Andrea Fjordside Pontoppidan er litterat, forfatter og redaktør. Hun debuterede i 2023 med bogen Kartoffeløje på forlaget Ovbidat. Pontopiddan har oversat tekster af bl.a. Ursula K. Le Guin og Donna Haraway til dansk, og anmelder bøger for bl.a. Atlas Magasin og Standart. Fra 2017 til 2024 var Andrea Fjordside Pontoppidan forlægger ved Laboratoriet for æstetik og økologi. Hun arbejder i skæringsfeltet mellem kunst, litteratur og praksisser og politikker omkring jordbrug.
Christina Sharpe: Ordinary Notes
Jeg har været enormt glad for at læse Ordinary Notes af den amerikanske forfatter og professor Christina Sharpe. Det er en bog, jeg selv har fået anbefalet af Mikas Lang, og der er intet bedre end at få anbefalet sådanne skatte. Det er en bog der er skrevet i fragmenter/noter, eller skulle man kalde det billeder, og som handler om mange ting, men måske især om Christina Sharpes egen mor og opvækst og om tabet af moderen. Gennem minder og overvejelser over kunst og historie skriver Sharpe skarpt og smukt om at vokse op og leve som sort kvinde i USA.
Peter Waterhouse: Blomster
Denne bog bliver jeg aldrig færdig med at læse i og opdage nye dimensioner af. Waterhouses evne til at danne præcise sproglige billeder, der kobler natur og urbanitet, kultur, som nærmest bestøver naturen med kultur, får ting til at stå tydeligt frem på ny, og er så spændende og nytænkende, forekommer det mig, selvom bogen jo slet ikke er så ny endda. Jeg ser på hallerne og gadelygterne med helt andre øjne efter jeg har læst denne bog. Elsker også interviewet der følger med, som lukker os lidt længere ind i Peter Waterhouses kloge og eftertænksomme hoved.
Layli Long Soldier: Whereas
whereas er en formbevidst, hård, poetisk og hjerteskærende digtsamling om de overgreb, amerikanske oprindelige folk har været udsat for og som stadig sidder som et stort traume i dag. Den handler i høj grad om modstanden mod at undskylde for den racistiske lovgivning, der har gjort fx fratagelsen af land muligt, og er en direkte, poetisk reaktion på Obamas skriftlige “undskyldning” i 2009 for “the depredations and ill-conceived policies by the Federal Government regarding Indian tribes” også kendt som det officielle dokument S. J. Res 14, som dog aldrig blev rettet noget specifikt sted hen, mod disse rigtige mennesker, det er gået ud over. Digtsamlingen mimers det skriftlige dokuments formelle gentagelse af ordet whereas, og peger på distancen i formuleringen, men gør samtidig det hele enormt nært og mærkbart i sin digteriske form.
Anne Boyer: The Undying
Jeg kunne skrive mange ord om Anne Boyers Undying, som har betydet meget for mit eget blik på, hvordan man kan/skal skrive inden for nogle særlige konventionelle rammer – eller ikke. Undying handler om at være syg med en aggressiv form for brystkræft, om brystkræftens narrativ, og hvordan syge kvinder har forsøgt at fortælle denne historie mange gange med de begrænsninger, der er. Den handler også om det amerikanske sundhedssystem, om at skrive og leve i kapitalismens tidsalder, om at være paranoid i profittens tidsalder. Og så handler den også om alt muligt andet!
Kim de l’Horizon: Blodbog
Jeg læste Kim de l’Horizons Blodbog sidste sommer og følte en enorm taknemmelighed for den bog. Bogen er formeksperimenterende og eksperimenterer med forholdet mellem fortællerstemmen og forfatteren. I bogen følger vi jegets, Kims, forsøg på at slægtsforske, dvs. grave sin egen families forhold til Blodbøgen frem fra gemmerne, men også familiens klasseforhold og formødrenes hekseri. Det er også en fortælling om Kims nære men komplicerede forhold til sin egen bedstemor og sit køn og sin seksualitet. En bog der blander klog kone-wibes med queer club-wibes. Ja, så er den kombi også prøvet af, og det fungerer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar