fem fra Sten-Knudsen

Julie Sten-Knudsen debuterede i 2011 med digtsamlingen Hjem er en retning. Hendes digtsamling blev præmieret af Statens Kunstfond.Sten-Knudsen har allerede sat sig igenem som en stærk formidler af svensk litteratur. Hun har henholdsvis oversat Göran Sonnevi: Klangenes bog og Jenny Tunedal: Min krig, suiter. Der er et særligt nærvær på spil hos Sten-Knudsen.

Ann Jäderlund: Som en gång varit äng

Jäderlunds anden digtsamling fra 1988, en af de bøger, jeg har kunnet lide at stjæle sætninger fra. Et blomsterdrama om stærke strukturer, metaller, muskler og onde huse, om valmuer og sæd, om den fugtige eng der leger at engen er fugtig, om kærlighed, adskillelse og sammensmeltning. ”De små bröstbladen/Rör sig i hans vätska//Vitt är inte min vätska/Pistillerna drar sig samman//Aldrig mer ska det blomma/Det har aldrig blommat//Perforera honom”

Jenny Tunedal: Kapitel ett

Tunedals poesi er stærk og intelligent. Jeg anbefaler selvfølgelig hendes nyeste bog, Mitt krig, sviter, som jeg har oversat til dansk (den udkom på Basilisk i maj 2012 med titlen Min krig, suiter), men den er der allerede peget på, så jeg anbefaler Kapitel ett fra 2008, en tæt og lysende digtsamling om ensomhed, familier og sprog. ”Älskade. Orden för alltid är som ett ord utan dörrar. Rummet borde inte vara slutet. Tänk på döden istället för att dö.”

Juliana Spahr: This Connection of Everyone with Lungs

En (i Norden? i forfatterkredse? i min generation?) med rette kanoniseret bog om politisk sorg: forbundethed, afmagt og medskyld. Syntaksen forbinder konsekvent besyngelsen af de elskendes kroppe med sørgesangen om det, der sker i den verden, de elskende lever i. ”In bed, when I stroke down on yours cheeks, I stroke also the carrier battle group ships, the guided missile cruisers, and the guided missile destroyers.//When I reach for yours waists, I reach for bombers, cargo, helicopters, and special operations.”

Marie Silkeberg: Material

Noget så særligt som en tyk, spændende digtsamling. Jeg læste den hurtigt, opslugt af kærlighedshistorien som foldes ud, mens optegnelserne springer frem og tilbage i tid og mellem steder: Odessa, 2005. Skt. Petersburg, 2004. Stockholm, 2002. Sproget er åbent, ligefremt, fuldt af smerte. ”borrade in naglarna i hans kropp. nakna axlar. trängde ut honom till och med. jag vet inte. jag var väldigt berusad. förstår inte ens hur jag hamnade i sängen. minns att jag satt i soffan och hade frågat om meningen det personliga är det politiska haft någon betydelse för dem. någon gång. under sjuttiotalet. perestrojkan. nu. i deras kretsar nu i petersburg. vi gör ett experiment sa hon.”

Poul Borum: Fuglen der lander

Om at prøve at tage afsked med verden, lære sig selv at dø. Nogle gange er jeget en krop der brænder af begær efter en anden krop, foråret, verden, andre gange finder digtene en mærkelig lethed i opbrud og ophør. ”Jeg er ikke mere mig end skyerne er en sky,/så hurtigt er jeg forbi dine øjne/Og hvis du husker mig er det luften du ser igennem – ingenting betyder hvad du tror.”

Fem fra Moestrup

Mette Moestrup debuterede i 1998 med digtsamlingen Tatoveringer. Med en enorm bund i den klassiske poesi sætter hun jeg'et, du'et og alt det andet i spil både med blik for magthierarkierne og den poetiske følsomhed. Hun har med sin seneste bog, Dø, løgn, dø, sat digtet i spil i sin egen lille frihed. Wow!

