelse, ”Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/- Hypocrite lecteur, - mon semblable, - mon frère!”. Monsteret er ”l’Ennui”, livsleden. Her får vi så den velkendte blanding af ludere og lommetyve, svaner og græske søjler, spleen og ideal, vampyrer og Don Juan, men hamret ud i vers og rim: ”Paris change! mais rien dans ma mélancolie/N’a bougé! Palais neufs, échafaudages, blocs,/Vieux faubourgs, tout pour moi devient allégorie,/Et mes chers souvenirs sont plus lourds que des rocs”. Det er det glødende, kyniske og melankolske blik på verden, leden og tristheden der forvandler alt til ombragt allegori i den europæiske ødemark. Og det er to år efter Whitman kom med de første tolv spirer til sit ultra-amerikanske stordigt. Så vi får en dobbelt gestus, parallelt med hinanden lyder Whitmans og Baudelaires stemmer – samlet i samlingen.