Leslie Scalapino: How phenomena appear to unfold, 2011

Den amerikanske digter Leslie Scalapino døde d. 28. maj 2010. I 2011 udkom en revideret udgave af How Phenomena Appear to Unfold fra 1989. Det er ikke kun digte, men også essays etc. Jeg er især glad for, at ”The Animal is in the World Like Water in Water” med tegninger af kunstneren Kiki Smith er inkluderet. Tegningerne forestiller en kvinde – eller flere forskellige kvinder – og det ene efter det andet rovdyr – kattedyr – som bider i hende. Der er ingenting mellem dem. Mænd fx. Eller børn eller natur eller maskiner eller noget. Det handler om lidelse og smerte og overgivelse og død. Det nådesløse, uundgåelige. Scalapinos skrift tør deale med de her tegninger på den vildeste, klareste vis. Jeg citerer fra sidste side:

what if

many

people

want

authority?

she doesn’t

[doesn’t want it]

[is no ascendancy]

Marie Silkeberg: Material, 2010

Svenske Marie Silkeberg overgår sig selv (og mange andre!) i den store på én gang viltre og formelt stramme digtsamling Material (2010), der kort sagt både skildrer et kærlighedsforhold til en russisk digter og en kunstnerisk relation til Rusland. Portrættet af byen Skt. Petersborg og de kunstneriske fællesskaber er lige så væsentligt som det amorøse. Eller: Kærlighed skal forstås bredere end tosomhed, det handler om kommunikation og fællesskab - det mellemmenneskelige ved skriften, måske. At skrive sammen, at skrive i samme tid. I og gennem transit. (Silkeberg (som er opvokset i Danmark) skriver på flere sprog, der er også danske sætninger: ”transithallar. glostrup. här föddes jag alltså. my native country. eller med statens handlinger. rätten att försvara sig. imperativet. bron i horisonten. de anede ikke hvad det var der ramte dem.”)

I, LALLA. THE POEMS OF LAL DED.

Oversat til engelsk fra kashmirisk af Ranjit Hoskote , 2011

Lal Ded levede i Kashmir i 1400-tallet og er den dag i dag en af Kashmirs bedst kendte spirituelle og litterære figurer. Oversættelsen rummer 146 af hendes digte i formen ”vakhs”; læresætninger eller ytringer. Lal Ded, der var brahman, forlod sit hjem som 26-årig for at blive discipel hos en guru, og senere blev hun vandrende tiggermunk og fik vist nok selv disciple. Hendes epifaniske digte er blevet hyldet af både hinduer og muslimer, og hun forbindes med både bhakti og sufisme. Men lidt ligesom med Sappho kan man sagtens læse Lal Ded’s digte som ... ja, som poesi. Man får et åndeligt kick, ja, men der er også spark i tanken og billedsproget. Hvem vil ikke gerne have en ”mind-horse”? Her er vakh nr. 111:

111

What the books taught me, I’ve practised.
What they didn’t teach me, I’ve taught myself.
I’ve gone into the forest and wrestled with a lion.
I didn’t get this far by teaching one thing and doing another.

Ivan Malinowski: Poetomatic, 1965

Jeg ville egentlig have anbefalet Kritik af tavsheden, et politisk hovedværk i dansk litteratur, som jeg så ikke lige kan finde i min rodede reol, så må det blive den uopslideligt fine Poetomatic: ”puppen har vrikket sig til rette/ og blir til grød// den sir/ ”nu får vi se””

Giannina Braschi: Drömmarnas imperium, 2011

Udvalg og oversættelse: Hannah Nordenhök og Helena Eriksson

Den puertorikanske digter Giannina Braschi bor i New York. Hun er blandt andet kendt for at skrive på ”spanglish”. I det svenske udvalg er der digte og andre tekster fra tre forskellige digtsamlinger, hvor den første er fra 1988 og den seneste fra 2011. Første tekst, ”Ground zero”, er stakåndet, skrækslagen, gav mig først flashback, så mareridt, et ’godt’ tegn. Traume. Chok. At vidne. Men jeg’et i teksten (en parallelistisk syntaks gentager ”jeg så”) kan umuligt være ét jeg? Fantomsmerter i fælleskroppen? ”Jag såg en torso som föll - - inga ben - - inget huvud - - bare en torso. Jag är övertydlig eftersom jag knappt kan tro vad jag såg.”